Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

26. maj 2023 13:12

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 25.-26. maj 2023

Svindel, trafikuheld og tyveri. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

Mindre harmonikasammenstød, Helsingør

Torsdag kl. 07.46 kørte en varevogn ført af en 32-årig mand fra Helsingør op bag i en forankørende 45-årig mand fra Helsingør, der kørte langsomt på grund af køkørsel på Kongevejen. Det resulterede i, at den 45-årige kørte op bag i den forankørende 60-årige kvinde fra Helsingør. Den 32-årige mand blev sigtet for manglende agtpågivenhed. Ingen meldinger om personskade. 

 

Bedrageri mod ældre kvinde, Gilleleje

En 84-årig kvinde fra Gilleje blev onsdag kl. 18.30 udsat for bedrageri, da hun blev kontaktet af en ukendt gerningsmand, der udgav sig for at være fra Politiet. Han fortalte kvinden, at hendes konto var blevet hacket, og at han ville hjælpe hende med at sikre dem. Personen guidede herefter den 84-årige kvinde til at overføre større pengesummer til andre kontoer. 

Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode i telefonen. Bliver man ringet op af en person, som udgiver sig for at være fra banken eller politiet, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til det officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel.

 

Indbrudstyv blev opdaget, Smørum

En opmærksom nabo opdagede torsdag omkring kl. 12, at en ukendt mand flygtede fra et hus på Nøddelunden, hvor et vindue var blevet brudt op.  En patrulje rykkede ud til området, men kunne ikke lokalisere manden, der var undløbet fra stedet. 

Manden beskrives af vidnet som: Mand, brun i huden, 25-30 år gammel, 170-180 cm høj, kort, mørkt hård, kraftig af bygning, iført sort trøje eller jakke med gul skrift på ryggen, sorte shorts og sorte gummisko. 

Gør det svært for tyven: Styrk boligens vinduer
Kvaliteten og sikkerheden af dine vinduer er afgørende for, hvor stor risikoen for indbrud er. Vinduer, der er ældre end 10 år, har sjældent indbyggede sikringsegenskaber og punktlimet glas. Derfor kan det være hensigtsmæssigt at forstærke vinduerne. Hvis vinduerne er i fin stand, kan du gøre det selv med enkelte tiltag.

Fire gode råd til at forstærke vinduer:

• Sæt sikringsbeslag på vinduerne, så det bliver sværere at bruge fx et koben eller en stor skruetrækker til at brække vinduerne op.

• Skru glaslisterne fast, så tyven ikke kan tage ruden ud af vinduet. 

• Udskift gamle og nedslidte vinduer, der i særlig grad gør det nemt for tyven at bryde ind eller flygte med tyvekoster – fx terrassedøre med vinduer eller vinduer i kælder og stueetage.

• Køb vinduer og terrassedøre med indbyggede sikringstiltag, så du er garanteret, at de er mest muligt modstandsdygtige. De fleste vindues- og dørproducenter tilbyder produkter med sikkerhedspakker.

Inden du går i gang med at gøre det selv, bør du undersøge, om der fortsat er garanti på dine vinduer. Hvis du selv foretager sikringstiltag, vil garantien nemlig blive brudt. 

Generelt fungerer det godt at forebygge indbrud i din bolig på mange måder – der er ikke én ting, der kan stå alene. Derfor er det, der virker optimalt, at gøre lidt af det hele. 

Læs mere om, hvordan du gør dine vinduer mere modstandsdygtige over for indbrud, her: https://botrygt.dk/skalsikring/vinduer

Færdselsuheld, Helsinge

To biler kørte torsdag kl. 16.05 frontalt sammen på Hillerødvej. Uheldet spærrede vejen frem til kl. 17.12. Begge personer meldes at være sluppet uskadte fra uheldet, men blev kørt på hospitalet for at blive tilset. 

 

Butikstyveri, Frederikssund

En 33-årig mand blev torsdag kl. 16.10 taget for butikstyveri i Kvickly på Nygade. Manden havde puttet diverses varer i en taske, hvorefter han passerede kasselinjen uden at betale. 

 

Opmærksom mand stoppede cykeltyv, Helsingør

En 22-årig mand fra Snekkersten opdagede torsdag kl. 18.25, at en person var i gang med at stjæle hans cykel på Gl Hellebæksvej i Helsingør. Den 22-årige fik standset personen, der viste sig at være en 15-årig dreng fra Ålsgårde, og ventede med ham til en patrulje kunne komme frem. Den 22-årige ønskede ikke at anmelde drengen for tyveri, hvorfor patruljen i stedet tog en alvorssnak med hans mor. 

 

Butikstyveri, Frederikssund

Tre piger på 13 år fra Frederikssund blev torsdag kl. 19.30 taget for butikstyveri i Kvickly på Nygade. Pigernes værger og de sociale myndigheder er blevet underrettet. 

 

Bortvist fra tog, Hillerød

En 39-årig udenlandsk mand blev klokken 23.24 bortvist fra et tog på Hillerød Station, da han var temmelig beruset.

 

Kørte uden kørekort, Gilleleje

En 51-årig mand fra Rødovre blev klokken 02.00 standset på Smidstrup Strandvej. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret, da han tidligere havde fået sit kørekort administrativt inddraget.

 

Taget for spirituskørsel, Frederiksværk

Klokken 02.00 blev en udenlandsk mand taget for spirituskørsel. Manden kom kørende ad Vinderød Skov, hvor han blev standset af en patrulje. En alkometertest viste, at mandens promille var højere end tilladt, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel og taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Blodprøven bliver nu analyseret for at fastlægge mandens nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.

 

Kørte uden kørekort, Virum

En 17-årig mand fra Virum blev klokken 02.34 sigtet for at køre uden kørekort, Den unge mand blev standset på Frederikdalsvej. Hans værger og de sociale myndigheder bliver underrettet om sagen.

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

4. oktober 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 3.-4. oktober 2024

Bedrageri, forsøg på bedrageri og euforiserende stoffer. Her er et uddrag af døgnrapporten

3. oktober 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 02. - 03. oktober 2024

Brand, tyveri og hærværk. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

2. oktober 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 01. - 02. oktober 2024

Bedrageri, ulovlig knallert og færdselsuheld. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.