Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

23. oktober 2020 12:01

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 23. oktober 2020

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør

 

**

 

Færdselsindsats i Aarhus Vest

Færdselspolitiet var torsdag eftermiddag og aften i Aarhus Vest for at lave færdselskontrol. Det endte med at 23 personer blev sigtet:

  • 16 fik et klip i kørekortet for at køre for hurtigt
  • 1 kan se frem til en betinget frakendelse af kørekortet for at køre for hurtigt
  • 1 bilist, der allerede var frakendt førerretten, blev sigtet for at køre over for rødt lys i krydset Edwin Rahrs Vej/Ringvejen samt for kørsel i frakendelsestiden
  • 1 kan se frem til en betinget frakendelse af førerretten for at lave et vognbaneskift, der var til fare for øvrige trafikanter
  • 1 kan se frem til en betinget frakendelse af kørekortet for at køre for tæt på den forankørende

**

Myndigheder på kontrolbesøg på cafeer

Lokalpolitiet i Aarhus Vest og bevillings- og tilladelsessektionen i Østjyllands Politi assisterede torsdag eftermiddag Fødevarestyrelsen og SKAT, der besøgte flere cafeer i Aarhus-området i forbindelse med en planlagt kontrol.

I alt fire cafeer beliggende på Karupvej i Aarhus C, Edwin Rahrs Vej i Brabrand, Kappelvænget i Aarhus Vest og Holmstrupgårdsvej i Brabrand fik besøg af myndighederne, der blandt andet kontrollerede, om der var styr på håndtering af fødevarer, økonomi og tilladelser og om der evt. blev indtaget ulovlige stoffer.

Der var ingen sager for politiet, der dog benyttede anledningen til at vejlede cafeejerne om gældende Covid-19 regler.

**

Fik beslaglagt sin bil kort efter køb

En 54-årig mand mistede torsdag sin bil få dage efter, han havde købt den. Det skete, da han for tredje gang inden for kort tid kørte bil, selvom han er frakendt kørekortet. En patrulje standsede ham kl. 08.58 på Marselis Boulevard, da betjentene så, at han kørte uden sele og med sin mobiltelefon ved øret.

Da patruljen bad om bilistens kørekort, måtte han erkende, at han ikke havde et. Efter et tjek med vagtcentralen fandt betjentene ud af den 54-åriges historik, og hans bil blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation. Derudover blev han sigtet for at køre uden førerret.

Bilisten var noget ærgerlig, da han netop i sidste uge havde købt bilen, men han ønskede umiddelbart ikke at gå videre med konfiskationen i retten.

**

Havde hash i baglokalet

Torsdag kl. 16.40 besøgte Østjyllands Politis specialpatrulje en forretning på Banegårdsgade i Aarhus, hvor betjentene havde mistanke om, at der blev solgt hash, hvilket lugten i forretningen bekræftede dem i. I butikkens baglokale traf betjentene to mænd på 26 og 41 år, der blev fundet i besiddelse af både hash og skunk.

Betjentene ringede til butikkens ejer, en 29-årig mand, der kort efter ankom til stedet. I forbindelse med ransagning af forretningen fandt betjentene noget hash og noget cannabisolie, og den 26-årige mand blev fundet i besiddelse af et større kontantbeløb, der blev inddraget, da det viste sig, at han skyldte penge til det offentlige. De tre mænd blev alle sigtet for salg af narkotika.

**

Solgte narko via Snapchat

Torsdag blev Østjyllands Politis specialpatrulje bekendt med, at flere mænd solgte narko via Snapchat. Kl. 18.25 torsdag aften opsøgte de den ene sælger, en 23-årig mand, der sad i sin bil på Rosenkrantzgade i Aarhus. Han blev fundet i besiddelse af flere poser med både hash og skunk samt et kontantbeløb, og blev anholdt og sigtet for at ville sælge narko.

Kl. 22.19 opsøgte politiet den anden sælger, en 17-årig mand, der sad i sin bil på Ove Gjeddes Gade på Trøjborg i Aarhus sammen med en 19-årig mand. De blev begge fundet i besiddelse af salgsposer med hash og blev derfor sigtet for at ville sælge narko.

