Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 26.-27. februar 2025
Hest på kørebanen, bøf-tyv og kontaktbedrageri. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Ildebefindende, Allerød
En 78-årig kvinde fra Allerød fik klokken 10.07 et ildebefindende, hvorved hun op mod en rundkørsel på Banevang i Allerød påkørte et skilt. Kvinden kom ikke til skade under påkørslen af skiltet, men blev kørt til hospitalet til tjek.
Indbrud i varebil, Hellerup
Politiet modtog tirsdag klokken 10.22 en anmeldelse om, at ruden i en varebil parkeret på Lille Strandvej i Hellerup var blevet knust, og at værktøj var blevet stjålet fra bilen.
Hest på kørebanen, Klampenborg
En 26-årig mand kørte tirsdag klokken 11.08 på Taarbæk Strandvej, da han opdagede en hest løbe ude på vejen til fare for trafikken. Hesten blev fanget, og ejeren blev kontaktet.
Kontaktbedrageri, Virum
En 97-årig kvinde fra Virum blev onsdag formiddag omkring klokken 10.30 udsat for kontaktbedrageri. En mand ringede til hende og udgav sig for at være fra banken. Kort efter dukkede han op på hendes adresse, hvor han fik udleveret både kreditkort og pinkode. Kortet blev senere misbrugt i en nærliggende hæveautomat.
Stjal bøffer, Gentofte
En 38-årig mand med ukendt adresse blev tirsdag klokken 13.02 sigtet for butikstyveri, efter at han havde gemt to bøffer i sin taske og forsøgt at forlade butikken uden at betale. Den 38-årige erkendte tyveriet, da han blev stoppet af personalet.
Tyveri fra byggemarked, Hillerød
Onsdag klokken 14 modtog politiet en anmeldelse om en mand, der havde lastet sin bil med to varmepumper fra Jem & Fix og forladt stedet uden at betale. Nummerpladen førte politiet til en adresse i Hillerød, hvor en 50-årig mand boede. Han forklarede, at han netop var blevet tilbudt at købe de to varmepumper af en 40-årig mand fra Hillerød, som havde lånt hans bil. Den 40-årige blev sigtet for både tyveri og hæleri.
Harmonikasammenstød, Frederiksværk
Tre biler var onsdag klokken 14.51 involveret i et harmonikasammenstød på Åsebro i Frederiksværk. En 27-årig mand fra Allerød følte ubehag efter uheldet og blev tilset af ambulancepersonale. Trafikken var midlertidigt påvirket.
Spirituskørsel og kørsel uden førerret, Gørløse
En 64-årig mand fra Gørløse påkørte onsdag klokken 16.08 et skilt på Strøvej. Politiet ankom til stedet og konstaterede, at manden havde en promille på 1,24. Han blev sigtet for spirituskørsel samt for at have kørt bil uden førerret.
Forsøg på kontaktbedrageri, Frederikssund
Onsdag aften klokken 17.46 blev en 85-årig kvinde fra Frederikssund kontaktet af en mand, der udgav sig for at være fra Danske Bank. Han påstod, at hendes netbank var blevet hacket, og at han ville afhente hendes kreditkort for at udstede et nyt. Kvinden fattede mistanke og nåede at spærre sin konto, før der blev hævet penge.
Kontaktbedrageri, Frederikssund
En 74-årig kvinde anmeldte klokken 19.24, at hun mellem klokken 16.30 og 17.35 var blevet ringet op af en ’Jonas’ fra Danske Bank. Han forklarede, at havde måtte lukke hendes NemKonto. En kollega ville komme og afhente hendes kort, så hun kunne få et nyt. Efterfølgende blev der hævet et større kontantbeløb på kvindens konto.
Kørte bil påvirket, Helsingør
Klokken 00.35 kørte en 20-årig mand ad Stubbedamsvej, på trods af at han var påvirket af cannabis. Manden blev sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer og for at være i besiddelse af tre joints.