Spring til hovedindhold

Forslag

Nordjyllands Politi

Nyhed

17. marts 2021 09:41

Politi og kommune er nu i dialog med nærgående mand

En afrikansk mand er i flere tilfælde blevet opfattet som meget nærgående og har skabt utryghed i Hjørrings gader i den seneste tid. Nu er manden identificeret, og Nordjyllands Politi er sammen med kommunen i dialog med manden.

Politilogo på rude

Foto: Rigspolitiet

En 16-årig pige blev i lørdags den 13. marts kontaktet af en afrikansk mand, da hun gik på gaden i Hjørring ved Christians Gave. Manden blev nærgående, og det skræmte pigen. 

Hændelsen har skabt utryghed i Hjørring, og det er også konstateret, at formentlig samme afrikanske mand i flere tilfælde også har været nærgående over for andre lokale borgere.

 

Politiet har nu identificeret manden

Derfor var det vigtigt for Nordjyllands Politi at få identificeret manden og genskabe trygheden i byen. Og her onsdag morgen kan lokalpolitiet melde ud, at man har kontakt til den afrikanske mand, som er omdrejningspunktet:

”Vi ved nu, hvem manden er, og vores lokalbetjente har talt med ham. Hans forklarer, at han savner venner og mangler et socialt netværk. I den kultur, han er vokset op i, er det helt normalt at være meget udadvendt og tale til andre på gaden, har han fortalt os. Ud fra de oplysninger vi har nu og ud fra vores møde med manden, så er vores vurdering, at han ikke ønsker at skræmme eller skade nogen,” fortæller vicepolitiinspektør Sune Myrup fra lokalpolitiet i Hjørring.

 

Fælles indsats omkring manden sættes i værk allerede i dag

At mandens intentioner formentlig er fredelige ændrer dog ikke på, at andre kan føle sig intimiderede af ham. Det er politiet helt klar over, og derfor har man også taget flere skridt:

”Vi har for det første forklaret manden, at han skal ændre adfærd i det offentlige rum, så han ikke skaber utryghed. Og så har vi et godt samarbejde med kommunen, som vi har drøftet sagen med, og vi vil allerede fra i dag sætte en fælles indsats i værk omkring manden,” fastslår vicepolitiinspektøren.

Nordjyllands Politi har i dag en mobil politistation parkeret i Christians Gave kl. 10-12, hvor byens borgere kan henvende sig, hvis de føler sig utrygge eller gerne vil dele oplysninger med politiet. 

 

Som altid kan politiet også nås på servicetelefon 114.

 

 

Pressens kontakt i sagen:


Sune Myrup, vicepolitiinspektør, Nordjyllands Politi, Patruljecenter Hjørring, tlf. 4030 9359

Pressekontakt

Christian Brinck

E-mail: cbr013@politi.dk
Telefon: 5135 6716
 

Lene Kold

E-mail: lko024@politi.dk

Telefon: 5173 8871

 

Maria Odgaard

E-mail: mso083@politi.dk

Telefon: 2963 7506

 

Vagtcentralens pressetelefon
Telefon: 5154 1555

2. november 2026

Nordjyllands Politi

Naturen flytter ind ved Frederikshavn Politistation

Lidt grønt har også ret. I uge 43 blev en plæne nord for Frederikshavn Politistation plantet til med biodiversitetsfremmende buske og træer som led i politiets bæredygtighedsstrategi.

30. oktober 2026

Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi har identificeret mistænkt i voldtægtssager fra Østerådalen

På baggrund af en længerevarende efterforskning har Nordjyllands Politi nu identificeret en 48-årig mand, der er mistænkt for en voldtægt samt for et voldtægtsforsøg begået i Østerådalen i Aalborg den 20. oktober 2023. Manden sidder på nuværende tidspunkt varetægtsfængslet i Spanien for en forbrydelse begået dér.

29. oktober 2026

Nordjyllands Politi

Mand anholdt efter hærværk mod 11 biler i Aalborg

En turist blev natten til søndag anholdt, efter at 11 parkerede personbiler på Rantzausgade i Aalborg var blevet udsat for hærværk. Manden blev anholdt blot 13 minutter efter, at politiet modtog anmeldelsen.