Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 18.-19. februar 2025
Bortvisning, bedrageri og brand. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Kørte mod ensretning, Espergærde
Otte trafikanter fik tirsdag morgen en sigtelse for ikke at respektere skiltningen med ensretning af Nørremarken ved Mørdrup Skole. Af hensyn til færdselssikkerheden er Nørremarken ensrettet i tidsrummet mellem klokken 07.30 og 08.30.
Bortvist fra bibliotek, Hillerød
En 39-årig mand uden fast adresse blev tirsdag formiddag omkring klokken 09.30 bortvist fra biblioteket i Christiansgade, hvor han opførte sig utryghedsskabende over for de øvrige biblioteksbrugere.
Brud på gasledning, Helsingør
Kort før klokken 10 kom en anmeldelse om, at der var brud på en gasledning på Ørebakken. De nærmeste naboer blev bedt om at gå inden døre og holder vinduerne lukket. Gasselskabet fik lukket for gassen klokken 11.56.
Bedrageri, Helsinge
En 79-årige kvinde ringede tirsdag klokken 15.55 til politiet og forklarede, at hun havde haft besøg af en ukendt person, som hun udleverede sit dankort til. Kvinden var forvirret over hændelsen. Hun blev i telefonen vejledt om, at hun skulle ringe til sin bank og spærre sine kort,og at en patrulje var på vej.
Bedrageri, Allerød
En 89-årig kvindes søn anmeldte klokken 16.31 til politiet, at hans mor tirsdag formiddag havde fået en opringning fra en ukendt person, der oplyste, at han var fra banken, og at der fra Norge var forsøgt hævet penge. Efterfølgende ankom en person til kvindens adresse, der tog to af hendes bankkort og pinkoder med, hvorefter der blev hævet penge på kvindens konto. Personen efterspurgte også smykker, men dem udleverede kvinden ikke.
Bedrageri, Frederiksværk
En 81-årig kvinde ringede klokken 16.44 til politiet og forklarede, at hun omkring middag var blevet ringet op af en person, der udgav sig for at være fra banken. En anden person dukkede i den forbindelse op på kvindens adresse og tog imod hendes kreditkort. Manden brugte desuden 30 minutter på kvindens computer, hvor han overførte et stort kontant beløb til en ukendt konto.
Forsøg på bedrageri, Farum
En 88-årig kvinde ringede klokken 17.08 til politiet og anmeldte, at hun tirsdag omkring klokken 16.30 var blevet forsøgt bedraget, da hun fik et opkald fra en mand, som udgav sig for at være fra en sikkerhedsindstans. Hun nåede at give ham sin pinkode, men mistænkte, at han kunne være en svindler og lagde derfor på.
Bedrageri, Frederiksværk
Klokken 17.53 ringede en 87-årig kvinde til politiet og forklarede, at hun tirsdag klokken 17 var blevet vildledt til at udlevere sit betalingskort samt kode til en gerningsmand, som havde udgivet sig for at være fra banken. Der var efterfølgende blevet hævet et stort kontantbeløb fra kortet.
Bedrageri, Farum
En 72-årig kvinde blev tirsdag eftermiddag bedraget, efter hun blev telefonisk kontaktet af en dansktalende mand, som påstod, at han var fra banken, at kvinden var blevet udsat for svindel. Efter cirka 10 minutters samtale kom ”Jakob” til adressen for at afhente foruretteredes dankort. Han fik dankortet udleveret sammen med et stort kontantbeløb. Han hævede efterfølgende et endnu større kontantbeløb med kvindens kort.
Bedrageri mod ældre
Svindlernes metoder ændrer sig løbende, men for tiden får Nordsjællands Politi mange anmeldelser, hvor ældre bliver bedraget af nogen, der udgiver sig for at være fra banken eller fra politiet:
- Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl.
- Politiet eller banken kunne aldrig finde på at møde op på nogens adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret eller kræve at få andre værdigestande som smykker el. udleveret.
- Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel. Man er også meget velkommen til bare at smide røret på.
Et brændende shelter, Frederikssund
Politiet modtog klokken 23.17 en anmeldelse om brand i et shelter på Ågade i Frederikssund. Politi og brandvæsen rykkede ud og fik kontrol over branden. En 24-årig mand fra Slangerup blev anholdt i forbindelse med sagen.