Nordsjællands Politi: Uddrag af døgnrapporten 6.- 7. august 2026
Irske håndværkere, tyveri og spritituskørsel. Hermed et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Irske håndværkere, Frederikssund
Nordsjællands Politi modtog torsdag fire anmeldelser om en hvid Ford Transit på irske nummerplader, som kørte rundt i Frederikssund. I bilen sad to udenlandske mænd, som henvendte sig til ældre borgere på deres adresser og tilbød tagrensninger og rens af indkørsler. Flere borgere fandt dette mistænkeligt og kontaktede derfor politiet. Dermed gjorde borgerne netop det, Nordsjællands Politi anbefaler:
Gode råd
Nordsjællands Politi anbefaler, at man takker nej til tilbud fra omrejsende håndværkere.
Hvis nogen uopfordret banker på ens dør og forsøger at sælge noget eller lave en aftale om noget arbejde, skal man:
• Afvise dem
• Hvis muligt notere et signalement af personerne og den bil, de er ankommet i
• Ringe 114 og anmelde det.
Laver man alligevel en aftale med håndværkerne, og arbejdet ikke lever op til det aftalte, så er der ikke længere tale om en opgave for politiet, selv om håndværkerne har henvendt sig ulovligt. Der er derimod tale om et såkaldt civilt søgsmål, hvor køber selv skal trække dem i retten. Dét plejer dog at være svært, fordi håndværkerne ofte efterfølgende ikke er til at opstøve - sig derfor blot nej tak til deres tilbud helt fra begyndelsen.
Forespørgsel om værksted endte med tyveri, Gentofte
En 82-årig kvinde anmeldte torsdag klokken 15.05 et tyveri fra sin bil, som var sket, da kvinden var på vej ind i sin bil på parkeringspladsen ved Netto på Smakkegårdsvej, hvor en mand havde henvendt sig til hende og spurgt om vej til et værksted. Kvinden steg ud af bilen, stillede sig med ryggen til sin bil og havde sagt til manden, at hun ikke kendte til et værksted. Da hun efterfølgende havde sat sig ind i bilen igen, opdagede hun, at hendes sort-hvide taske var blevet stjålet. Tasken indeholdt en brun pung med kreditkort, hvilke hun havde fået spærret, sygesikringskort, kørekort, medlemskort og en kalender.
Sprituskørsel, Hornbæk
En 15-årig dreng på cykel blev torsdag eftermiddag klokken 15.55 kørt ned af en motorcykel på Sadagerhusvej, mens han foretog et venstresving. Ved venstresvinget fortsatte motorcyklen, som kørte bagved med en hastighed på omkring 50 km/t, ind i cyklisten, hvormed den 15-årige styrtede. Den 15-årige gav ikke tegn til at dreje eller kiggede sig tilbage, før han foretog svinget, hvorfor han ikke opdagede motorcyklen. Ved politiets ankomst stod det imidlertid klart, at føreren af motorcyklen, en 55-årig mand, var alkoholpåvirket, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel. Ved uheldet bar den 15-årige cyklist cykelhjelm og slap med et brækket håndled.