Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

26. juni 2019 11:42

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 26. juni 2019

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 13.00 i Retten i Aarhus to mænd på 21 og 22 år fra Aarhus-området, der sigtes for voldtægt af særlig farlig karakter og røveri af særlig grov beskaffenhed begået mod to kvinder på en adresse i Aarhus den 8. juni. De to mænd sigtes også for voldtægt af særlig farlig karakter og røveri af særlig grov beskaffenhed begået mod to kvinder på en adresse på Frederiksberg den 9. juni og for forsøg på voldtægt af særlig farlig karakter og forsøg på røveri af særlig grov beskaffenhed på en adresse i København tirsdag, hvilket dog ikke lykkedes, da de blev anholdt. 

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere. 

 

**

 

Slået i ansigtet af ukendt kvinde

En 36-årig kvinde kontaktede tirsdag eftermiddag politiet, da hun kort efter kl. 16 var blevet udsat for et umiddelbart umotiveret overfald. Den 36-årige kvinde havde gået på Fuglesangs Allé i Aarhus V, da en ukendt kvinde kom hen til hende og sagde, at hun ikke skulle råbe efter børnene på legepladsen, som hun havde gjort det i søndags. Den 36-årige kvinde var helt uforstående overfor dette, hvilket hun forklarede kvinden, der svarede igen ved at slå den 36-årige i hovedet. Den 36-årige skyndte sig efterfølgende hjem.

Kvinden beskrives som:

  • Ca. 30 år gammel
  • 165-170 cm høj
  • Fedladen
  • Brun i huden
  • Talte dansk med accent
  • Var iført mørke bukser, lyserød cardigan med knapper og sort tørklæde med hvide palietter om hoved og hår
  • Havde meget hår, der var sat op under tørklædet
  • Havde 2-3 ringe på venstre hånd

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner til overfaldet, der skulle være sket ud for Fuglesangs Allé nr. 113 kl. ca. 16.10. Henvendelser til politiet kan gives på telefon 114.

**

To unge mænd ville ikke kendes ved bil

Tirsdag kl. 17.47 blev en patrulje opmærksom på en bil på Hovedgaden i Rønde, da de kunne se i politiets systemer, at ejeren var frakendt førerretten. Betjentene kørte derfor efter bilen, som de kort efter fandt efterladt i nærheden af to unge mænd. Mændene ønskede ikke at tale med politiet, og de ville heller ikke vedkende sig at have kørt i bilen – de oplyste, at de blot var kommet gående tilfældigt forbi.

De to unge mænd på 22 og 24 år var meget udadreagerende og højrystede, og betjentene vurderede, at de begge var påvirket af narkotika. De blev flere gange bedt om at dæmpe sig, men da de ikke efterkom det, blev de begge anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. I forbindelse med visitation af de to mænd blev den 24-årige mand fundet i besiddelse af en klump hash og ved ransagningen af bilen blev der fundet en peberspray, som den 24-årige erkendte tilhørte han. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven.

**

Overfaldet ved Tronholmen

En 20-årig mand sejlede tirsdag ved 22-tiden sammen med nogle bekendte rundt i et oppusteligt badebassin ad Gudenåen i Randers. Da de passerede Tronholmparken sad der en gruppe unge mænd på en bænk og én af dem rejste sig fra bænken og begyndte at kaste sten mod personerne i badebassinet. Den 20-årige lagde til ved Energikajen og gik hen til gruppen af unge mænd og bad dem stoppe med at kaste sten efter dem.

Da de gik tilbage mod badebassinet blev der atter kastet sten efter dem, og de vendte rundt og løb efter de to drenge, der havde kastet med stenene. De fik fat i den ene af dem, da en sort Chevrolet Cruze pludselig kom kørende i høj fart ind på parkeringspladsen. I bilen sad der fem mænd, som den 20-årige vurderede til at være i alderen 25-28 år. Alle fem steg ud af bilen og én af dem løb hen til den 20-årige, tog fat i hans trøje og krave og spurgte, hvad han havde gang i. Herefter slog han den 20-årige hårdt i brystet og på siden af hovedet, hvorefter han, sammen med de fire andre i bilen, kørte fra stedet igen.

