Spring til hovedindhold

Forslag

Nordjyllands Politi

Nyhed

7. februar 2024 12:05

31-årig mand overfaldet – fire personer fremstilles i grundlovsforhør

En 31-årig mand blev tirsdag aften den 6. februar 2024 udsat for et overfald af en gruppe personer med slagvåben. Overfaldet fandt sted i Aalborg centrum. Nordjyllands Politi har anholdt syv personer i sagen – fire af dem fremstilles i grundlovsforhør i dag onsdag. Flere af de anholdte har tilknytning til rockergruppen Hells Angels.

Politiet

Tirsdag aften den 6. februar 2024 omkring kl. 22.45 blev en 31-årig mand udsat for vold, da en gruppe personer med slagvåben overfaldt ham ved Vor Frue Plads i centrum af Aalborg. Den 31-årige søgte efterfølgende tilflugt på en café i Bredgade.

Vicepolitiinspektør og efterforskningsleder Niels Kronborg opsummerer, hvad Nordjyllands Politi kan sige om det videre hændelsesforløb:

”Kort tid efter overfaldet møder en 21-årig mand op på skadestuen på Aalborg Universitetshospital med, hvad der formentlig er et knivstik i det ene ben. Sammen med ham er tre andre mænd. Vores hypotese er, at den 21-årige deltog i overfaldet på den 31-årige mand, som så kan have forsvaret sig selv undervejs ved brug af en kniv. De to tilskadekomne fik alvorlige skader, men de er begge uden for livsfare,” fortæller Niels Kronborg.

 

Syv personer hurtigt anholdt efter massiv efterforskning

Nordjyllands Politi indledte straks en efterforskning, og natten igennem blev der arbejdet for at klarlægge omstændighederne omkring det voldelige overfald ved Vor Frue Plads. Denne indsats ledte til hurtige anholdelser i sagen.

”I løbet af natten foretog vi anholdelse af syv mænd i alderen 18 til 31 år, heriblandt begge de tilskadekomne og de tre personer, som tog på skadestuen sammen med den 21-årige,” oplyser Niels Kronborg videre.

De anholdte har alle tilknytning til Nordjylland. Mændene er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 245, der omhandler grov vold.

 

Flere involverede personer har relationer til rockere

Vicepolitiinspektøren kan henset til den fortsatte efterforskning ikke oplyse detaljeret om motivet bag overfaldet på den 31-årige mand, men siger:

”Det er vores vurdering, at der var tale om et planlagt, lokalt opgør i det kriminelle miljø i Aalborg, hvoraf flere har relation til Hells Angels. Vi vurderer ikke, at overfaldet har rod i en konflikt mellem bandegrupperinger – det drejer sig højst sandsynligt om et mellemværende mellem specifikke personer.”

 

Efterforskningen fortsætter

Nordjyllands Politi er færdige med de politifaglige undersøgelser på gerningsstedet ved Vor Frue Plads i Aalborg. Men efterforskningen er langt fra slut, tilkendegiver Niels Kronborg.

”Vi har stadig et større efterforskningsarbejde foran os, hvor vi blandt andet skal lave tekniske undersøgelser og foretage afhøringer af både de implicerede personer og vidner i sagen,” forklarer Niels Kronborg.

Politiet søger fortsat vidner

Nordjyllands Politi har allerede tidligt i sagens forløb tilkendegivet i pressen, at man ønsker sig henvendelser fra vidner, der kan have set eller hørt noget til overfaldet ved Vor Frue Plads – og det er fortsat gældende:

”Man må meget gerne ringe til os på telefon 114, hvis man har observeret noget eller har en viden, der kan tænkes at være relevant for sagen,” opfordrer Niels Kronborg. 

”– For eksempel hvis man har set mistænkelige eller opsigtsvækkende personer eller køretøjer i området omkring Vor Frue Plads, Bredgade og Danmarksgade i Aalborg tirsdag den 6. februar i tidsrummet mellem kl. 22.30 og indtil midnat.”

 

Fire personer fremstilles i grundlovsforhør onsdag

Fire af de syv anholdte mænd fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg i dag onsdag den 7. februar 2024 kl. 13.00. Her vil en dommer tage stilling til, om der er grundlag for varetægtsfængsling.

De tre mænd, som ikke fremstilles, er løsladt, men fortsat sigtede i sagen. 

 

Pressens kontakt

Niels Kronborg, vicepolitiinspektør, Nordjyllands Politi, tlf. 5124 7690

 

Pressekontakt

Christian Brinck

E-mail: cbr013@politi.dk
Telefon: 5135 6716
 

Lene Kold

E-mail: lko024@politi.dk

Telefon: 5173 8871

 

Maria Odgaard

E-mail: mso083@politi.dk

Telefon: 2963 7506

 

Vagtcentralens pressetelefon
Telefon: 5154 1555

5. juni 2025

Nordjyllands Politi

Mistænkt til voldsepisode i Sindal efterlyses

Lørdag aften den 31. maj 2025 udspillede der sig en alvorlig voldsepisode på Sindal Marked; og det er ikke lykkedes for efterforskningen at finde frem til den mistænkte i sagen. Derfor går politiet nu ud med flere oplysninger om sagen i håbet om, at det kan afstedkomme informationer fra offentligheden, som kan medføre identifikation af den mistænkte. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

3. juni 2025

Nordjyllands Politi

24-årig mand anholdt i sag om drabsforsøg

I forbindelse med den verserende efterforskning vedrørende drabsforsøget forøvet den 30. maj 2025 i Nørresundby anholdt Nordjyllands Politi i går, den 2. juni 2025, en mistænkt mand i sagen. En sort Toyota Aygo efterlyses ligeledes til sagen.

2. juni 2025

Nordjyllands Politi

Politi-status efter Hjallerup Marked

Patruljer fra Nordjyllands Politi var igen i år til stede for at skabe tryghed på det traditionsrige Hjallerup Marked, hvor der iblandet festlighederne var en hel del sager for politiet at håndtere. Også alvorlige. Det oplyser den ansvarlige operationsleder, politikommissær Michael Karstenskov, der i det følgende gør status over markedet, som – fra en politimæssig synsvinkel – har givet noget arbejde for patruljerne og således været travle vagter for politifolkene på tjeneste.