Nordsjællands Politi: Uddrag af døgnrapporten weekenden 25.-27. september 2026
En weekend med mange indbrud i Nordsjællands Politi.
I weekenden 25.-27. september blev der begået en række indbrud i privat beboelse flere steder i Nordsjællands Politikreds.
Indbrud, Gentofte
Tidligt søndag morgen modtog politiet anmeldelse om indbrud i en villa gennem rude til soveværelset. Der var stjålet smykker, et ur og en taske.
Indbrud, Helsingør
I Snekkersten anmeldte en 55-årig kvinde søndag morgen, at der havde været indbrud på hendes bopæl i løbet af lørdag. Indbruddet var sket gennem vindue til soveværelset, hvorfra der var taget smykker.
Indbrud, Gentofte
Politiet modtog søndag klokken 11.02 anmeldelse om indbrud gennem soveværelsesvindue på 1. sal i en villa i Gentofte. Også her var der stjålet smykker.
Indbrud, Kvistgård
Klokken 12.55 søndag anmeldte en 29-årig mand indbrud fra sit hjem i Kvistgård. Her havde tyven stjålet både vaskemaskine, tørretumbler og et fladskærms-TV fra stedet. Desuden blev der stjålet Apple Homepods og en Moncler-jakke. I stuen sås spor som kunne stamme fra en sækkevogn eller lignende.
Indbrud, Gribskov
Mellem lørdag eftermiddag og søndag blev der begået indbrud i en villa i Gilleleje, hvor der både blev stjålet smykker, rygsæk indeholdende pas, pung, nøgler og adgangskort til arbejdsplads. Pungen indeholdt omkring 2000 kroner i kontanter og 500 euro. Indbruddet skete ved rudeknusning i kælderdør.
Indbrud, Vedbæk
En 61-årig mand fra Vedbæk anmeldte søndag klokken 13.44, at der havde været indbrud i hans hjem gennem en knust terrassedør på 1. sal. Det var umiddelbart svært at se, om noget var stjålet.
Indbrud, Slangerup
En 44-årig mand anmeldte søndag eftermiddag klokken 14.49, at der havde været indbrud i hans forældres hus i Slangerup. Indbrudstyven havde brudt ind gennem en havedør og var formentlig gået samme vej ud. Der var endnu intet overblik over, hvad tyven havde taget fra stedet.
Indbrud i lejlighed, Hillerød
Søndag eftermiddag klokken 15.05 anmeldte en 73-årig kvinde, at hun var kommet retur til sin lejlighed i Hillerød, hvorfra hun havde været væk siden mandag den 21. september, hvor der havde været indbrud. Det kunne ses, at tyven havde været rundt i hele huset og gennemrodet indhold fra skabe og tømt ud på gulvet. I køkkenet var der taget mønter fra en bøtte. Tyven kom ind gennem en havedør, som nu ikke kunne lukkes.
Indbrud, Farum
Efter en weekend i sommerhus kom en 68-årig mand hjem til sit hus i Farum, hvor han kunne konstatere, at der havde været indbrud. Der var intet overblik over, hvad der var forsvundet fra huset, men manden blev bedt om at vælge ét rum at opholde sig i, indtil resten af huset blev set igennem af en patrulje.
Indbrud, Hørsholm
Nordsjællands Politi modtog søndag klokken 17.30 anmeldelse om indbrud begået i løbet af weekenden i en villa i Hørsholm. Indbruddet var sket gennem en opbrudt terrassedør. Tyven havde færdedes i hele huset og blandt andet taget en Kitchen Aid røremaskine og en elkedel med sig. Resten var ej opgjort.
Indbrud, Dyssegård
En 68-årig mand anmeldte 18.12 et indbrud begået i løbet af weekenden fra sin bolig i Dyssegård. Her var der stjålet sølvtøj, smykker og udenlandsk valuta. Politiet forsøgte at sikre sig DNA-spor og fingeraftryk fra stedet.
Indbrud, Charlottenlund
Klokken 20.39 søndag aften modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse fra vagtfirmaet G4S om indbrud i øjeblikket. Der sås fire personer, som begik indbrud på en adresse i Charlottenlund. Politiet sendte straks en patrulje til stedet, men det her var gerningspersonerne forsvundet. Trods eftersøgning i området lykkedes det ikke for patruljen at finde dem. I villaen var der blandt andet stjålet smykker fra soveværelset, hvor skabe og skuffer var endevendt. Det samme gjaldt resten af huset.
Årvågen nabo opdagede mulige indbrudstyve, Hellerup
En 49-årig mand opdagede lørdag aften to mulige indbrudstyve ved sin nabos hus. Han var herefter løbet efter dem og lykkes med at indhente dem, da de løb fra stedet. Manden forsøgte herefter at tage billeder af de mulige indbrudstyve, som derefter forsvandt. Han blev bedt om at sende al information og mulige billeder til politiet.
Sådan kan du sikre din bolig mod indbrud
Generelt fungerer det godt, hvis du forebygger indbrud i din bolig på flere måder. Der er nemlig ikke én ting, der kan forebygge indbrud alene. Det er med andre ord summen af tiltag, der gør forskellen.
- Klip hækken, eller begræns plankeværkets højde. Den ideelle højde er 1 meter, og den maksimale højde er 1,6 meter, hvis det skal have en forebyggende effekt. Husk at aftale hækhøjde med din nabo, før du klipper hækken.
- Fjern buske eller bevoksning tæt på huset – eller klip dem ned, så de ikke kan give arbejdsro for en indbrudstyv.
- Kombinér en bevægelsessensor med udendørs belysning foran huset, så lyset automatisk tændes, hvis en ubuden gæst lister sig ind på grunden. Placér lysene, så tyven ikke kan få ro til at arbejde i mørket.
- Sæt en timer på det indendørs lys, så det ikke er tydeligt, at huset er tomt, hvis det er helt mørkt indenfor.
- Lås redskabsrummet, så tyven ikke kan få adgang til redskaber, der kan bruges til at bryde ind i dit hus – fx koben, skruetrækker eller stige.
På den måde styrker du generelt boligens omgivelser, så tyven får meget sværere ved at bryde ind.
Læs mere om, hvordan du bedst forebygger indbrud med tiltag i boligens omgivelser, her: https://botrygt.dk/skalsikring/forstyr-tyven