Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 09.-10. januar 2025
Hash, hæleri og hærværk. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi
Havde hash i bilen, Helsingør
En 18-årig mand fra Helsingør blev klokken 11 torsdag formiddag standset, da han kom kørende ad Esrumvej. I bilen fandt patruljen flere salgsposer med hash samt en telefon, der fungerede som salgstelefon. Den 18-årige blev derfor sigtet for at være i besiddelse af narko med henblik på videresalg.
Hærværk på kirke, Hellerup
Torsdag eftermiddag klokken 13.05 blev det anmeldt, at der mellem søndag og mandag var begået hærværk mos Hellerup Kirke, idet en eller flere ukendte gerningspersoner havde malet en cirkulær figur på kirkebygningen.
Stjal pantflasker, Vedbæk
En 35-årig mand fra Hedehusene blev torsdag eftermiddag sigtet for tyveri, efter han klokken 15.55 havde stjålet en pose med pantflasker fra et hus i Elmelund.
Kørte uden kørekort, Frederikssund
Torsdag eftermiddag kort før klokken 17 blev en 35-årig kvinde fra Frederikssund standset, da hun kom kørende ad Frederiksborgvej. Her blev hun sigtet for at køre bil, selvom hun ikke havde noget kørekort.
Hærværk mod bil, Hørsholm
En bil, som stod på Kammerrådensvej har mellem tirsdag aften og onsdag morgen været udsat for hærværk, idet bilens dæk er blevet ødelagt.
Hæleri, Hillerød
En anmelder fra Lynge ringede torsdag aften til politiet og forklarede, at hendes teenagesøn havde købt en cykel på DBA af en mand, der forsikrede ham om, at cyklen ikke var stjålet. Sælger fik udarbejdet et købsbevis. Da sønnen efterspurgte en nøgle til cyklen, stak sælgeren af fra stedet. Sønnen mor, anmelder, var nu på vej til stedet, fordi hun havde en ny aftale med samme sælger, og hun ønskede politiets tilstedeværelse, fordi hun havde en formodning om, at sælger havde masser af stjålne cykler til salg. Politiet ankom, og manden blev sigtet for hæleri.
Kørsel uden førerret, Nivå
Klokken 00.43 traf politiet en personbil på Helsingørmotorvejen, hvor den 25-årige mand bag rattet havde fået sin førerret administrativt inddraget.
Spirituskørsel, Frederikssund
Klokken 04.27 kontaktede en borger politiet og forklarede, at han havde set en person køre meget mærkeligt og lave underlige manøvrer, herunder køre i den modsatte vognbane omkring Circle K i Frederikssund. Politiet ankom og kunne konstatere, at den 29-årige mand fra Solbjerg, der sad bag, havde en promille højere end det tilladte. Manden blev sigtet for spirituskørsel.