Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 8. marts 2019
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Foto: Østjyllands Politi
Der er pt. planlagt følgende grundlovsforhør i Retten i Aarhus:
Kl. 09.45:
Særlig Efterforskning Vest fremstiller fredag kl. 09.45 to mænd på 30 og 31 år i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. De blev begge anholdt torsdag i forbindelse med en aktion mod organiserede butiksindbrud – læs mere i tidligere udsendte pressemeddelelse.
-
Kl. 10.00:
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.00 en 19-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for at været i besiddelse af et skydevåben under særligt skærpende omstændigheder. Skydevåbnet, som han sigtes for at have besiddet, blev fundet på offentligt tilgængeligt sted i Viby i maj 2018. Den efterfølgende efterforskning knyttede den 19-årige til våbnet.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse mere om sagen.
-
Kl. 11.00:
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 en 45-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for at have truet en 44-årig kvinde på livet ved at komme med verbale trusler og skyde op i luften med en signalpistol.
Episoden skete torsdag omkring middag på en adresse i Tilst. Politiet fik kort efter episoden kontakt til den 45-årige mand, som efterfølgende blev anholdt.
Ingen personer er kommet til skade. Det er politiets opfattelse, at der ikke har været tale om skarpe skud, og at episoden bunder i interne uoverensstemmelser. Der er ingen relation til den igangværende konflikt i Aarhus.
Anklagemyndigheden forventes at anmode om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere p.t.
-
Kl. 12.00:
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 12.00 en 24-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for overtrædelse af knivloven, da han onsdag aften blev fundet i besiddelse af en kniv i en bil på Gudrunsvej i Brabrand.
Kniven havde han forsøgt at gemme i underbukserne. I første omgang blev han løsladt, men da det efterfølgende blev vurderet, at han skulle fremstilles, blev han anholdt torsdag aften.
Den 24-årige er registreret som tilhørende den ene af de to grupperinger, der i øjeblikket har en konflikt i Aarhus, hvor Østjyllands Politi har oprettet en visitationszone.
Anklagemyndigheden forventes at anmode om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere p.t.
-
Kl. 13.00:
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 13.00 en 24-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han blev anholdt torsdag kl. 18.23 i Brabrand, da han blev aggressiv og kom med trusler mod to betjente, da de standsede ham under en færdselsindsats.
Patruljen registrerede, at den 24-årige kørte over for rødt, og kørte frem for ubetinget vigepligt. Da de fik standset bilen, var den 24-årige meget hidsig og skubbede den ene betjents hænder væk, inden han truede patruljen. Han sigtes for vold mod politiet.
Anklagemyndigheden forventes at anmode om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere p.t.
-
Kl. 13.30:
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 13.30 en 18-årig mand i grundlovsforhør i retten i Aarhus. Han sigtes for røveri ved natten til den 2. marts at have begået røveri mod en 30-årig mand i forbindelse med en pirattaxa-tur i Aarhus.
Da det formodes, at der stadig er gerningsmænd på fri fod, anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen p.t.
-
Kl. 14.00:
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 14.00 en 21-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for at have begået vold mod en politimand natten til fredag på en p-plads på Randersvej i Aarhus N. Østjyllands Politi blev kaldt til stedet 00.43, fordi en gruppe mænd var højrøstede og skabte utryghed.
Da betjentene kom frem, forsøgte den 21-årige mand at maskere sig selv. Da patruljen bad manden fjerne maskeringen, blev han aggressiv og skubbede den ene betjent hårdt i brystkassen med begge hænder. Han blev straks anholdt og sigtet for vold mod politimand.
**
Kl. 14.00:
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 14.00 en 22-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for brud på våbenloven under særligt skærpende omstændigheder, efter han natten til fredag blev anholdt på Viby Ringvej i Åbyhøj. Han blev standset kl. 00.56 i sin bil af en patrulje, der fandt en peberspray og en hammer gemt under et bilsæde.
Den 22-årige er medlem af en bandegruppering i Aarhus, og det vurderer anklagemyndigheden er en særligt skærpende omstændighed.
**
Tre efterlyste, irske håndværkere anholdt i Randers
I onsdagens døgnrapport var der beskrevet flere eksempler på borgere, der var blevet kontaktet af udenlandske håndværkere, der tilbød at reparere deres tag. De havde blandt andet kontaktet en 82-årig kvinde i Højbjerg i tirsdags, som de efterfølgende havde kørt rundt til flere hæveautomater for at hæve kontanter til dem, så hun kunne betale for reparation af taget.
