Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

23. december 2020 09:49

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 23. december 2020

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.

 

**

 

To sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven

To gange i går blev unge mænd sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Første gang var kl. 11.29, hvor en 18-årig mand i forbindelse med ransagning på hans bopæl i Randers NØ blev fundet i besiddelse af 16 kanonslag.

Anden gang var kl. 01.31 natten til onsdag, hvor en 20-årig mand blev sigtet for at have affyret fem romerlys ved Hadsten Skole. Det var en vaks 17-årig mand, der på en gåtur var gået forbi skolen og havde bemærket to biler, der holdt i tomgang. Den 17-årige havde set en mand tage noget op fra baggagerummet for efterfølgende at stille det på jorden.

Den 17-årige så at der var tale om romerlys, som han efterfølgende var vidne til, at der blev antændt fem af. Da han godt var bekendt med reglerne om, at det først er lovligt at fyre fyrværkeri af fra den 27. december, kontaktede han politiet.

Da patruljen ankom til stedet, blev den 20-årige mand sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven, og det endnu ikke afskudte fyrværkeri, betjentene fandt i hans bil, blev beslaglagt. Den 20-årige mand kan nu se frem til en bøde på 5000 kroner for at have afskudt fyrværkeri fire dage for tidligt.

**

 

Fortsat en del anmeldelser om brug af fyrværkeri

På trods af at der endnu er flere dage til, at det bliver lovligt at affyre fyrværkeri, modtager Østjyllands Politi fortsat en del henvendelser om brug af fyrværkeri. Der er fortsat flest anmeldelser fra det vestlige Aarhus, men også fra resten af Aarhus, Hjortshøj, Tilst, Sabro, Ryomgaard, Nimtofte, Hammel og Odder.

Østjyllands Politi minder endnu engang om reglerne for brug af fyrværkeri:

  1. Du må købe fyrværkeri i perioden fra 15. december til 31. december.
  2. Du må kun fyre fyrværkeri af fra og med den 27. december til og med den 1. januar.
  3. Det er ulovligt og stafbart at besidde, sælge og købe ulovligt fyrværkeri.
  4. Det er ulovligt at affyre fyrværkeri mod andre - herunder beredskabspersonale - og hvis du gør det, kan det have store strafmæssige konsekvenser:
  • Der er kommet en tilføjelse til straffeloven, der betyder, at angreb med fx fyrværkeri mod personer i offentlig tjeneste (politi, brandvæsen mv.) kan straffes med bøde eller fængsel i op til 8 år.
  • Straffen for at affyre fyrværkeri mod andre er skærpet med en tredjedel - så forbrydelser der fx før gav seks måneders fængsel nu giver otte måneders fængsel.

 

**

Stukket i låret og frastjålet e-cigaret

Tirsdag kl. 17.13 steg en 16-årig dreng af bus nr. 17 ved Kirketorvet i Tranbjerg og stod kortvarigt ved busstoppestedet sammen med en anden dreng/ung mand, der også var stået af bussen. Pludselig sagde den anden, at han havde en kniv, hvilket den 16-årige forsøgte at ignorere, hvorefter han tog sin e-cigaret frem.

Den anden krævede nu, at den 16-årige gav ham e-cigaretten, hvilken han dog nægtede. Det fik den anden til at hive en kniv frem og stikke ud efter den 16-årige, der i første omgang ikke blev ramt, men efterfølgende fik et overfladisk stik i det ene lår. Gerningsmanden tog herefter den 16-åriges e-cigaret og gik fra stedet i retning mod landevejen.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Ca. 16-17 år gammel
  • Ca. 180-185 cm høj
  • Spinkel af bygning
  • Udenlandsk af udseende – muligvis arabisk
  • Var iført en grå hættetrøje samt grå matchende bukser, hvor der på begge dele var en hvid stribe/refleks. Han havde hætten oppe over
  • hovedet og var iført en grøn halsedisse.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set gerningsmanden i bussen, hvor han muligvis steg på ved Tiset Kirke, eller som kan have set ham i forbindelse med selve overfaldet på Kirketorvet i Tranbjerg. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

**

Færdselsindsats på Ringvejen i Aarhus

Østjyllands Politis færdselsafdeling gennemførte tirsdag aften i tidsrummet fra 18.30 til 20.00 en målrettet færdselsindsat på Ringvejen i Aarhus. Det førte til 13 sigtelser - heriblandt en betinget frakendelse af førerretten til en 27-årig mand fra det vestlige Aarhus, der kørte mindst 129 km/t mod tilladt 70 km/t på Hasle Ringvej.

