Spring til hovedindhold

Forslag

Tre anholdt i NSK-aktion mod organiseret økonomisk kriminalitet

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har tirsdag anholdt tre personer og sigtet dem og fire selskaber i en sag om vold, trusler og organiseret, økonomisk kriminalitet.

NSK logo

Tre personer er tirsdag blevet anholdt og sigtet for at stå bag en række forhold om organiseret økonomisk kriminalitet, herunder grov skatte- og momssvig for samlet 30 millioner kroner. Den ene er derudover sigtet for dokumentmisbrug, mens en anden er sigtet for flere forhold om vold samt for trusler om vold af en sådan karakter, at de kunne fremkalde alvorlig frygt for den forurettedes liv og helbred.

 

Anholdelserne er sket under en NSK-aktion i et samarbejde med Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi, Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi og Skattestyrelsen, hvorefter tre personer og bl.a. to revisionsvirksomheder er blevet sigtet i sagen. Under aktionen er der desuden sket ransagninger af flere adresser til brug for den videre efterforskning.

 

De anholdte er 38 år, 49 år og 76 år og fra henholdsvis Rødovre, København og Slagelse. Den 49-årige har tilknytning til rocker- og bandemiljøet.

 

Politikommissær i NSK, Jonas Stener Berthelsen, siger:

 

”Vores efterforskning har været fokuseret mod personer centreret omkring to revisionsselskaber, og det er på den baggrund, at vi i dag har kunnet anholde og sigte tre personer, som vi mener er en del af et netværk, der har faciliteret økonomisk kriminalitet for personer i det organiserede, kriminelle miljø.”

 

Sagen har siden begyndelsen af foråret 2024 været efterforsket i et tæt samarbejde med Skattestyrelsen.

 

To af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup onsdag klokken 9.15, hvor de vil blive begæret varetægtsfængslet. Anklagemyndigheden i NSK vil yderligere begære en person varetægtsfængslet in absentia.

 

Anklagemyndigheden i NSK vil begære lukkede døre, og NSK har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen af hensyn til den kommende efterforskning.

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

12. juni 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Mand dømt for hvidvask af 57 millioner

En 33-årig mand er blevet idømt tre år og tre måneders fængsel for at hvidvaske over 57 millioner kroner gennem en virksomhed, han var direktør for.

10. juni 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Omfattende anholdelsesaktion i Danmark og Grønland i cigaretfabrik-sag

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har sigtet fem personer i en sag om omfattende afgiftsunddragelse gennem produktion og salg af illegale cigaretter. Fire mænd fremstilles i grundlovsforhør med påstand om varetægtsfængsling.

9. juni 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Revisor idømt fængsel for skatte- og momsunddragelse

Skatte- og momsunddragelse for 4,4 millioner kroner giver en fængselsdom og bøde til en odenseansk revisor.