Nordjyllands Politi: Uddrag fra døgnrapporten fra den 20. - 23. december 2024
Anholdelse i voldssag, vidner søges, indbrud, spritkørsel, beruser. Læs uddrag af døgnrapport her.
Vidner søges til alvorlig færdselsulykke
Lørdag aften den 14. december 2024 kl. 21.55 skete der en alvorlig færdselsulykke i krydset mellem Østerbro og Karolinelundsvej i Aalborg, hvorved en person afgik ved døden som følge af en pålkørsel af en bus. Nordjyllands Politi søger i den forbindelse efter vidner. Politiet kan kontaktes på telefon 114. Læs mere her.
Anholdelse i voldssag
Østjyllands Politi skred i dag, den 20. december 2024, til anholdelse i en alvorlig voldssag fra Nørresundby, hvor 3 mænd den 5. november 2024 blev efterlyst af Nordjyllands Politi. Læs mere her.
Har du fået indbrudssikret dig inden jul?
Nordjyllands Politi opfordrer alle til en sidste serie indbrudsforebyggelse før juleferien. Selv nogle helt enkelte tiltag kan forhindre indbruddet i at ske. Dem får du her.
Beruser
En person lå lørdag morgen, 21. december, og sov foran indgangen til biblioteket på Rendsburggade i Aalborg. Forsøg på at vække vedkommende var forgæves. En patrulje blev tilkaldt, og personen blev bortvist fra stedet.
Indbrud
Fra en container opsat på en adresse i Frederikshavn blev der lørdag nat, den 21. december, stjålet fyrværkeri. Containeren var brudt op, og der var stjålet fyrværkeri for et større beløb fra stedet.
Forsøg på indbrud
En lidt ihærdig indbrudstyv forsøgte at komme ind i et hus beliggende på Sønderholt i Hadsund. Forgæves. Vinduer og terrassedør lod sig ikke opbryde, men der sås begge steder opbrudsmærker. Formentlig med et koben.
Indbrudsforsøget fandt sted mellem 18. – 21. december.
Spirituskørsel
Sent fredag aften, den 20. december, blev en bilist sigtet for spirituskørsel. Det skete på Hobrovej i Støvring Alkotesten viste nemlig, at promillen oversteg det tilladte. Der skete anholdelse, så der kan blive udtaget blodprøve, der skal fastslå endelig promille.
Lørdag eftermiddag, den 21. december, stoppede politiet en borger på Vodskovvej i Vodskov. Personen bag rattet var påvirket af alkohol over den tilladte grænse, viste testen på stedet. Dét skal en blodprøve nu endeligt afgøre
Dagen efter, den 22. december kl. halv et om natten, stoppede en anden patrulje en bil på Himmelandsgade i Hadsund. Også denne fører viste sig at være påvirket af alkohol over grænseværdien, jævnfør testen. Bilisten blev anholdt med henblik på at få taget den obligatoriske blodprøve.
Musik til ulempe
Lørdag aften, den 21. december, var højlydt fest på en adresse beliggende i Hjørring. For højlydt ifølge anmelder. Politiet blev tilkaldt til stedet, og det blev meddelt, at parterne ville finde en løsning. Intet yderligere for politiet.
Indbrud i fritidshus
Søndag 22. december anmeldtes et indbrud i et sommerhus beliggende på en adresse i Kettrup ved Løkken.
Der var sket rudeknusning, hvorpå der var opnået adgang til huset gennem dør. Fra stedet stjålet inventar.
Forholdet er sket mellem den 1. – 22. december.
Spor sikret på stedet af den tilkaldte patrulje.
Indbrud i villaer
Fra en adresse på Nielsmindvej i Aalborg Sø er der mellem 19. og 20. december stjålet diverse værktøj.
Man var kommet ind via et vindue i badeværelset, og man var kommet ud via terrassedør.
I løbet af fredagen, den 20. december, var et indbrud i en villa på Thetersvej i Aalborg Sø. Man var kommet ind via terrassedør, og der var færden i køkken, fordelingsgang og soveværelse. Der var blandt andet stjålet smykker fra stedet. Udgang var samme sted som indgang.
Juleindbrud; kort status
Vi opgør juleindbrud i bolig (villa, lejlighed, værelse og landejendom) i perioden 14. december 2024 til 6. januar 2025. I år har vi i denne periode indtil dato haft 18 tilfælde af indbrud. Sidste år lå det på 31, da vi skrev den 23. december, og det samlede tal sidset år endte på 79 indbrud i opgørelsesperioden.
Er du ikke taget på juleferie endnu, så kan du stadig nå lidt indbrudssikring; pluk eksempelvis lidt i listen af vores gode råd her:
- Hils på andre i nabolaget. Ønsk dem en glædelig jul – også dem du ikke kender. Det bedste værn mod indbrud er nemlig mennesker. Tyven vil hverken ses eller genkendes, så et ganske simpelt "hej" kan være nok.
- Overvej at montere lamper med bevægelses-sensor uden for dit hus, så lyset tænder, når en tyv nærmer sig.
- Få gerne huset til at se beboet ud, når du ikke er hjemme.
- Lad lyset og radioen tænde og slukke ved hjælp af et tænd-og-sluk-ur.
- Du skal dog ikke lade lyset være tændt konstant – det afslører, at du ikke er hjemme. Når tyven tror, der er nogen hjemme, falder risikoen for indbrud.
- Lås døre og vinduer forsvarligt og sørg for, at værdifulde ting ikke kan ses ude fra.
- Hjælp naboen. Hold et vågent øje med naboens hus. Parkér eventuelt din bil i naboens indkørsel, hvis naboen ikke er hjemme.
- Du kan også smide affald i naboens skraldespand, tømme postkassen og rydde sne, hvis naboen er draget udenbys.
- Lås dit skur og ryd op i haven, så der ikke ligger redskaber fremme. Nogle indbrudstyve medbringer ikke værktøj, men de bruger i stedet for det, som de finder på gerningsstedet.
- Overvej en lynrunde med hækkesaksen, så hækken er trimmet godt ned; så kan tyven nemlig ikke ’arbejde’ i skjul i din have.
Rådene mod indbrud er, selvfølgelig, gangbare året rundt. 'Glædelig jul' kan udskiftes med årstidspassende vendinger, så som 'god påske'; 'god sommerferie', m.m.
Find flere tips på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside: www.dkr.dk/indbrud
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555