Spring til hovedindhold

Forslag

Store millionbøder til danske gasvirksomheder: Dømt for ulovlige kartelaftaler

Virksomhederne Hovedstadsregionens og Midt-Nords Naturgasselskab I/S og Gastech-Energi A/S er i dag i Retten i Glostrup idømt bøder på hver 8 millioner kr. for overtrædelser af konkurrencereglerne. Det sker efter virksomhederne har indgået en ulovlig kartelaftale om prisen på abonnementsordninger for service på naturgasfyr.

Retten i Glostrup har i dag fundet to gasvirksomheder skyldige i at have indgået en ulovlig kartelaftale om prisen på abonnementsordninger for service på naturgasfyr. Samtidig idømte retten fire ledende medarbejdere bøder på henholdsvis 100.000 kr. til to af de ledende medarbejdere og 75.000 kr. og 50.000 kr. til de to andre ledende medarbejdere for at have medvirket til at lave kartelaftalen.

 

Kartelaftaler kan være til skade for forbrugerne

Baggrunden for kartelaftalen var, at Hovedstadsregionens og Midt-Nords Naturgasselskab I/S ønskede at forhandle en ny kontrakt på plads mellem virksomheden og dens underleverandører, da virksomheden ville have, at prisen på reservedele skulle være billigere. 
En af de virksomheder, der forhandlede på vegne af underleverandørerne var Gastech-Energi A/S.

Det strafbare forhold foregik ved, at før underleverandørerne ville acceptere lavere priser på reservedele, krævede de, at abonnementspriserne hos Hovedstadsregionens og Midt-Nords Naturgasselskab I/S skulle stige, så underleverandørerne ligeledes kunne hæve deres priser over for egne kunder. 

 

De samarbejdende virksomheder indgik derfor i en kartelaftale, der betød, at forbrugere, der fik serviceret gasfyr, potentielt fik dyrere abonnementer.

 

»Når virksomheder indgår prisaftaler og bryder konkurrenceloven, begrænser de den frie konkurrence, og regningen ender i sidste ende hos forbrugerne. Jeg er derfor tilfreds med, at retten har fundet virksomhederne skyldige og idømt store millionbøder for deres overtrædelser af konkurrencereglerne,« siger Amir Amirian, anklager i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). 

 

Virksomhederne var på det tidspunkt, kartelaftalen blev indgået, nogle af de største på markedet for servicering af gasfyr i Danmark. På gerningstidspunktet hed virksomheden HMN Naturgas I/S.

 

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK)

Sagen er ført for retten af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som er etableret fra den 1. januar 2022.
NSK har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder derfor, at opgaver fra en række tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden er forankret her. Det drejer sig om opgaver, der tidligere var forankret hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet. Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder opgaver forankret i National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3). NSK har ca. 900 medarbejdere og er opbygget som en politikreds. (www.politi.dk/virksomheden/national-enhed-for-saerlig-kriminalitet)

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

8. maj 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Tidligere bankdirektør får fængselsdom

En 64-årig mand, der er tidligere direktør i Københavns Andelskasse, er idømt fire måneders betinget fængsel for brud på hvidvaskloven.

6. maj 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

28-årigt bandemedlem dømt i sag om våbenindsmugling under konflikt

Efter udeblivelse fra tidligere domsafsigelse er en 28-årig mand blevet udleveret til retsforfølgning i Danmark. Han er i dag blevet straffet for medvirken til våbenindsmugling under en bandekonflikt i en sag efterforsket af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

30. april 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK anholder østjyske opioid-bagmænd

NSK har onsdag anholdt et østjysk opioid-netværk. Blandt anholdelserne er de formodede bagmænd af netværket.