I onsdagens døgnrapport, og på Østjyllands Politis facebook-side, blev håndværkernes bil efterlyst med billede, og det gav pote. Torsdag kl. 15.00 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en borger i Randers, der havde set den efterlyste bil holde på en tankstation på Viborgvej i Randers NV. Der blev straks sendt en patrulje til stedet, og de tre irske mænd på 24, 25 og 29 år blev anholdt.
De blev herefter kørt til Sydøstjyllands Politi, hvor de også var efterlyst i forbindelse med et lignende forhold begået i Kolding i onsdags. De bliver alle tre fredag kl. 11.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, sigtet for bedrageri.
**
Røveri mod 7-Eleven
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 23.19 en anmeldelse om et røveri mod 7-Eleven på Frederiks Allé i Aarhus. En ukendt gerningsmand var kommet ind i forretningen, hvor han med kniv havde truet medarbejderen til at udlevere et mindre kontantbeløb fra kassen, hvorefter han forsvandt fra stedet igen i retning mod Ole Rømers Gade.
Manden beskrives som:
- 25-35 år
- 180-185 cm
- Almindelig af kropsbygning
- Var iført mørkeblå hættetrøje med indbygget sort dynevest på overkroppen og lynlås på fronten, mørkeblå kasket med fremadvendt skygge under hætten, sort maskering som dækkede ansigtet, pånær øjne, sorte og hvide tværstribede handsker, sorte løstsiddende cargobukser med lårlommer og sorte kondisko
- Medbragte en kniv og en hvid plastikpose med blåt logo på siden med teksten "Hej igen!"
- Talte dansk
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til røveriet eller andre som kan have set manden på billedet umiddelbart før eller efter røveriet, der fandt sted kort efter kl. 23 torsdag aften. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
**
To unge skurvognstyve på flugt fra politiet
En vaks borger kontaktede natten til fredag kl. 00.59 Østjyllands Politi, da hun kunne se to personer, der var ved at bryde ind i en skurvogn på en byggeplads på Nordbyvej i Viby. Da politiet ankom til stedet observerede betjentene de to personer, der dog hurtigt stak af fra stedet, da de så politiet.
Betjentene råbte efter dem, at de skulle stoppe, men det efterkom de to personer ikke. De fortsatte i stedet flugten gennem mudder, over et hegn og ud over en fodboldbane. Betjentene satte efter til fods og rekvirerede en hundepatrulje til at assistere. Betjentene tabte de to personer af syne, men kort efter var hundepatruljen fremme og hundene begyndte at gå spor i området.
Kort efter kom to mørkklædte personer, med mudder på sko og bukser, gående mod hundepatruljen, og de blev råbt an og stoppede op. De forklarede, at de blot havde været i bowlinghallen og havde skudt genvej gennem skolens område for at komme hjem, men at de til gengæld havde set tre personer løbe på grusvejen mellem boldbane og fodboldstadion i retning mod Jyllands-Posten. Hunden kunne dog hurtigt afklare, at der ikke var noget fært på stien, hvorfor det næppe passede, at der havde gået tre personer den vej.
Betjentene kunne konstatere, at sålaftrykkene i mudderet passede på de sko de to mænd, der begge er 18 år, havde på, og de blev derfor begge anholdt og sigtet for indbrud.
**
Mand brød ind i seks biler i Malling
Torsdag morgen modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 30-årig kvinde i Malling, der tidligere på morgenen havde opdaget, at der havde været indbrud i hendes bil, der holdt parkeret foran hendes hus på Stenhøjgårdsvej i Malling. Kvinden lagde et opslag vedrørende indbruddet på den lokale Facebook-side, og kort efter skrev flere andre, at de også havde haft indbrud i deres biler.
I et af opslagene skrev en borger, at vedkommende havde set en mand, der lå og sov ved kirken, og at der også lå en bushammer på stedet. Kvinden og hendes mand gik derfor en tur forbi kirken, hvor der ganske rigtig lå en mand og sov i et telt, og udenfor teltet lå den omtalte bushammer.
Kvinden ringede derfor til politiet. Mens hun talte med politiet vågnede manden og begyndte at pakke sine ting sammen og gå fra stedet. Kvinden holdt øje med manden, mens hun havde politiet i røret, og kort tid efter ankom en patrulje til stedet og anholdt manden.
