Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 16.-17. marts 2025
Tyverier, bilbrand og utryghedsskabende optakt til fodboldkamp. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi
Indbrud i grønthandler, Hillerød
Søndag morgen omkring klokken 05.00 blev grønthandleren Basilikum på Helsingørgade i Hillerød udsat for indbrud. Gerningsmanden stjal et kasseapparat med kontanter.
Cyklist kørt ned, Kgs. Lyngby
En 36-årig kvinde fra Charlottenlund kørte ad Klampenborgvej ved Kgs. Lyngby, da en 86-årig kvinde fra Charlottenlund cyklede tværs over vejen, og de to parter stødte sammen. En ambulance ankom til stedet og tilså cyklisten.
Sigtet for besiddelse af fyrværkeri, Kgs. Lyngby
En 14-årig dreng fra Lyngby blev søndag eftermiddag omkring klokken 16 fundet i besiddelse af noget fyrværkeri. Drengen blev truffet på Caroline Amalievej, hvor han og nogle andre unge havde opført sig utryghedsskabende i området i forbindelse med optakten til en fodboldkamp. Den 14-åriges forældre blev orienteret om sagen.
Sigtet for butikstyveri, Humlebæk
Søndag eftermiddag klokken 16.16 blev en 50-årig kvinde fra Nivå sigtet for tyveri af diverse varer i Superbrugsen i Humlebæk Center.
Udbrændt bil, Skibby
Lidt efter klokken 22 søndag aften kom en anmeldelse om, at der var brand i en bil, som stod på en p-plads nord for Selsøvej. Årsagen til branden kendes endnu ikke.
Tyveri fra firmabiler, Helsingør
Klokken 06.17 mandag morgen modtog politiet en anmeldelse om, at der var sket tyveri fra minimum tre biler på Rytterbakken. Der var tale om firmabiler, der var blevet brudt op, hvorfra der var blevet stjålet værktøj.
Dømt for rufferi, Hellerup
En 60-årig kvinde og en 57-årig mand er ved Retten i Lyngby blevet idømt henholdsvis ni måneders fængsel, heraf tre måneder ubetinget, og seks måneders betinget fængsel for rufferi. Parret er dømt for at have rekrutteret tre kvindelige thailandske statsborgere og huset dem på en adresse i Hellerup, hvor de i en periode fra marts 2022 til april 2023 blev tvunget til at arbejde som prostituerede og skulle aflevere halvdelen af deres indtægt til parret.