Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

30. december 2019 10:19

Uddrag af døgnrapport 29. - 30. december 2019

Hærværk, tyveri, røveri, brand og flere tilfælde, hvor borgere er blevet beskudt med fyrværkeri. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

Indbrudstyv kørte galt

Helsingør: En 42-årig mand fra Helsingør blev søndag morgen anholdt efter han var kørt galt i rundkørslen ved Kongevejen/skindersøvej. Manden var påvirket af euforiserende stoffer og kørte gennem rundkørslen mod færdselsretningen, ramte et par mindre træer og en anden bil. Da den patrulje, som kom til stedet, kiggede lidt nærmere på den 42-årige og de ting, han havde i sin bil, viste det sig, at han var i besiddelse af tyvekoster fra et indbrud i en villa på Blichersvej tidligere på morgenen. Den 42-årige blev anholdt og sigtet for indbrud, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer og for med sin kørsel at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed. Den 42-årige blev løsladt efter afhøring, da det blev vurderet, at der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør.

Fyrværkeri stjålet fra forretning

Espergærde: Ved et indbrud i farvehandlen i Espergærde Centret er der søndag klokken 08.31 stjålet fyrværkeri. Tyven er kommet ind ved at knuse ruden i forretningens hoveddør med en sten.

Bilrude knust

Espergærde: Mellem lørdag klokken 16.00 og søndag klokken 09.00 er bagruden i en Citroën C5, som holdt parkeret på Malenevej blevet knust. Der er ikke stjålet noget fra bilen.

Sidespejle sparket af bil

Farum: En Renault Megane, som holdt parkeret på Jernbanevej, har mellem lørdag klokken 07.00 og søndag klokken 10.00 været udsat for hærværk, i det en ukendt gerningsmand har sparket bilens sidespejle af.

Stjal rygsæk, støvler og regnslag

Hillerød: En 41-årig mand fra Hundested blev søndag klokken 12.08 taget for at stjæle en rygsæk, et par vandrestøvler samt et regnslag i Spejdersport i Slotsgade. Den 41-årige blev sigtet for tyveriet.

Fyrværkeri til fare 

Nordsjælland: Der har flere steder i Nordsjælland været episoder, hvor unge har skudt fyrværkeri mod boliger og forbipasserende. I Kgs. Lyngby skød en gruppe unge mellem 13 og 16 år søndag eftermiddag klokken 16.58 romerlys direkte mod altanerne på en ejendom på Nørregaardsvej. På Ulrikkenborg Plads, også i Kgs. Lyngby, blev der klokken 21.06 skudt fyrværkeri fra en lille hvid personbil mod en 14-årig pige, der kom gående ad pladsen.
Klokken 21.16 blev der fra to biler, der kørte rundt ved Kokkedal Station skudt fyrværkeri af mod personer, der stod på perronen. En patrulje kørte rundt i Kokkedal-området men det lykkedes ikke at finde gerningsmændene.
I Frederikssund skød en gruppe på fem unge klokken 21.28 fyrværkeri af mod en legeplads og mod vinduerne i en etageejendom. Fire af de unge har følgende signalementer: A: Udenlandsk af udseende, kraftigt bygget, sorte briller, iført træningsjakke orange på mave og sort samt sorte bukser og hvide kondisko. B. Mand, ca. 15-20 år, alm. af bygning, iført røde træningsbukser med hvide striber, beige trøje. C.: Iført mørke bukser, D: Iført mørke bukser, sort skæg, hættetrøje, gik med en brun papkasse.

Heldigvis er ingen personer er kommet til skade i forbindelse med hændelserne, der kun kan betegnes som værende helt uacceptabel opførsel.

Ild i juledekoration

Helsinge: En juledekoration brød søndag aften klokken 18.00 i brand i en bolig på Præstevænget. Juledekorationen stod på et glasfad, men da lysene brændte ned, blev dekorationen antændt. Ilden blev hurtigt slukket og ingen personer kom til skade. 

Narkobilist standset

Kokkedal: En 17-årig ung mand fra Kokkedal uden kørekørt blev søndag aften klokken 20.59 standset, da han kom kørende ad Holmegårdsvej. Her viste det sig, at han ud over et manglende kørekort var påvirket af cannabis, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret og kørsel under indflydelse af euforiserende stoffer. 

16-årig udsat for røveri

Stenløse: En 16-årig ung mand fra Stenløse blev søndag klokken 22.14 udsat for røveri ed Netto i Egedalscenteret. Den 16-årige havde kort forinden råbt til en anden ung mand, at han skulle komme væk fra skinnerne, da toget kunne komme når som helst, og det fik den unge mand på skinnerne til at passe den 16-årige op og følge efter ham hen til Netto, hvor han sammen med to andre ville have den 16-åriges pung eller kreditkort. Da den 16-årige ikke havde nogen af delene ville de tre andre i stedet have ham til at overføre penge via Mobile Pay. Men da det heller ikke lykkedes, tog de i stedet den 16-åriges bælte og forlod stedet. En af de tre, en 15-årig ung mand fra Ølstykke, blev kort efter anholdt og sigtet for røveriet. Han blev løsladt efter endt afhøring.

Postkasse sprængt i stykker

Gentofte: En postkasse på Gentoftegade er søndag aften klokken 22.10 blevet sprængt i stykker af ukendte gerningsmænd.

Brand i skur

Hellerup: Søndag aften klokken 23.44 opstod der brand i et skur ved Kildegård Privatskole. Brandvæsenet havde fik slukket ilden omkring klokken 23.56. 

Spritbilist standset

Hundested: En 30-årig kvinde blev klokken 01.25 natten til mandag standset, da hun kom kørende ad Amtsvejen. Her viste det sig, at hun var spirituspåvirket ud over det tilladte og hun blev derfor sigtet for spirituskørsel. En blodprøve fra kvinden skal nu fastlægge hendes nøjagtige promille.

Gravemaskine stjålet

Helsinge: En to ton tung gravemaskine er klokken 05.39 mandag morgen blevet stjålet fra en byggeplads på Østergade. Tyvene har skaffet sig adgang til byggepladsen ved at klippe et hegn op og har formentlig anvendt en trailer til at transportere gravemaskinen væk.

 

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 27. – 30. december 2019

 

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

27. marts 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 26.-27. marts 2024

Tyverier, narkobesiddelse, spirituskørsel og fornærmelig tale. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

26. marts 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 25.- 26. marts 2024

Vanvidskørsel, hash og ulovlig knallert. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

25. marts 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 24.- 25. marts 2024

Narkokørsel og spirituskørsel. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.