Nordsjællands Politi: Uddrag fra døgnrapporten 11.- 12. august 2026
Knallerteftersættelse, falske stregkoder, udenlandske håndværkere og snu tricktyve. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Eftersættelse af knallert, Hillerød
Mandag aften omkring klokken 18.40 havde politiet en spektakulær eftersættelse af en knallert gennem Hillerød midtby. Turen gik over for rødt lys og gennem gågaden med høj hastighed, hvor familier måtte springe til side. Også bilister måtte undvige, da der også blev kørt mod ensretningen. Politiet ender med at standse manden, en 16-årig ung fyr, på knallerten med magt, inden han selv eller andre kom til skade. Den 16-årige knallertfører bliver sigtet for straffelovens § 252 for at have bragt liv eller førlighed i fare. Hertil kan han forvente en række sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.
Politiet efterlyser i den forbindelse billeder eller videooptagelser af hændelsen, og har man oplysninger, der er relevante for sagen, bedes man ringe 1-1-4.
Om ulovlig knallertkørsel
Tag snakken med dit barn om knallerten. Det kan have alvorlige konsekvenser at køre på en ulovlig knallert eller køre for stærkt. Tal med dit barn om at overholde reglerne, holde farten nede og passe på sig selv – og andre.
Hest indfanget på golfbane, Holte
En 21-årig mand kontaktede tirsdag klokken 11.09 politiet og oplyste, at en hest var sluppet løs og løbet ud på Øverødvej. Hesten skabe trafikale udfordringer og løb under opkaldet ind på en goldbane, hvor den blev indfanget af golfbanens Greenkeeper. Ejeren af hesten blev efterfølgende kontaktet.
Butikstyv satte falske stregkoder på vin, Virum
Føtex Food på Skovridergårdsvej i Virum anmeldte tirsdag klokken 13.33 et butikstyveri, som havde fundet sted mandag klokken 18.00. En ukendt gerningsmand var kommet ind i butikken og tjekkede kasseassistenten ud og gik derefter i vinafdelingen, hvor han tog seks flasker Solengo vin. Efterfølgende gik gerningsmanden rundt i butikken og rørte ofte ved vinflaskerne, og det viste sig, at manden satte falske stregkoder på vinene, så de kostede 40-50 kroner stykket. Undervejs mødte manden en ven, som senere betalte for vinene med dit kreditkort. Butikken har overvågning fra butikken. De seks flasker Solengo Tenuta Argia rødvin kostede normalt 543,00 kroner pr. stk.
Tricktyveri, Allerød
Politiet modtog tirsdag klokken 14.50 en anmeldelse fra en 87-årig kvinde, der oplyste, at en ukendt gerningskvinde pludselig stod i hendes korridor i huset. Den ukendte gerningskvinde var gået ind i huset, fordi ringklokken ikke virkede. Kvinden medbragte en lille buket roser. Kvinden havde fortalt den ældre kvinde, at hun blot ville hilse på hende. Efter besøget opdagede den ældre kvinde, at hun manglede et lommeur, der havde ligget på spisebordet.
Udenlandske håndværkere, Allerød og Gentofte
Nordsjællands Politi modtog tirsdag eftermiddag to anmeldelser om håndværkere, som tilbyder arbejde ved at gå fra hus til hus. Første anmeldelse kom fra Allerød klokken 15.15, hvor en varebil på bulgarske nummerplader var kørt frem til adressen og tilbudt tagrensning. Anmelder havde afslået tilbuddet, hvorefter bilen var kørt igen.
Den anden anmeldelse kom fra Hellerup i Gentofte klokken 15.49. Her havde en irsk håndværker henvendt sig på anmelders adresse og tilbudt at ordne indkørslen for ukrudt. Anmelder havde afslået, hvorefter ireren var gået ind til naboen med samme forespørgsel. Manden kom kørende i en hvid Ford Transit på irske nummerplader.
Gode råd:
Nordsjællands Politi anbefaler, at man takker nej til uopfordrede tilbud fra omrejsende håndværkere.
Hvis nogen uopfordret banker på ens dør og forsøger at sælge noget eller lave en aftale om noget arbejde, skal man:
• Afvise dem
• Hvis muligt notere et signalement af personerne og den bil, de er ankommet i
• Ringe 114 og anmelde det.
Laver man alligevel en aftale med håndværkerne, og arbejdet ikke lever op til det aftalte, så er der ikke længere tale om en opgave for politiet, selv om håndværkerne har henvendt sig ulovligt. Der er derimod tale om et såkaldt civilt søgsmål, hvor køber selv skal trække dem i retten. Dét plejer dog at være svært, fordi håndværkerne ofte efterfølgende ikke er til at opstøve - sig derfor blot nej tak til deres tilbud helt fra begyndelsen.
Tricktyveri mod ældre, Halsnæs
89-årig mand og dennes 86-årige hustru blev tirsdag sen eftermiddag omkring klokken 17.30 udsat for bedrageri i eget hjem. Her kom en kvinde, som udgav sig for at være en ny nabo. Kvinden havde medbragt blomster og blev inviteret ind i stuen, hvor parterne snakkede sammen i omtrent 10 minutter. Pludselig skulle kvinden gå, da hun efter eget udsagn havde glemt en jordbærtærte. Godt en time efter besøget fik den ældre herre en dårlig mavefornemmelse og tjekkede sit pengeskab, som var i et klædeskab i soveværelset. Nu manglede pengeskabet, der normalt var fastmonteret bagerst i skabet, med mindst 100.000 kroner i, og politiet modtog anmeldelsen klokken 20.00.
Gode råd:
Tricktyve er snu og finder på mange påskud for at komme ind i dit hjem. Du kan sikre dig mod tricktyveri ved at følge disse råd:
- Åben kun døren for folk, du kender.
- Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne
- Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg efter legitimation og bevis på, at personen er den, han eller hun udgiver sig for at være
- Skilt ikke med, du bor alene. Skriv kun efternavn på dørskiltet
- Hav ikke pung og andre værdier liggende synligt fremme.
Hvis uheldet er ude, og du har haft besøg af en tricktyv, så ring til politiet på 114 hurtigst muligt.