Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 22.-23. januar 2025
Narkokørsel, hærværk og en højrøstet buspassager. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi
Narkobilist uden kørekort, Gentofte
Onsdag morgen klokken 08.35 blev en 26-årig mand fra Gentofte standset, da han kom kørende i bil ad Motorring 3. Manden havde valgt at sætte sig bag rattet på trods af, at han var narkopåvirket og var frakendt sin førerret. Han blev sigtet for begge forhold og efterfølgende taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.
Bil overhældt med maling, Kgs. Lyngby
Klokken 09.29 blev det anmeldt, at en bil tidligere på morgenen havde været udsat for hærværk, mens den stod i Lundtofteparken. Her er bilen mellem klokken 06.30 og 07.30 blevet overhældt med maling.
Sat af bussen, Birkerød
En 38-årig kvinde uden fast adresse blev klokken 11.20 onsdag formiddag sat af bussen på Ellebækvej, da hun ikke ville vise billet og efterfølgende begyndte at råbe ad chaufføren.
Kørsel uden kørekort kostede dobbelt sigtelse, Allerød
Onsdag eftermiddag omkring klokken 17.30 blev en 24-årig mand fra Allerød standset, da han kom kørende i bil ad Havrevænget. Den 24-årige havde ikke noget kørekort, og blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Endvidere blev en 25-årig kvinde fra Frederiksværk sigtet for at have overladt sit køretøj til den 24-årige på trods af, at han ikke havde noget kørekort.
Sigtet for narkokørsel, Klampenborg
En 22-årig mand fra Holte blev onsdag aften klokken 20.20 standset, da han kom kørende ad Strandvejen. Da det viste sig, at manden var påvirket af euforiserende stoffer, blev han sigtet for narkokørsel og taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.
Påkørte træ, Hillerød
Tre personer måtte på hospitalet efter et trafikuheld klokken 01.57 natten til torsdag på Helsingevej ved tilkørslen til Isterødvejen, hvor den bil, som de sad i, påkørte i træ. Bilen blev ført af en 20-årig mand fra Vordingborg. De to passagerer var kvinder på henholdsvis 18 og 19 år fra Hornbæk og Helsinge.