Nordjyllands Politi: uddrag af politirapporterne 14.-17. april
Nordjyllands Politi udgiver på flere hverdage uddrag fra politikredsens rapportmateriale.
Nørresundby: tyverier fra personbiler
Tirsdag den 14. april blev der begået flere tyverier fra personbiler i Nørresundby. I ét tilfælde var der blevet knust en bagrude og stjålet VVS-værktøj for mange tusinde kroner, mens der i et andet tilfælde var knust en rude i førersiden, hvorefter bilens midterkonsol var gennemrodet og bagefter efterladt åben.
Dronninglund: havetraktor stjålet fra skur
Tirsdag den 14. april modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om et tyveri fra en ejendom i 9330 Dronninglund. Der var tale om et indbrud i et skur, hvor ukendte gerningspersoner havde brudt en hængelås op og stjålet en havetraktor.
Aalborg: Mand stjal fra flere butikker
Torsdag den 16. april omkring klokken 10.45 blev en mand taget i butikstyveri i gågaden i Aalborg. En vagt tilbageholdt manden, og Nordjyllands Politi sendte en patrulje til stedet, der kunne konstatere, at manden var i besiddelse af stjålne effekter fra flere butikker – designer-solbriller, Pokémon-kort og en pung. Varerne blev tilbageleveret til butikkerne, og manden blev sigtet for tyveriforholdene.
Ranum: Bilist kørte 122 km/t
Torsdag den 16. april klokken 16.50 standsede en politipatrulje fra Himmerland en mandlig bilist fra Løgstør, som kom kørende på Viborgvej i 9681 Ranum. Fartgrænsen var 80 km/t, men manden kørte 122 km/t ifølge politiets hastighedsmåling. Manden erkendte det strafbare forhold.
Farsø: Ældre mand udsat for svindelforsøg
Den 15. april anmeldte en ældre mand fra Farsø, at han havde fået et opkald, hvor en person påstod, at hans MitID blev misbrugt i Sverige. Der var med al sandsynlighed tale om svindel, og heldigvis havde manden ikke givet personlige eller betalingsoplysninger fra sig.
Følg Nordjyllands Politi på
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til enhver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her: https://politi.dk/abonner
Du kan også abonnere på politiets aktuelle operative meldinger til medier og borgere på kommunikationskanalen POLITI UPDATE. Tilmeld dig på https://politiupdate.dk
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555