Nordsjællands politi: uddrag af døgnrapporten 23.-24. februar 2026
Defekt bom, tyveri, overtrædelse af miljøloven og bedrageri. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Defekt bom og blinkende lygter, Kgs. Lyngby
En defekt bom og blinkende lygter var mandag morgen kl. 7.03 årsag til, at togene ved jernbaneoverkørslen ved Fuglevang Station måtte være ekstra opmærksomme og standse helt ned foran overkørslen. Der blev hurtigt tilkaldt teknisk assistance, så togene igen kunne køre som normalt.
Tyveri fra byggeplads, Birkerød
Klokken 7.36 fik politiet en anmeldelse om, at der havde været indbrud på en byggeplads, hvor flere boliger var ved at blive renoveret. Boligerne var næsten færdigrenoverede, og dørerne til fire af lejemålene var blevet brudt op. Tyvene havde stjålet værktøj af blandt andet mærket Milwaukee til en værdi af omkring 100.000 kroner.
Overtrædelse af miljøloven, Frederiksværk
En person ankom mandag morgen i bil til Frederiksværk Havn, hvor vedkommende kastede flere poser med affald i havnen fra køretøjet. Poserne indeholdt blandt andet plastikaffald, lyspære, aviser, medicinemballage og gammelt brød. Anmelderen havde taget billeder til sagen og havde også kunne give et signalement af gerningsmanden.
Bedrageri, Helsingør og Gilleleje
En 80-årig kvinde fra Helsingør kontaktede mandag eftermiddag klokken 15.42 politiet for at anmelde en bedragerisag, hvor hun ad flere omgange havde fået trukket beløb fra sin konto. Første gang drejede det sig om ca. 400 kr., mens der i januar i år var blevet trukket 2.000 kr. fra kontoen. Kvinden oplyste, at der også var reserveret 3.027 kr. til i marts i år, og hun havde på den baggrund spærret sit kort.
Senere på eftermiddagen omkring klokken 16.30 modtog politiet en ny anmeldelse om bedrageri, hvor en 85-årig kvinde var blevet kontaktet af en Peter Sørensen, som udgav sig for at være fra Rigspolitiet. Manden dukkede fysisk op på kvindens adresse, hvor han fremviste falsk politilegitimation på sin telefon. Manden ville se kvindens kontanter, idet de efterforskede en sag. Datter til den ældre kvinde nægtede ham adgang til hjemmet, hvorefter han forlod adressen.
Om bedrageri mod ældre:
Svindlernes metoder ændrer sig løbende, men for tiden får Nordsjællands Politi forskellige anmeldelser, hvor ældre bliver forsøgt bedraget af nogen, der udgiver sig for at være fra banken eller fra politiet:
- Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl.
- Politiet eller banken kunne aldrig finde på at møde op på nogens adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret eller kræve at få andre værdigestande som smykker el. udleveret.
- Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel. Man er også meget velkommen til bare at smide røret på.
Skabte uro i tog, Helsingør
En 20-årig mand blev anholdt onsdag aften klokken 19.25 på Helsingør Station. Han havde været med toget og talt grimt og skubbet til andre medpassagerer. Da toget ankom til Helsingør, stod politiet klar, og da manden også var truende og aggressiv over for patruljen, og forinden havde været det overfor personalet og passagerer på stedet, blev han anholdt og taget med på stationen.