Nordsjællands Politi: Uddrag af døgnrapporten 28.-29. juni 2026
Sæler, æggekast og musik til ulempe. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Sæler på strand i Bellevue, Gentofte
Nordsjællands Politi modtog søndag eftermiddag og tidlig aften flere anmeldelser om to babysæler, som lå på stranden ved Bellevue. Ifølge en anmelder var flere henne for at klappe de små sæler, som var omringet og derfor ikke kunne trække væk fra stranden. Samtidig meddelte en anden anmelder, at der var så mange strandgæster ved Bellevue, at mor-sælen ikke kunne komme ind til ungerne.
Livredderne på stranden opsatte en afspærring omkring de små sæler, men denne blev ikke respekteret. Da livredderne gik hjem, påtog flere lokale sig tjansen at skærme sælerne på stranden.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse skal man altid lade være med at gå tæt på sæler, selvom de både kan se søde og venlige ud. Tværtimod skal man give dem ro og holde rigtig god afstand. Læs flere gode råd her:
Gode råd om sæler fra Dyrenes Beskyttelse
Æggekast på biler, Hørsholm
Søndag aften klokken 21.39 modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse om æggekast fra en gangbro på Orbæksgårds Allé, som krydser over Hørsholm Allé. Her kastede unge mennesker æg mod bilerne, når de passerede under broen. Den 19-årige fører af en bil blev ramt midt på forruden, hvilket havde rystet ham meget. Efterfølgende havde de unge kørt frem og tilbage over broen, den ene på en elcykel, mens anmelder talte med politiet. Ved politiets ankomst var de unge forsvundet fra stedet. De beskrives som:
A: Mand, 160cm høj, iført sort sweatshirt med hætte, sorte sweatpants og sidder på en el-cykel,
B: Mand, mørk i huden, ca. 170cm, iført grå sweatshirt med hætte, grå sweatpanst, kastede ægget på bilen,
C: Mand, iført sort puffet jakke.
Unge hoppede fra kran, Helsingør
Nordsjællands Politi modtog søndag aften klokken 22.26 en anmeldelse om at seks unge drenge klatrede op i en blå mastkran ved vandet langs Nordhavnsvej i Helsingør, hvorefter de hoppede i vandet. De unge klatrede omkring 15 meter op. Ved politiets ankomst blev to personer, to 16-årige drenge, truffet, som erkendte at have hoppet fra mastkranen. De blev begge formanet af politiet mod at genoptage klatreriet.
Mange anmeldelser om musik til ulempe
Nordsjællands Politi modtog i alt 29 anmeldelser om musik til ulempe i døgnet mellem søndag og mandag.
Langt de fleste udsprang af studenterfester, mens enkelte i højere grad udsprang af fester i det fri på grund af varmen.
Til dig, der fester i det fri
Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent.
Det er forståeligt, at du/I fester derhjemme. Det skal der være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.
Er du selv udsat for musik til ulempe?
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer.
Virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 114. Vi er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.