Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

4. marts 2025 12:19

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. marts 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 11.00

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 11.00 to mænd på 21 og 22 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers. De er sigtet for mandag formiddag i forening at have begået to indbrud i henholdsvis Hadsten og Haurum ved Hammel.

De to mænd blev anholdt i forbindelse med en anmeldelse om et igangværende indbrud på en adresse i Haurum ved Hammel. En række patruljer blev kl. 11.07 sendt til adressen, og på vej dertil observerede en patrulje et køretøj med de formodede gerningsmænd i.

Patruljen eftersatte køretøjet, hvorfra gerningsmændene stak af til fods. Den ene af de to mænd blev indhentet og anholdt kl. 11.24, mens den anden fik lov at være lidt længere på fri fod, inden han kl. 11.41 også blev anholdt og sigtet i sagen.

Mændene er herefter blevet sigtet for yderligere et indbrud begået mandag omkring kl. 10.40 på en adresse i Hadsten.

Af hensyn til den fortsatte efterforskning anmoder Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi om lukkede døre til dagens grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor de to mænd bliver fremstillet med henblik på varetægtsfængsling.

**

 

Fly havareret i Tirstrup Lufthavn

Et mindre fly med én pilot og to passagerer havarerede mandag eftermiddag omkring kl. 15.45 i Tirstrup Lufthavn, da flyets næsehjul knækkede under landingen. Hverken piloten eller passagerne kom til skade i forbindelse med hændelsen.

Politi, brandvæsen og ambulancer blev hurtigt sendt til stedet, mens de første politi- og redningsfolk med fast base i lufthavnen ankom til landingsbanen få minutter senere.

Havarikommissionen blev kontaktet, og kl. 15.59 blev luftrummet ved Tirstrup lukket, hvormed al flyaktivitet fra lufthavnen blev indstillet, imens myndighedernes arbejde pågik.

Luftrummet blev åbnet igen kl. 17.46, da undersøgelserne på stedet var færdige.

**

 

Den Mobile Politistation til stede i Harlev J

Mandag eftermiddag i tidsrummet fra omkring kl. 15.00 til kl. 19.00 var Østjyllands Politi synligt til stede på parkeringspladsen foran supermarkedet Meny på Gammel Stillingvej i Harlev J i forbindelse med den formodede drabssag, hvor en 26-årig mand i fredags blev fundet afgået ved døden i en nærtliggende kloak.

Ved Den Mobile Politistation kunne borgere med eventuelle spørgsmål til sagen eller brugbare information rette henvendelse til politiet og få en snak med betjentene.

I løbet af mandag eftermiddag var flere borgere forbi til en snak, og igen tirsdag eftermiddag i omtrent det samme tidsrum vil det være muligt at komme forbi og tale med politiet på samme sted.

Østjyllands Politi håber at få talt med så mange som muligt, uanset om borgerne måtte have brugbare oplysninger med relevans for efterforskningen eller blot ønsker at sige hej.

Læs mere om vores tilstedeværelse og om den formodede drabssag i gårsdagens udsendte pressemeddelelse. 

**

 

Bil gemte på flere flasker lattergas

En parkeret bil på en parkeringsplads i Åbyhøj tiltrak mandag aften kl. 18.20 et par betjentes opmærksomhed, da de kom kørende forbi og ønskede at undersøge bilen nærmere. Betjentene standsede derfor og tog kontakt til bilens 33-årige mandlige fører, som sad i bilen.

Betjentene kunne, imens de talte med bilens fører, se, at der på gulvet ved det forreste passagersæde lå en ballon, som de skønnede kunne være beregnet til at indtage lattergas fra. Den 33-årige mand blev derfor sigtet for at overtræde loven om lattergas, og hans bil blev herefter ransaget.

Under ransagningen fandt betjentene 17 flasker lattergas i bilens bagagerum. Alle lattergasflaskerne blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Bondhøjvej i Ørsted begået lørdag d. 1/3 mellem kl. 12.00 og kl. 23.00
  • På Vegavej i Hadsten begået mandag d. 3/3 kl. 10.42
  • På Frijsendalvej i Hammel begået mandag d. 3/3 kl. 11.00
  • På Engbakken i Sabro begået søndag d. 2/3 kl. 16.00 og mandag d. 3/3 kl. 11.30
  • På Skalbakken i Ørsted begået mellem fredag d. 28/2 kl. 9.00 og mandag d. 3/3 kl. 13.00
  • På Tværvejen i Allingåbro begået mandag d. 3/3 mellem kl. 2.00 og kl. 6.00
  • På Pilevej i Randers Nø begået mellem fredag d. 28/2 kl. 16.00 og lørdag d. 1/3 kl. 19.00

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

24. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

23. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 23. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

22. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.