Nordjyllands Politi: Uddrag fra døgnrapporten fra den 10. marts til den 12. marts 2025
Indbrud ved golfklub, 16-årig tyv taget på fersk gerning, flere episoder af spritkørsel, plantetyveri og kørsel med amfetamin i blodet samt norsk mand anholdt. Læs et uddrag af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi her.

Indbrud ved golfklub
Natten til mandag var der indbrud i Hjørring i en golfklub og det tilhørende værksted. Tyvene kom ind i golfklubben ved at afliste en rude og kravle gennem et vindue. Her gik de rundt i restauranten, klubben og ProShoppen, hvor de stjal golfsko og –tøj.
De forlod stedet igen gennem hoveddøren, hvorefter de brød ind i værkstedet ved at rykke en port op, så den indvendige lås gik i stykker. Her stjal de en buskrydder, en motorsav og en del andet værktøj.
Har du set noget på Vidstrupvej natten til mandag? Kontakt politiet på 114.
Forebyg indbrud i dit nabolag med Nabohjælps app
Læs mere på www.nabohjælp.dk/app eller hent nabohjælps gratis app her:
16-årig butikstyv taget på fersk gerning
En 16-årig ung mand blev sigtet for butikstyveri mandag eftermiddag, fordi han stjal to jakker, en hue og en t-shirt fra en butik i Algade i Aalborg.
Den unge mand havde favnen fuld af tøj, da han pludseligt løb ud af butikken sammen med sin kammerat. Flere medarbejdere løb efter de unge mænd og fik fat i den ene et stykke væk fra butikken. Den anden unge mand slap dog væk. Det vides ikke om kammeraten stjal noget.
Tyven blev fulgt tilbage til butikken og placeret på en kontor, hvorefter politiet blev kontaktet. Alt tøjet var stadig intakt og havde stadig prismærker, hvorfor butikken stadig kunne sælge det, og derfor havde de intet erstatningskrav til tyven.
Den unge mands værge blev efterfølgende underrettet.
Spritbilist opdaget i kø-kørsel
Da en patrulje kørte i kø på Hadsundvej mandag eftermiddag, blev de opmærksom på en modkørende bilist, der virkede meget fjern i blikket. Derfor valgte patruljen at standse hende. Hun forklarede først, at hun havde drukket to øl, men kort efter ændrede hun det til fire.
Bilisten kunne ikke deltage i en udåndingstest, og derfor blev hun sigtet og anholdt for at køre spirituskørsel og kørt til skadestuen i Aalborg, hvor hun fik taget en blodprøve. Den bekræftede ganske rigtigt, at hun havde kørt med en promille på over den tilladte på 0,5.
Hvad sker der med kroppen, når du drikker alkohol? Og hvad er straffen for at køre spritkørsel? Vælg her promille og køretøj og få svar.
Norsk mand anholdt to gange
Tirsdag morgen ringede en borger til vagtcentralen, fordi en meget påvirket mand bankede højt på ruderne ind til et supermarked i Vingårdsgade i Aalborg.
Politiet rykkede med det samme ud til stedet. Manden – der er fra Norge – ville slet ikke samarbejde med politiet, og så var han højtråbende og opfarende.
Han blev anholdt og afruste derefter i detention, indtil han blev løsladt igen om eftermiddagen.
Kun 10 minutter efter løsladelsen optrådte han dog larmende, råbende og utryghedsskabende på forpladsen foran politigården, og derfor blev han anholdt igen og sigtet jf. ordensbekendtgørelsen. Han brugte nogle timer yderligere i detentionen, og så ville han tage tilbage til Norge tirsdag aften.
Spirituskørsel i Aabybro
På Kattedamsvej i Aabybro blev en bilist sigtet og anholdt for at køre spirituskørsel tirsdag aften.
Forinden havde et vidne bemærket, at bilisten kørte meget slingrende, og derfor alarmerede han politiet. Politiet rykkede ud til stedet, hvor vidnet havde standset bilisten, og politiet anholdt og sigtede bilisten for spirituskørsel.
Plantetyveri og kørsel med amfetamin i blodet
Tirsdag aften blev tre personer sigtet for tyveri, og en af samme personer fik også en yderligere sigtelse og anholdelse oveni på grund af narkokørsel.
De tre personer – to mænd og en kvinde – havde stjålet flere planter, der stod foran et supermarked i Østergade i Brønderslev, hvorefter de kørte fra stedet.
En medarbejder fra butikken så dog tyveriet og ringede til vagtcentralen, hvor hun kunne overlevere et signalement af bilen.
Politiet stansede bilen, der var fuld af tyvekosterne. Føreren af bilen fik taget en narkotest, der gav udslag for amfetamin.
De erkendte at have stjålet planterne, men føreren af bilen nægtede at have kørt i narkopåvirket tilstand. Derfor fik han også taget en blodprøve, der skal dokumentere påvirkningen.
Følg Nordjyllands Politi på:
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til en hver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her:
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555