Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 1. november 2019
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Foto: Østjyllands Politi
Der et pt. ingen planlagte grundlovsforhør
**
Skud affyret i Tilst – den mobile politistation kører ud
Østjyllands Politi fik natten til fredag kl. 01.30 en anmeldelse om, at der var blevet affyret flere skud ved Haurumsvej i Tilst. Da politiet kom til stedet, var der ingen personer i området, men betjentene kunne konstatere, at der var blevet affyret flere skud mod en bil, der var efterladt på stedet, og der blev også fundet et skudhul i en rude og i en mur på en ejendom beliggende på Langkærvej.
Østjyllands Politi har efterforsket sagen hele natten, men har ikke fundet frem til nogen personer, der skulle være blevet ramt af skud. Det er heller ikke lykkedes at finde frem til, hvem der har affyret skuddene, men efterforskningen fortsætter.
På baggrund af nattens skyderi kører Østjyllands Politi fredag formiddag den mobile politistation til området omkring Haurumsvej i Tilst. Her står betjentene klar i tidsrummet fra ca. 10.15 til 12.00 til at tale med borgere i området om natten hændelse, og betjentene hører også gerne fra eventuelle vidner eller andre, der måtte have oplysninger, der kan være relevante for politiet.
Man er også altid velkommen til at ringe til Østjyllands Politi på telefon 114, hvis man har oplysninger om sagen.
**
Cyklist overfaldet midt i et lyskryds
Torsdag kl. 16.16 cyklede en 62-årig mand på Skanderborgvej i Viby, da han skulle lige ud i krydset ved Ringvej Syd. Manden har forklaret til politiet, at der, da han var kommet lidt ud i krydset, kom en bil kørende og dyttede af ham, hvilket gjorde ham så forskrækket, at han hoppede af sin cykel og gestikulerede mod personerne i bilen.
Det fik manden på passagersædet til at hoppe ud af bilen og gå hen til den 62-årige mand og råbe til ham, at han skulle flytte sig. Da manden svarede, at han var kørt frem for grønt lys, og det altså måtte være føreren af bilen, der havde gjort noget forkert, blev manden endnu mere vred, og han skubbede til den 62-årige, der væltede, hvorefter manden hoppede oven på cyklen så baghjulet blev bøjet.
Manden gik herefter tilbage til bilen, der i mellemtiden var blevet kørt hen til en buslomme. Den 62-årige mand fandt sin mobiltelefon frem for at tage et billede af gerningsmanden, der signalerede til den kvindelige fører af bilen, at hun skulle køre uden ham, og han begyndte at gå fra stedet i retning mod Rosenhøj.
Den 62-årige mand fulgte efter ham og forsøgte flere gange at få taget et billede af ham. Undervejs skubbede gerningsmanden ham flere gange i brystet – angiveligt fordi han ikke ville have, at han fulgte efter ham. Da de var nået til en viadukt vendte gerningsmanden sig om, og sparkede den 62-årige hårdt i skridtet, hvorefter han løb fra stedet i retning mod Rosenhøj.
Gerningsmanden beskrives som:
- Mellemøstlig af udseende
- Ca. 35-40 år gammel
- Ca. 175-180 cm høj
- Fedladen
- Mørk i huden og med sort hår der var sat op i en knold, men var kort i siderne og med en hvid/grå stribe
- Talte dansk med accent
- Var iført en grøn dunjakke med rød stribe omkring kraven og et mindre hul omkring højre forlomme, lyse bukser med lommer på siderne og sorte sko.
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der så optrinnet i krydset eller kan have viden om, hvem gerningsmanden er. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
**
Voldsom butikstyv anholdt i Bauhaus
Torsdag kl. 14.35 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Bauhaus på Ringvej Syd i Viby, hvor personalet havde tilbageholdt en aggressiv butikstyv. En butiksdetektiv havde set manden tage en pakke med lyspærer fra en hylde, hvorefter han pakkede pærerne ud og smed emballagen fra sig.
Da manden var kommet på den anden siden af udgangen, uden at have betalt for de to pærer, tog butiksvagten fat i ham. Det fik manden til at fare op og virke truende over for butiksvagten, der dog, med hjælp fra nogle af butikkens medarbejdere, fik manden med ud i baglokalet, hvor de afventede politiet.
Betjentene tog kontakt til den 58-årige mand, der stadig var noget ophidset. Han blev sigtet for butikstyveri og butikkens souschef meddelte ham, at han ikke længere var velkommen i butikken.
