Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

24. marts 2026 10:49

Nordsjællands politi: uddrag af døgnrapporten 23.- 24. marts 2026

Førstehjælp ved busstoppested, kontaktbedrageri og droneflyvning. Her er et uddrag af døgnrapporten.

Førstehjælp ved busstoppested, Allerød

En 59-årig kvinde fik lidt over syv mandag morgen pludselig et hjertestop, mens hun sammen med sin veninde stod og ventede på bussen ved et busstoppested på Rønneholt Parkvej i Allerød. En buschauffør, der var på stedet, udøvede førstehjælp og anmeldte hændelsen. Ved bustoppestedet ventede også en anden person, en anæstesilæge, der også med det samme tilså kvinden. En ambulance blev tilkaldt, og kvinden blev kørt til Rigshospitalet. Kvindens tilstand blev stabiliseret.

 

Tyveri i tog, Slangerup

Omkring halv ni mandag formiddag modtog politiet en anmeldelse om, at en 20-årig mand havde fået stjålet sin iPhone15 og sit Tag Heuer-ur med indgravering. Tyveriet var sket i toget af en ukendt gerningsmand. Efter tyveriet var der brugt  penge på fire Bolt-køb til en samlet værdi af 456 kr. Betalingerne var formentlig gennemført ved brug kontantfri betaling på iPhonen.

 

Pengefalsk, Kvistgård

Klokken 11.15 mandag henvendte en 50-årig mand sig personligt på Helsingør Politistation, da han den 22. marts havde modtaget kontante byttepenge fra en planteskole, herunder to 20-kroner, som han mistænkte for at være falske. Mønterne manglede detaljegrad i forhold til ægte mønter. De to 20-kroner blev beslaglagt og sendt til ægthedsundersøgelse.

 

Kontaktbedrageri, Hillerød

En 87-årig kvinde kontaktede mandag klokken 13.19 politiet for at anmelde et kontaktbedrageri. Kvinden var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra Danske Bank. Senere mødte en anden mand op på kvindens adresse og fik udleveret hendes kreditkort og guldkæde. Manden var i lejligheden i ca. 10 minutter, og efterfølgende blev der hævet 1.500 kroner fra kreditkortet. Under hele forløbet talte kvinden i telefon med manden. Manden, der mødte fysisk op på adressen, bekrives af kvinden som 25-30 år, hvid, almindelig af bygning, mellemlangt krøllet sort hår, iført hvid trøje med sort mønster.

 

Kontaktbedrageri, Allerød

En 85-årig mand fra Allerød blev mandag ved middagstid udsat for et kontaktbedrageri. Han var blevet ringet op af en person, som havde udgivet sig for at være fra banken, og som havde forsøgt at få den 85-åriges kortoplysninger. Kort efter ankom en mand til den 85-åriges bopæl og sagde, han skulle hente betalingskort. Han fik den 85-åriges bankkort, og efterfølgende blev der hævet to større beløb. Manden, der hentede bankkort, beskriver den 85-årige som cirka 20-30 år gammel, tynd med sort hår.

 

Kontaktbedrageri, Furesø

Mandag ved 17-tiden blev en 85-årig kvinde fra Værløse udsat for kontaktbedrageri. Kvinden var blevet ringet op af en mand, som oplyste, at man ville sende nogen ud fra banken, som skulle vurdere hendes smykker. Kort efter havde en ung mand henvendt sig på adressen med påskud om, at han skulle vurdere den 85-åriges smykker. Det lykkedes gerningsmanden at få udleveret kvindens smykker samt flere tusinde kroner i kontanter.

 

Undgå at blive snydt

  • Det er svindel, hvis en person ringer og siger, at han er fra en bank, fra politiet eller en anden offentlig myndighed, og siger, at der er noget galt med din konto, og de vil komme og hente dine kort.
    • Eller beder dig om at overføre penge til en anden konto
    • Eller beder dig om dine MitID-oplysninger eller PIN kode.

     

  • Banker og offentlige myndigheder vil ALDRIG møde op på din bopæl og bede om at få dine smykker, bank- og kredit kort samt koderne til dem.

     

  • Banker og offentlige myndigheder vil ALDRIG bede om dine bank koder eller MitID-oplysninger over telefon, mail, eller sms.

     

  • Læg røret på, hvis du har mistanke om svindel – og du behøver ikke være høflig.

     

  • Kontakt politiet på 114.

     

  • Udleverer aldrig dine MitID-oplysninger til andre

     

  • Få hemmeligt telefonnummer

 

Droneflyvning, Rudersdal

Borgere i Rudersdal, Holte og Lundtofte har muligvis set og hørt droner i luften mandag aften og mandag nat. Der var tale om en virksomhed, som lavede fjernvarmeinspektion.

 

 

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

25. marts 2026

Nordsjællands Politi

Nordsjællands politi: uddrag af døgnrapporten 24.-25. marts 2026

Trafikkaos, svigtende bremse, euforiserende stoffer og overtrædelse af vigepligten. Her er et uddrag af døgnrapporten.

23. marts 2026

Nordsjællands Politi

Nordsjællands politi: uddrag af døgnrapporten 22.-23. marts 2026

Flere mindre brande og færdselsuheld. Her er et uddrag af døgnrapporten.

18. marts 2026

Nordsjællands Politi

Nordsjællands politi: uddrag af døgnrapporten 17.-18. marts 2026

Overtrædelse af vigepligten, hasarderet kørsel, motorrumsbrand og kontaktbedrageri. Her er et uddrag af døgnrapporten.