Den 22-årige mand blev visiteret og fundet i besiddelse af en nødhammer og en hobbykniv, og han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og knivloven. Manden forklarede kort, at han havde begået indbrud i flere biler, men at han ikke rigtig kunne huske noget. Det viste sig, at manden havde smadret bilruder og stjålet genstande fra i alt seks biler i Malling centrum. Han blev sigtet for seks tilfælde af tyveri fra personbil.
**
Ung mand stak af fra færdselsuheld
Torsdag kl. 16.19 skete der et færdselsuheld på Rosenvangs Allé i Højbjerg. Vidner har forklaret til politiet, at en mindre hvid varebil kørte meget hasarderet, og i krydset ved L.A. Ringsvej kørte bilen imod færdselsretningen og påkørte en anden bil, der var ved at svinge til venstre. Føreren af den hvide kassevogn mistede formentlig herefter herredømmet over bilen, der røg ind over fortovet ved en tankstation, hvorved bilens ene sidedør faldt af. Bilisten kørte herefter i høj fart videre ad Rosenvangs Allé.
Kort efter blev den beskadiget flugtbil fundet efterladt på Grumstolsvej i Højbjerg. Politiet fandt frem til, hvem der var ejer af bilen og kunne konstatere, at føreren havde været en 25-årig mand fra Lystrup. Han blev sigtet for mindst to gange at have kørt frem for rødt lys og for at være flygtet fra et færdselsuheld. Der skete kun materiel skade i forbindelse med færdselsuheldet.
**
Uvelkomne togpassagerer
En patrulje blev torsdag kl. 21.18 sendt til spor 5 på banegårdspladsen i Aarhus, hvor DSB ønskede politiets hjælp til at håndtere to personer, der ikke længere var ønsket i toget. Ved politiets ankomst ønskede de to personer ikke at samarbejde, de ville ikke oplyse ID og de ville ikke blive på stedet.
De to mænd på 19 år blev derfor sigtet for at forstyrre den offentlige orden og de blev kortvarigt anholdt for at sikre deres tilstedeværelse. I forbindelse med anholdelsen modsatte den ene sig voldsomt og kaldte betjentene for ”fucking racister”, og han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
**
Kvinde kontaktet af ”Jesper fra NETS”
En 72-årig kvinde blev onsdag aften ved 19-tiden ringet op af en mand, der præsenterede sig som ”Jesper fra NETS”. Manden oplyste til kvinden, at han kunne se, at der var hævet 30.000 kroner fra hendes bankkonto, og at han derfor havde brug for yderligere oplysninger fra hende for at forhindre transaktionen.
Kvinden gav manden sine personlige oplysninger, cpr. nr, NEM-ID oplysninger og nøglekort. Efterfølgende kunne kvinden konstatere, at der uretmæssigt var blevet overført et større pengebeløb fra hendes bankkonto.
Østjyllands Politi vil gerne advare imod, at man udleverer personlige oplysninger, såsom cpr. nr. og NEM ID-oplysninger, til en fremmed person via telefonen.
**
Kvinde overfaldet på gaden
Torsdag kl. 13.40 gik en 27-årig kvinde tur på Skelagervej i Aarhus N, da hun bemærkede to mænd, der skændtes. Den ene mand gik med en barnevogn, som den anden mand truede med at vælte, hvis han ikke forsvandt fra stedet. Manden kastede herefter en flaske efter manden med barnevognen, og kvinden valgte at gå over på den anden side af vejen for at undgå at få kontakt med den aggressive mand.
Pludselig løb manden hen mod kvinden, råbte efter hende og slog ud efter hende, hvorefter han rev hende i håret og i hendes halstørklæde. Med det samme kom en 26-årig mand løbende og fik overmandet manden, som han tilbageholdt indtil politiet ankom. Den 38-årige gerningsmand blev anholdt og sigtet for vold mod kvinden og for trusler på livet mod den 29-årige mand med barnevognen. Han blev efterfølgende kørt til psykiatrisk hospital.
**
15-årig pige passet op af ukendt mand
En 15-årig pige gik torsdag kl. 20.15 på en sti mellem Djursgade og Korsgade i Grenaa, da en ukendt mand kom hen til hende. Pigen har forklaret til politiet, at manden lagde en hånd på hendes skulder og tog hårdt fat om hendes venstre overarm, hvorefter han spurgte hende, om hun ikke ville med hjem og hygge. Pigen sparkede manden hårdt i skridtet, så han bukkede sammen, og pigen løb herefter fra stedet.
