Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

4. december 2023 10:40

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. december 2023

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds. 

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag. 

 

Mindre sprængning i Odder – ingen personer kommet til skade

Tidligt søndag morgen kl. 04.59 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en borger for omkring en times tid siden havde hørt et brag, hvorefter vedkommende havde opdaget, at en dør til en frisørsalon på Holsteinsgade i Odder var blevet knust. Der havde formentligt været begået indbrud på stedet.

I forbindelse med sprængningen blev der konstateret mindre skader på et nærtliggende pizzeria samt på mindst to biler.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med episoden. Stedet var afspærret frem til søndag eftermiddag kl. 13.00, hvor politiet foretog diverse tekniske undersøgelser og sporsikring.

Det er fortsat uklart, hvilken form for sprængning, der har været foretaget, samt hvorfor sprængningen har fundet sted.

Østjyllands Politi har pt. ingen sigtede eller mistænkte gerningsmænd, men sagen er fortsat under efterforskning. Politiet har for nuværende ikke yderligere oplysninger om sagen.

**

 

Sigtet for bedrageri: Forsøgte at snyde taxachauffør

To mænd på 22 og 36 år forsøgte natten til mandag at snyde sig til en gratis taxatur, men de endte med at blive sigtet. 
Mændene tog lidt over midnat en taxa fra Aarhus Midtby, men da de kom frem til den aftale destination i Langå, forsøgte de at stikke af, da chaufføren ville have betaling.

Chaufføren nåede at få tilbageholdt den ene, og da en patrulje kort efter kom frem, befandt begge mænd sig på stedet. De erkendte, at de havde taget taxaen, selvom de vidste, at de ikke havde penge til at betale for turen. Begge blev sigtet for bedrageri. 

Under visitationen af den 36-årige fandt betjentene en mindre mængde euforiserende svampe, som han blev sigtet for at besidde. Svampene blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

** 

 

Passager flygtede fra bil med hash

En patrulje fattede søndag aften kl. 21.30 mistanke til tre unge mænd i en bil på Ryhavevej i Hasle, og de fik derfor dirigeret den ind til siden. 

Da bilen holdt ind, sprang en af mændene ud og løb fra stedet, men en af betjentene var hurtigere og fik hurtigt løbet ham op. Den 20-årige løbeglade mand blev ført tilbage til bilen, hvor hans to jævnaldrende venner begge sad. Alle tre blev herefter sigtet og visiteret, og bilen blev ransaget. 

Betjentene fandt en mindre mængde hash på en af passagerne i bilen, og han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Der blev ikke fundet yderligere ulovlige genstande, og de to andre – heriblandt den 20-årige, der var flygtet – fik frafaldet deres sigtelser.

**

 

Stjålet bil involveret i færdselsuheld

En 19-årig kvinde fik søndag sin bil tilbage, efter den var blevet stjålet fra en adresse i Risskov i perioden fra lørdag aften til natten til søndag.

Søndag kl. 14.25 fik Østjyllands Politi anmeldelse om et færdselsuheld på Svinget i Hinnerup. Her havde føreren af den stjålne bil ramt ind i en bil ført af en 43-årig mand fra lokalområdet. 

Ingen af parterne kom umiddelbart til skade ved uheldet. En mand i 20’erne flygtede til fods fra den stjålne bil, og det lykkedes ikke politiet at finde frem til ham, da betjentene kom frem. Der blev sikret spor fra bilen til nærmere efterfølgende undersøgelser, inden den 19-årige ejer fik sin bil retur.

**

 

Færdsel

Søndag kl. 12.36 skete der et færdselsuheld på Dråby Bygade i Ebeltoft. En 24-årig kvindelig bilist gled af vejen, røg igennem en hæk og endte på taget. Hverken hun eller den passager, hun havde med, kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet. 

Søndag kl. 13.45 blev en 45-årig mand anholdt og sigtet for spritkørsel på Brattingsborg på Samsø. Den 45-årige fik foretaget en blodprøve, der skal fastslå, hvad hans promille var.

Søndag kl. 15.10 skete der et færdselsuheld på Gunnerupmosevej i Assentoft. En 41-årig kvindelig bilist skred ud i det glatte fører og gled over i en modkørende bil ført af en 75-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Søndag kl. 15.29 skete der et færdselsuheld i krydset Romalt Boulevard/Grenåvej i Randers SØ. En 41-årig kvindelig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en bil ført af en 51-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Søndag kl. 15.48 skete der et færdselsuheld på Herningmotorvejen i Brabrand. En 31-årig mand mistede kontrollen over sin bil på den glatte vej i en kurve ved afkørslen. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Søndag kl. 22.15 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 21-årig mand var blevet ramt af en bil, da han gik på Dortesvej i Brabrand. Efterfølgende var bilisten kørt fra stedet uden at give sig til kende. Sammenstødet skete ved lav fart, og den 21-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Mandag kl. 04.40 skete der et færdselsuheld på Viby Ringvej i Viby. En 23-årig mand mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i en lysmast, der væltede. Den 23-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Da politiet mistænkte, at han var påvirket af stoffer, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel. En blodprøve skal nu vise, om han havde narko i blodet. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Østervangs Allé i Auning begået mellem fredag d. 1/12 kl. 17.00 og søndag d. 3/12 kl. 10.45
På Elleparken i Lystrup begået mellem lørdag d. 2/12 kl. 19.00 og søndag d. 3/12 kl. 11.30
På Elleparken i Lystrup begået mellem lørdag d. 2/12 kl. 13.00 og søndag d. 3/12 kl. 12.30
På Rønnehaven i Lystrup begået mellem lørdag d. 2/12 kl. 07.40 og søndag d. 3/12 kl. 16.00
På Broagervej i Allingåbro begået søndag d. 3/12 mellem kl. 18.50 og kl. 19.10
På Østervangs Allé i Auning begået mellem torsdag d. 30/11 kl. 11.30 og søndag d. 3/12 kl. 19.50

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

5. oktober 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands politi: uddrag af døgnrapporten 05. oktober 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds

4. oktober 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. oktober 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

3. oktober 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 3. oktober 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.