Manden beskrives som:

  • Rumænsk af udseende
  • 25-28 år gammel
  • 180 cm høj
  • Muskuløs
  • Lys i huden
  • Sort, kort hår
  • Mørkt fuldskæg
  • Talte dansk med accent
  • Var iført en bordeaux trøje og mørke lange bukser

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til optrinnet, der foregik på parkeringspladsen ved Dansk Revision mellem kl. 22 og 22.30 tirsdag aften. Oplysninger kan gives til politiet på telefon 114.

**

Brand i sommerhus

Østjyllands Politi fik natten til onsdag kl. 01.39 en anmeldelse om, at der var opstået brand i et sommerhus på Rørsangervej i St. Sjørup ved Ørsted. To mænd på 75 og 79 år havde ligget og sovet i sommerhuset, da den ene vågner og opdager, at sommerhuset af fyldt med røg, der kom fra badeværelset, hvor der var gået ild i nogle håndklæder og en måtte. Begge mænd kommer ud af huset og får ringet 112. Brandvæsnet kom hurtigt til stedet og fik styr på branden.

**

Ild i plæneklipper

Østjyllands Politi modtog tirsdag kl. 12.43 en anmeldelse om, at der var opstået brand på en ejendom på Højvangsvej i Følle ved Rønde. Det viste sig, at ilden var opstået i en plæneklipper, og der var kun mindre røgudvikling og ingen fare for hverken mennesker eller dyr. Der blev heller ikke brug for politiets hjælp.

**

Færdsel

Tirsdag kl. 14.02 skete der et færdselsuheld på Kirkebakken i Beder. En 30-årig mandlig bilist fik et ildebefindende og mistede bevidstheden, hvorefter han kørte ind i et træ og ud på en mark. Der skete umiddelbart ingen personskade ved uheldet.

Tirsdag kl. 15.12 var der problemer med bomme og lysregulering ved Skanderborgvej/Øllegårdsvej i Viby. Bommene for letbanen ville ikke gå op, og der blev tilkaldt en tekniker, der konstaterede, at der skulle skiftes en føler i vejbanen, hvorfor vejbelægningen skulle skæres op. Vejen blev derfor spærret indtil arbejdet var færdigt kl. ca. 17.50

Tirsdag kl. 15.43 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Brabrand. I forbindelse med køkørsel på motorvejen påkørte en 53-årig mandlig bilist en forankørende bil ført af en 35-årig kvinde. Herefter skete der også påkørsel af en tredje bil, der blev ført af en 44-årig kvinde. To af bilerne blev totalskadet ved sammenstødet, mens den tredje bil kunne køre fra stedet. Ingen personer kom til skade ved uheldet. Som følge af uheldet var motorvejen kortvarigt helt spærret, men kl. 16.20 var begge vognbaner atter farbare.

Tirsdag kl. 19.30 skete der et færdselsuheld på Herredsvej i Aarhus V. En patrulje kørte bag en motorcykel og ønskede at foretage et rutinetjek af føreren. Betjentene aktiverede derfor udrykningsblinkene, hvilket fik den 20-årige fører af motorcyklen til at køre op over fortovet og påkøre en stensætning. Motorcyklen fik skader på fronten, men der skete ingen personskade.

Tirsdag kl. 20.47 skete der et færdselsuheld på Karmark Skovvej i Lille Thorup ved Ulstrup. En 49-årig mandlig motorcyklist kom kørende med lav hastighed i en kurve, da han fik hjulene ud i græsrabatten, så motorcyklen begyndte at slingre, hvorefter han væltede i grøften. Føreren slap umiddelbart uden skader.

Tirsdag kl. 22.05 blev en 47-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Tørvebryggen i Randers C.

Natten til onsdag kl. 01.10 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Strandvejen i Ebeltoft.

Onsdag kl. 06.36 skete der et færdselsuheld på Kondrupvej i Randers NV. En 64-årig mandlig motorcyklist kom kørende ad Kondrupvej, da han af endnu ukendte årsager mistede herredømmet over motorcyklen og væltede. Den 64-årige fører blev kørt til behandling på skadestuen.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Tousvej i Åbyhøj begået tirsdag den 25/6 mellem kl. 10.45 og kl. 12.00
På Nordre Ringvej i Ryomgård begået tirsdag den 25/6 mellem kl. 11.30 og kl. 12.00

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

29. marts 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 29. marts 2024.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

28. marts 2024

Østjyllands Politi

Døgnrapport

"Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 27. marts 2024 Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds"

27. marts 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 27. marts 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.