Spring til hovedindhold

Forslag

Nordjyllands Politi

Døgnrapport

28. december 2020 14:58

Døgnrapport: narkopåvirket knallertfører anholdt for stribe af lovbrud. Påvirket bilist og passager sigtet for flere lovbrud.

Udvalgte sager fra den 25. til den 28. december 2020. Uddrag fra Nordjyllands Politis døgnrapport udgives de fleste hverdage. Følg @NjylPoliti på Twitter og Facebook.

Døgnrapport

Nordjyllands Politi – Særligt synligt politi nytårsaften: Begræns festen og fyr fyrværkeri forsvarligt af


Nytåret står for døren, og der er i år lagt op til en markant anderledes nytårsaften. Og med det høje smittetryk og stor smitte-risiko er anbefalingerne klare: Skru ned for festen og op for samværet med de nærmeste. Og fyr fyrværkeriet af på forsvarlig vis.
Læs mere i nyhedsopslaget på politi.dk

 

Nordjyllands Politi – Åbningstider i Nordjyllands Politi mellem jul og nytår


Her kan du se ekspeditionernes åbningstider i Nordjyllands Politis afdelinger i juletiden.
Læs mere i nyhedsopslaget på politi.dk

 

Hjørring – narkopåvirket knallertfører anholdt for stribe af lovbrud


Under kørende patrulje på Skagensvej i Hjørring natten til lørdag den 26. december lagde to betjente mærke til, at en knallertfører kørte med passager – uden brug af styrthjelm.

Politiet signalerede derfor til knallertføreren, at han skulle holde ind til siden. Føreren af knallerten satte dog i stedet hastigheden op – formodentlig i et forsøg på at stikke af fra patruljevognen. Her blev det åbenlyst, at knallerten var konstruktivt ændret til at kunne køre betydeligt hurtigere end tilladt for en lille knallert.

Det lykkedes dog ikke knallerten at undslippe, da patruljevognen efter blot 250 meters eftersættelse bragte knallerten til standsning, hvor betjentene fik fat i både fører og passager på udramatisk vis.

Politiet sigtede omgående føreren af knallerten, en 17-årig dreng, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, knallertkørsel uden styrthjelm samt kørsel på konstruktivt ændret knallert.

Det viste sig desuden, at knallertføreren havde yderligere grund til at ville undslippe politiet.

Hans pupiller var nemlig udspilede i sådan en grad, at betjentene omgående fik mistanke til, at han var påvirket af narkotika. En narkometertest skulle vurdere, hvorvidt dette var sandsynligt.

Desværre for føreren af knallerten gav testen udslag for, at han tilsyneladende havde indtaget cannabis. Dertil erkendte han selv at have røget hash inden kørslen.

Ved opslag i politiets systemer kunne betjentene desuden se, at føreren af knallerten ikke havde erhvervet førerret til lille knallert.

 

Politiet sigtede og anholdt derfor alt i alt knallertføreren for følgende:

  • Ikke at efterkomme politiets anvisninger
  • Narkopåvirket kørsel
  • Kørsel uden førerret
  • Knallertkørsel uden styrthjelm
  • Knallertkørsel med passager
  • Kørsel på konstruktivt ændret knallert

Betjentene konfiskerede derefter knallerten, kontaktede førerens forældre og kørte knallertføreren til skadestuen for at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.

Frederikshavn – narkopåvirket bilist og medpassager anholdt for stribe af lovbrud


Da en kørende patrulje fra Nordjyllands Politi standsede en personbil til kontrol lørdag den 26. december kort efter midnat, forsøgte føreren af bilen og en medpassager kortvarigt at undløbe fra bilen.

Og det skulle nemlig vise sig, at de havde rigelig grund til at ville undgå et møde med politiet.

Betjentene fik hurtigt standset både føreren af bilen og medpassageren, som i første omgang havde forladt deres køretøj. Bilen var dog efterladt i gear, så den fortsatte fremad ved lav hastighed og kørte ind i både et nedløbsrør og en parkeret bil på Koktvedvej i Frederikshavn.

Føreren af bilen, som viste sig at være en 30-årig mand, blev omgående skønnet påvirket af narkotika, da han havde rester af hvidt pulver under næsen. Ved opslag i politiets systemer kunne betjentene desuden se, at han i en tidligere hændelse fra blevet frakendt førerretten til personbil. Derfor sigtede og anholdt politiet ham prompte for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer samt kørsel i frakendelsestiden.

Bilisten erkendte sigtelsen, hvorefter politiet satte ham ind på bagsædet af patruljevognen.