**

Fandt hash og våben i Hornslet

Torsdag kl. 21.25 besøgte Østjyllands Politis specialpatrulje en adresse i Hornslet, hvor betjentene havde mistanke om, at der blev opbevaret og solgt narkotika. I forbindelse med ransagning på stedet blev der fundet hash, hvoraf en del af det var fordelt i salgsposer, samt andre tegn på at der blev solgt hash fra adressen. Derudover blev der fundet et knojern og en strømpistol samt et kontantbeløb. Den 28-årige mand, der bor på adressen, blev sigtet for salg af narkotika og for overtrædelse af våbenloven. Der befandt sig også en 16-årig pige på adressen, som blev fundet i besiddelse af en ulovlig butterflykniv. Hun blev sigtet for overtrædelse af knivloven, hvilket hendes mor og de sociale myndigheder også blev underrettet om.

Kl. 22.10 besøgte betjentene en anden adresse i Hornslet, hvor der også var mistanke om, at der blev opbevaret narko. På adressen befandt sig en 58-årig kvinde og hendes 37-årige veninde. Veninden fremviste selv en pose med hash, og hun blev sigtet for besiddelse af narkotika, men der blev ikke fundet yderligere på adressen.

**

Tricktyve på spil i tøjforretning

Torsdag kl. 12.40 kom to kvinder ind i en tøjforretning på Centervej i Auning, hvor den ene af dem spurgte ekspedienten til et par støvler, som skulle hentes fra lageret. Mens ekspedienten hentede støvlerne, så den anden kvinde sit snit til at stjæle flere beklædningsgenstande, som hun skjulte i sin taske.

Da ekspedienten vendte retur, oplyste kvinde, der havde spurgt efter støvlerne, at hun lige skulle forbi en bank for at hæve nogle penge, så hun kunne betale for støvlerne. De to kvinder forlod herefter forretningen og vendte ikke retur.

De to kvinder beskrives som:

A – hende der spurgte til støvlerne:

  • Dansk af udseende
  • Ca. 35 år gammel
  • 170 cm høj
  • Fedladen af kropsbygning
  • Lys i huden og med lyst, krøllet pagehår
  • Talte dansk
  • Var iført sort tøj og medbragte en skuldertaske

 

B:

  • Dansk af udseende
  • Ca. 35 år gammel
  • Ca. 165 cm høj
  • Fedladen af kropsbygning
  • Lys i huden med rødligt/mørkt-farvet, mellemlangt hår
  • Var iført sort tøj med en sort poncho og medbragte en skuldertaske

Østjyllands Politi hører gerne fra borgere, der kan have set de to kvinder ved butikken kl. ca. 12.40 torsdag eftermiddag. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

Anmeldelse: Venlig kvinde var tasketyv

En 62-årig kvinde anmeldte torsdag, at hun onsdag aften var blevet udsat for tyveri i Bruuns Galleri i Aarhus. Kvinden fortalte, at hun havde siddet og drukket kaffe ved en café og var faldet i snak med en anden kvinde, som sad ved nabobordet.

Da den anden kvinde rejste sig for at gå, havde hun taget den 62-åriges taske og pose, som stod på gulvet, hvorefter hun løb fra stedet. I tasken og posen lå noget tøj og noget kaffestel, som den 62-årige netop havde købt.

Den 62-årige har givet følgende signalement af gerningskvinden:

  • Dansk af udseende, lys hud
  • Ca. 30-40 år
  • Ca. 170-175 cm, kraftig
  • Mellemlangt rødt hår
  • Havde en vorte på højre side af næsen
  • Talte dansk
  • Iført cowboybukser og en lille striktrøje
  • Havde en brun håndtaske i hånden

**

Svinede betjente til og nægtede at oplyse sit navn

En 22-årig mand blev torsdag aften så rasende på politiet, at han endte på politigården med flere sigtelser. Omkring kl. 22.35 opdagede en patrulje tilfældigvis en mand, der stod og tissede på gaden foran en restaurant på Banegårdsgade i Aarhus.

Betjentene tog kontakt til manden, som blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen. Da mandens 22-årige ven så, at kammeraten var ved at få en bøde, råbte og skreg han efter betjentene, som han mente skulle finde sig noget bedre at tage sig til. Da han kastede indholdet af sin pung ud på vejen og råbte diverse grimme gloser efter patruljen, blev han anholdt, lagt i håndjern og sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for at fornærme politiet.

Den 22-årige fortsatte sin aggressive adfærd i patruljebilen, hvor han råbte af betjentene og fremme på politigården, nægtede han at oplyse sit navn. Det kostede ham en ekstra sigtelse.