**
Færdsel
Torsdag kl. 07.26 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Brabrand. I forbindelse med tæt morgentrafik skete der hårde opbremsninger hvilket medførte et harmonikasammenstød mellem tre biler ført af en 29-årig mand, en 63-årig mand og en 51-årig kvinde, Der skete umiddelbart kun materiel skade ved sammenstødet.
Torsdag ved 7.30-tiden skete der et færdselsuheld på Østergade i Hammel. En 31-årig mandlig bilist kørte ud fra sin indkørsel, da han kom til at påkøre en cyklist, der kom kørende fra højre side. Cyklisten kørte ind i bilen og faldt af cyklen, men rejste sig hurtigt op igen. De to parter talte kort sammen, men da den 31-årige bilist gik hen til sin bil for at hente noget at skrive på, forsvandt cyklisten fra stedet. Cyklisten blev beskrevet som en dreng på ca. 13-15 år iført mørkt tøj og en lys cykelhjelm og kørende på en cykel med orange stel. Den 31-årige bilist vil gerne i kontakt med drenge og sikre sig, at han er ok. Henvendelse kan ske til lokalpolitiet i Hammel.
Torsdag kl. 08.35 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Falkevej i Randers NØ.
Torsdag kl. 09.15 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Tilst. En 24-årig mandlig bilist var ved at trække ud på motorvejen, da en ukendt bilist kom kørende bagfra med høj fart. Det fik den 24-årige til at skynde sig at trække ind igen, men i forbindelse med undvigemanøvren ramte han en anden bil, ført af en 54-årig mand. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.
Torsdag kl. 13.28 skete der et færdselsuheld i krydset Rosenvangs Allé/Skanderborgvej i Viby. En 18-årig mandlig cyklist blev påkørt af en bil, der efterfølgende flygtede fra stedet. Bilen blev beskrevet som en mindre sort VW – muligt en golf. Cyklisten kom umiddelbart ikke til skade ved sammenstødet.
Torsdag kl. 13.55 blev en 63-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Toldbodgade i Aarhus C.
Torsdag kl. 15.14 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej i Viby. En 59-årig mandlig, litauisk lastbilchauffør ville foretage et vognbaneskift, da han påkørte en bil, ført af en 50-årig mand. Der skete ingen peronskade, men lastbilchaufføren blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og blev kørt til politigården i Aarhus, hvor han, da han er udenlandsk statsborger, fik en straksbøde på 2000 kroner.
Torsdag kl. 16.51 skete der et færdselsuheld i krydset Silkeborgvej/Viborgvej i Aarhus C. En 30-årig kvindelig bilist kom kørte formentlig frem for rødt lys og påkørte en bil, ført af en 22-årig mand, der var ved at svinge til venstre ad Viborgvej. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet. Den 30-årige kvinde blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Natten til fredag kl. 00.38 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Hadsten. En 23-årig mandlig bilist havde bagfra påkørt en anden bil, der blev ført af en 66-årige kvinde. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.
Fredag morgen kl. 06.59 skete der et færdselsuheld på Kjølvejen i Randers NV. En 52-årig mandlig bilist kom for langt over i den modsatte vognbane, hvor han påkørte en modkørende bil, der blev ført af en 41-årig kvinde. Vejen blev midlertidigt spærret mens oprydningsarbejdet stod på. Den 41-årige kvinde blev kørt til nærmere undersøgelse på Regionshospitalet Randers.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Tværgade i Malling begået fredag den 27/9 mellem kl. 11.00 og kl. 15.00
- På Tværgade i Malling begået mellem søndag den 27/10 kl. 11.00 og torsdag den 31/10 kl. 15.00
- På Borgergade i Langå begået mellem torsdag den 3/10 og onsdag den 16/10
- På Ternevej i Mørke begået torsdag den 31/10 mellem kl. 18.00 og kl. 19.20
- På Viborgvej i Fajstrup, Sabro begået torsdag den 31/10 mellem kl. 06.20 og kl. 19.00
- På Smedegade i Tranebjerg, Samsø begået torsdag den 31/10 mellem kl. 17.00 og kl. 20.55
- På Frederiksborg Allé i Randers NV begået torsdag den 31/10 mellem kl. 17.30 og kl. 21.05
- På Otto Ruds Gade i Aarhus N begået mellem torsdag den 31/10 kl. 23.30 og fredag den 1/11 kl. 06.50
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877