Medpassageren, en 20-årig mand, lagde på udramatisk vis en rød bushammer fra sig på jorden, da den ene af betjentene gik hen til ham. Han blev ligeledes skønnet påvirket af narkotika. Politiet sigtede ham prompte for brud på våbenloven. Derudover viste det sig, at den 20-årige mand var ejer af køretøjet.

Samtidig kom endnu en medpassager ud fra køretøjet – en 23-årig mand. Da køretøjet havde påkørt nedløbsrøret og den parkede personbil i lav hastighed, var han ikke kommet til skade. Begge køretøjer samt nedløbsrøret led dog materielle skader. 

Politiet ransagede derefter køretøjet. Her fandt betjentene alt i alt:

  • Et fladskærms-TV
  • Et 50 cm. alu. bat.
  • En 60 cm. lang stålkæde
  • En kniv med 10 cm. blad længde
  • Fire hashklumper – kontrolvejet til 7,79 gram
  • En dåse viagra, 50 mg.
  • Fire mindre poser indeholdende amfetamin – kontrolvejet til 24,79 gram
  • To sorte ansigtsdækkende huer
  • 21 stk. Ksalol (1 mg. Pr. stk.)

Politiet konfiskerede både de ulovlige våben og narkotika som bevismateriale med henblik på senere destruktion. Og da betjentene lagde mærke til fladskærms-TV’et, sigtede og anholdt politiet omgående alle tre personer for indbrudstyveri, da der var mistanke til, at TV’et formodentlig hidhørte fra et indbrud.

Adspurgt erkendte føreren af bilen desuden, at hashklumperne tilhørte ham.

Den 30-årige fører af bilen blev derfor alt i alt sigtet og anholdt for følgende:

  • Formodet indbrudstyveri
  • Kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer
  • Kørsel i frakendelsestiden
  • Og brud på lov om euforiserende stoffer

Den 20-årige ejer af køretøjet blev derudover alt i alt sigtet og anholdt for følgende:

  • Formodet indbrudstyveri
  • Brud på våbenloven
  • Brud på lov om euforiserende stoffer
  • Brud på lægemiddelloven
  • Brud på knivloven
  • Og brud på oplysningspligten, da han havde overladt føringen af sit køretøj til en person, som ikke havde kørekort.

– mens den 23-årige medpassager blev sigtet og anholdt for følgende:

  • Formodet indbrudstyveri

Føreren af bilen fortalte dog efterfølgende, at TV’et tilhørte hans bror. Og da politiet under senere afhøring ikke kunne bevise, at TV’et hidhørte fra et indbrud, frafaldt alle tre sigtelser vedr. indbrudstyveri.

Den 23-årige medpassager sigtes derfor ikke længere for lovbrud, mens de øvrige sigtelser fortsat gælder for den 30-årige bilist og den 20-årige ejer af køretøjet.

Hjørring – spirituspåvirket bilist anholdt


Lørdag den 26. december kort efter midnat standsede politiet en bilist til kontrol på Ålborgvej i Hjørring. Betjentene instruerede her bilisten i at deltage i en alkometertest for at undersøge, om bilisten var påvirket af spiritus. 

Betjentenes mistanke viste sig at være på rette sted, da testen gav udslag: føreren af bilen var tilsyneladende påvirket af spiritus i sådan en grad, at hans promille var over den lovlige grænse på 0,5. 

Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for spirituskørsel.

Sådan hjælper du os med at forhindre spirituskørsel

  • Stop altid en fuld ven, der vil sætte sig bag rettet og tag evt. bil/knallertnøglerne.
  • Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket.
  • Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114.

Læs mere om spirituskørsel på sikkertrafik.dk

Nørresundby – narkopåvirket bilist anholdt


Natten til lørdag den 26. december kom en personbil kørende ad Lindholmsvej ud for Nørresundby, da politiet standsede føreren af bilen til kontrol.

Politiet henvendte sig til føreren af bilen, som viste sig at være en 27-årig mand. Betjentene fik her hurtigt mistanke til, at føreren var påvirket af narkotika – hans pupiller var udspilede. Hvorvidt manden var påvirket eller ej skulle komme an på en narkometertest.

Desværre for bilisten holdt betjentenes mistanke stik – testen gav nemlig udslag for, at føreren tilsyneladende var påvirket af euforiserende stoffer under kørsel.

Politiet sigtede og anholdt derfor den 27-årige bilist for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer –  hvorefter de hjalp ham ind på bagsædet af patruljevognen og kørte ham til skadestuen for at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.