Det viste sig dog, at manden i forvejen var betinget frakendt førerretten blandt andet på grund af hastighedsforseelser, hvor han tidligere på året blev taget med 166 km/t på motorvejen. Han kan formentlig inden længe se frem til at få det vekslet til en ubetinget frakendelse af førerretten.

Derudover gav indsatsen følgende sager:

1 x barn ikke korrekt fastspændt.
1 x brug af håndholdt mobiltelefon
8 x cykel uden lys
2 x kørekort ej medbragt

**

Forsøgte at liste to kasser øl ud via indgangspartiet

Tirsdag kl. 18.00 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Kvickly i Bruuns Galleri i Aarhus, hvor en vagt tilbageholdt en voldsom butikstyv. Vagten havde set to personer, en mand og en kvinde, i butikkens øl-afdeling, hvor de hver havde taget en kasse med øl for derefter at gå ud af butikken via indgangspartiet i stedet for via kassen.

Vagten tog kontakt til de to personer udenfor butikken og bad dem følge med. Det endte dog i håndgemæng mellem vagten og manden, og politiet blev derfor tilkaldt. Da betjentene ankom til stedet, blev den 47-årige mand anholdt og sigtet for butikstyveri. Den 52-årige kvinde, der også havde været med, blev også sigtet for butikstyveri.

**

Efterlod tændt julelys

Tirsdag kl. 14.31 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var gået ild i en juledekoration på Edderfuglevej i Studstrup ved Skødstrup. Husets beboere havde glemt at slukke julelyset, da de var taget hjemmefra, men ilden havde ikke nået at sprede sig yderligere, og der kom derfor kun mindre skader på det bord, hvor juledekorationen havde stået. Branden havde dog medført røgskader i det meste af huset. Den 36-årige kvinde, der havde efterladt det tændte julelys, blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

**

Færdsel

Tirsdag kl. 15.05 skete der et færdselsuheld på Ødumvej i Selling, Hadsten. En 36-årig mandlig bilist kom kørende ad Ødumvej og drejede til venstre mod Tåstrupvej, hvor han kørte ind foran en 50-årig mandlig cyklist, der ikke kunne undgå at ramme bilen. Den 36-årige bilist troede angiveligt, at han blot havde ramt en færdselstavle og var derfor fortsat. Han kontaktede dog selv politiet, da han kort efter igen passerede stedet og så, at der holdt en ambulance. Den 50-årige cyklist blev kørt til skadetuen, hvor han blev behandlet for et brud på armen. Den 36-årige bilist blev både sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt og for ikke at have opfyldt sine forpligtelser i forbindelse med et færdselsuheld.

Tirsdag kl. 16.14 skete der et færdselsuheld på Vestre Ringgade i Aarhus C. En 46-årig mandlig cyklist kom kørende på cykelstien, da en bil, ført af en 56-årig mand, pludselig svingede ind foran ham, da den skulle dreje til højre ud for Jensen Cykler. Cyklisten kunne ikke undgå at køre ind i bilen Cyklisten røg ind over bilens kølerhjem og landede på jorden. Cyklisten blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 56-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Tirsdag kl. 20.07 skete der et færdselsuheld på Oddervej i Mårslet. En 25-årig mand kom kørende af Oddervej, da han ikke bemærkede, at en bus, der kørte foran ham, var holdt ind til et busstoppested. Han påkørte derfor bussen bagfra med materiel skade til følge. Der skete dog ingen personskade.

Tirsdag kl. 20.50 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Rougsøvej i Ørsted.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Karetmagervej i Randers NV begået mellem mandag den 21/12 kl. 09.00 og tirsdag den 22/12 kl. 13.00
  • På Orgelvej i Randers SV begået tirsdag den 22/12 mellem kl. 16.15 og kl. 20.35

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

24. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.