Manden beskrives som:
- 20-30-år
- Ca. 180 høj
- Almindelig af bygning
- Havde skægstubbe
- Var iført en sort jakke med hætte, der var trukket delvist ned over panden/øjnene, sorte jeans og sorte Nike sko med hvid sål
Han talte gebrokkent dansk
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set manden i området torsdag aften ved 20-tiden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
**
Mand anholdt for narkokørsel – ven havde kokain i munden
En patrulje fra Østjyllands Politi fattede natten til fredag kl. 02.17 mistanke til en bil, der kom kørende på Ormslevvej i Viby. Patruljen vendte rundt og satte efter bilen, der først efter en mindre jagt på knap en kilometer, holdt ind til siden.
Da bilen standsede, bemærkede betjentene, at den mand, der sad bag rattet, skyndte sig at sætte sig om på bagsædet. Det viste sig at være en 26-årig mand, der ikke havde kørekort. Da han samtidigt virkede påvirket af alkohol og narko, blev han anholdt og både sigtet for kørsel uden førerret og for narko- og spirituskørsel.
En 22-årig passager blev under visitationen fundet i besiddelse af noget hash i lommen og en mindre mængde kokain, som han gemte i munden. Han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Færdsel
Torsdag kl. 07.38 skete der et færdselsuheld på den Nordjyske Motorvej ved Hadsten. I forbindelse med køkørsel skete der sammenstød mellem tre biler. En 45-årig mandlig bilist bremsede ned, og blev påkørt bagfra af en 20-årig mandlig bilist, der ikke nåede at bremse. Ved sammenstødet blev den 45-åriges bil skubbet op i bilen foran, der blev ført af en 36-årig kvinde. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.
Torsdag kl. 10.48 skete der et færdselsuheld på Stillingvej i Harlev. En 40-årig kvinde havde netop fået ny bil med automatgear, men da hun skulle bremse ned trykkede hun hårdt på bremsen, da hun forvekslede den med koblingen og bilen bremsede så hårdt op, at den 37-årige kvindelige bilist, der kørte bagved, ikke kunne nå at bremse lige så hårdt op og der skete sammenstød mellem de to biler. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved sammenstødet.
En 23-årig mand blev torsdag kl. 12.49 anholdt og sigtet for lov om euforiserende stoffer, kørsel uden førerret og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nimtoftevej i Ryomgård.
En 32-årig mand blev torsdag kl. 13.52 anholdt og sigtet for lov om euforiserende stoffer, kørsel uden førerret og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Anelystvej i Tilst.
Torsdag kl. 14.14 skete der et færdselsuheld på Jernbanegade i Ebeltoft. En 74-årig kvindelig bilist skulle svinge til venstre i T-krydset ved Ndr. Strandvej, da hun overså en bil, ført af en 83-årig kvinde, der kom kørende fra højre side. Den 74-årige kvinde kørte frem for ubetinget vigepligt og der skete sammenstød mellem de to biler med betydeligt materiel skade til følge. Der skete umiddelbart ingen personskade. Den 74-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Torsdag kl. 15.36 skete der et færdselsuheld i krydset Paludan-Müllers Vej/Rytterknægten i Aarhus N. En 27-årig kvindelig bilist kom kørende ad Rytterknægten, da hun i krydset ved Paludan-Müllers Vej stødte sammen med en 61-årig kvinde, der kom kørende på cykelstien. Der skete umiddelbart ingen personskade.
Torsdag kl. 16.06 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus V. En 40-årig mandlig bilist bremsede ned ved lyskrydset ved Fenrisvej og blev herefter påkørt af en bil, ført af en 22-årig mand, der kom kørende bagved. Der skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet.
En 36-årig mand blev torsdag kl. 20.11 anholdt og sigtet for lov om euforiserende stoffer og narkokørsel, da han blev standset på sin scooter af en patrulje på Bøsbrovej i Randers SV.
Torsdag kl. 23.18 skete der et færdselsuheld på Thorsgade i Rønde. En 23-årig mandlig bilist havde mistet herredømmet over sin bil og var kørt ind i en husmur på Thorsgade med materielle skader til følge.
En 20-årig mand blev torsdag kl. 23.39 anholdt og sigtet for lov om euforiserende stoffer og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Bülowsgade i Aarhus C.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Udbynedervej i Havndal begået torsdag den 7/3 mellem kl. 00.00 og kl. 08.00
På Bispehavevej i Aarhus V begået torsdag den 7/3 mellem kl. 10.30 og kl. 13.45
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877