Hjørring – cannabispåvirket bilist anholdt


Under kørende patrulje standsede to betjente en bilist på Frilandsvej i Hjørring for at udføre kontrol natten til lørdag den 26. december – hvilket desværre fik konsekvenser for bilisten.

Betjentene fik nemlig hurtigt mistanke til, at føreren af bilen, en 40-årig mand, var påvirket af narkotika. Og derfor instruerede politiet bilisten i at deltage i en narkometertest.

En test, som gav udslag for, at bilisten tilsyneladende var påvirket af både benzodiazepin og cannabis.

Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. Betjentene hjalp derefter føreren af bilen ind på bagsædet af patruljevognen, hvorefter man kørte den sigtede til skadestuen med henblik på at udtage en blodprøve som bevismateriale i sagen.

Hjørring – nabolag kunne ikke sove pga. højlydt fest


Natten til lørdag den 26. december modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at en fest i Hjørring holdt naboerne vågne, så man ikke kunne få sovet – og at dette var et tilbagevendende problem.

En ledig beredskabspatrulje i nærheden af stedet kørte derfor til adressen for at tage en snak med festens personer. Kort efter ankom patruljen, og betjentene fik kontakt til den festansvarlige. 

Efter en fornuftig dialog udvise vedkommende forståelse for anmeldelsen og skruede ned for musikken. Der faldt derefter ro på i området.

Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent

Det er forståeligt, at du fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.

Er du selv udsat for musik til gene? 

Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer.

Men virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på tlf. 114. Servicecenteret er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.

Vegger – indbrud i bolig


Et indbrud fandt sted på Aagade i Vegger mellem søndag den 13. december kl. 12:26 og fredag den 25. december kl. 13:40. Indbrudstyven fik adgang til huset ved at bryde vinduet til et soveværelse op, hvorefter man gennemrodede boligen for værdier. Der er på nuværende tidspunkt endnu ikke fuldt overblik over de stjålne genstande.

Har du set mistænkelig adfærd på Aagade i Vegger? Kontakt politiet på tlf. 114.

 

Indbrudstyven slår oftere til i juletiden
– Hent Nabohjælps app og forebyg indbrud

Nabohjælp er en effektiv og nem måde at forebygge indbrud i dit nabolag – som samtidig styrker det gode fællesskab blandt dig og dine naboer.
 Læs mere på www.nabohjaelp.dk/app eller hent Nabohjælps gratis app her:
Download i App Store
Download i Google Play

Farsø – indbrudstyv brød vindue op med skruetrækker


Mellem torsdag den 24. december kl. 14:30 og fredag den 25. december kl. 13:35 slog en indbrudstyv til på Tranevej i Farsø. Den ukendte gerningsmand brød et vindue op med en skruetrækker, hvorefter man gennemrodede alle skabe i huset for værdier. På nuværende tidspunkt er intet dog meldt stjålet i forbindelse med indbruddet.

Har du set mistænkelig færden på Tranevej i Farsø? Kontakt politiet på tlf. 114.

 


Følg Nordjyllands Politi på:

Twitter @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi

Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til hver en tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement.

Pressekontakt

Christian Brinck

E-mail: cbr013@politi.dk
Telefon: 5135 6716
 
Lene Kold 
E-mail: lko024@politi.dk  
Telefon: 5173 8871

 

Maria Odgaard

E-mail: mso083@politi.dk

Telefon: 2963 7506

 

Vagtcentralens pressetelefon
Telefon: 5154 1555

17. december 2024

Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi: Uddrag fra døgnrapporten fra den 12. december til den 17. december 2024

Åbningstider jul og nytår, to mænd sov i bil efter bytur, indbrud i sommerhus, blind passager med kniv, borgere fulgte efter spritbilist, butikstyv truede med skud og spark, bytur endte i detentionen, og indbrudstyve anholdt. Læs et uddrag af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi her.

12. december 2024

Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi: Uddrag fra døgnrapporten fra den 10. december til den 12. december 2024

Indbrudstyv faldt i søvn på gerningssted, ældre kvinde gennemskuede bedrageri, 20-årig narkobilist anholdt, og spritbilist kørte i grøften. Læs et uddrag af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi her.

10. december 2024

Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi: Uddrag fra døgnrapporten fra den 5. december til den 10. december 2024

Beredskabsøvelse, flere indbrud, narko- og spritkørsel, spøgelsesbilist, butikstyv med kniv og kontaktbedrageri mod ældre kvinde. Læs et uddrag af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi her.