**

Aggressive mænd anholdt efter flere bortvisninger

To unge, berusede mænd på 19 og 23 år måtte tilbringe natten mellem torsdag og fredag på politigården i Aarhus, efter de flere gange havde opført sig voldsomt og aggressivt.

Kl. 04.53 kørte en patrulje til banegården i Aarhus, fordi personalet i et tog, der holdt på stationen, var utrygge ved de to mænd, som var meget højtråbende og nægtede at forlade toget. Begge mænd blev bortvist fra toget og banegården og fik besked på ikke at komme igen.

10 minutter efter ringede mændene til politiet, hvor de i højlydte vendinger gav udtryk for deres utilfredshed med bortvisningen af dem. Da betjenten i den anden ende af røret fandt ud af, at de mændene nu igen stod på banegården, kørte en patrulje til stedet. Her traf betjentene igen de to mænd, som fortsat var voldsomt berusede og opfarende.

De blev igen bortvist og fik besked på, at de ville blive anholdt, hvis de kom tilbage. Trods beskeden gik der få minutter, før mændene igen var på banegården.

Denne gang blev de anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Da betjentene fandt en pose amfetamin i lommen på den 19-årige, blev han også sigtet for besiddelse af narkotika.

**

Kvinde anholdt efter skub og råb på Klostertorvet

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte torsdag kl. 12.00 til Klostertorvet i Aarhus, hvor en 44-årig kvinde generede forbipasserende med høje råb og skub. Den 44-årige var kraftigt beruset og var også meget opfarende over for de betjente, der mødte op.

Hun blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden og blev kørt til politistationen. Her blev hun i forbindelse med visitationen fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, som hun blev sigtet for at besidde.

**

Brand i Nimtofte

Torsdag kl. 15.17 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en ejendom på Stationsvej i Nimtofte. Branden var startet i husets kælder, muligvis som følge af en kortslutning i en elinstallation. Der var ingen personer i bygningen, og branden var endeligt slukket ca. en time senere.

**

Færdsel

Torsdag kl. 16.09 skete der et færdselsuheld på Geding Byvej i Geding ved Tilst. En 31-årig mandlig bilist kørte med for kort afstand til den forankørende bil, der blev ført af en 74-årig mand, hvilket resulterede i, at han påkørte den forankørende bil, der derefter blev skubbet ind i en tredje bil, der blev ført af en 20-årig kvinde. Der skete kun materiel skade ved uheldet. Den 31-årige mand blev sigtet for ikke at holde nok afstand til forankørende.

Torsdag kl. 18.21 skete der et færdselsuheld i krydset Mariagervej/Solsikkevej i Randers NV. En 32-årig mandlig bilist kom kørende ad Mariagervej, da han i krydset ved Solsikkevej skulle svinge til venstre ad Solsikkevej. I den forbindelse skete der sammenstød med en anden bil, ført af en 49-årig mand, der kom kørende ad Mariagervej fra modsatte side og skulle ligeud i krydset. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved uheldet. Den 32-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Torsdag kl. 19.30 blev en 33-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, narkobesiddelse og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Burschesgade i Randers C.

Natten til fredag kl. 00.22 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, for narkokørsel og for kørsel frem for rødt lys, da han blev standset af en patrulje på Grøndalsvej i Viby.

Natten til fredag kl. 01.27 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Valdemar Poulsens Vej i Viby.

Natten til fredag kl. 02.10 blev en 32-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da hun blev standset af en patrulje på Grenåvej i Randers SØ.

En personpåkørsel på skinnerne i Skødstrup medførte fredag morgen flere aflysninger af letbaneafgange. Østjyllands Politi fik kl. 6.09 anmeldelsen om, at en mand var blevet ramt af toget, og han blev efterfølgende indlagt med alvorlige skader. Der er tale om en tragisk hændelse, som politiet ikke ønsker at kommentere nærmere af hensyn til sagens karakter.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Østre Havevej i Lystrup begået mellem onsdag den 21/10 kl. 19.00 og torsdag den 22/10 kl. 07.40
  • På Tjelevej i Risskov begået torsdag den 22/10 mellem kl. 11.00 og kl. 14.00
  • På Haldvej i Hald, Gjerlev begået tirsdag den 20/10 mellem kl. 08.30 og kl. 18.00

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

22. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

21. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 21. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

20. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.