Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

6. november 2019 10:27

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 6. november 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Fremstilling i Retten i Randers

Østjyllands Politi fremstillede onsdag klokken 9.00 en 18-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for at have truet en 17-årig dreng på livet ved at have peget på ham med en kniv, mens han kom med forskellige verbale trusler. Han sigtes desuden for brud på knivloven og for vidnetrusler ved efter voldsepisoden at have sendt en chatbesked, hvor han advarede den 17-årige om konsekvenser, hvis sagen kom for retten. 

Episoden fandt sted tirsdag morgen ved en produktionshøjskole i Randers, hvor både den 17-årige og den 18-årige er elever. Den 18-årige blev kort efter anholdt på stedet. 

Den 18-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede kendelsen. 

**

Den mobile politistation på gymnasium

De lokale Odder-betjente Jan og Casper har onsdag kørt den mobile politistation ind foran Odder Gymnasium, som har fokus på rusmidler, unges alkoholkultur m.m. denne dag. Betjentene er klar til en snak med både unge og gamle frem til omkring kl. 14.00.

**

 

Mand uden kørekort stak af fra politiet – anholdt hjemme

En patrulje satte tirsdag kl. 18.17 efter en bil, der kom kørende på Silkeborgvej i Aarhus, da de genkendte en 35-årig mand bag rattet, som de vidste er frakendt kørekortet. Selvom betjentene satte blinket til og signalerede til manden, at han skulle stoppe, fortsatte han i stedet i meget høj fart. I krydset Søren Frichs Vej/Vestre Ringgade kørte han over for rødt, inden han fortsatte over Ringbroen, hvor patruljen måtte opgive af følge ham af sikkerhedsmæssige hensyn. 

Kort efter fandt de bilen parkeret på et grønt område ved Nordborggade. Den 35-årige var ikke på stedet, men en hundepatrulje kunne følge et spor i området, som blandt andet gik op ad en mudret skrænt. En anden patrulje kørte til mandens adresse i Aarhus C og ventede lidt tid foran bygningen, da de pludseligt så den 35-årige stige ud af en taxa og gå hen til lejligheden. Han var godt mudret til op ad benene og havde ikke lyst til at fortælle betjentene, hvor han havde været. 

Han blev anholdt klokken 19.02 og sigtet for kørsel uden førerret, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at køre over for rødt. 

**

Specialpatruljen fandt amfetamin hos kvinde

En 50-årig kvinde blev tirsdag kl. 11.30 ringet op af Østjyllands Politis specialpatrulje, der bad hende om at komme hjem til sin lejlighed i Grenaa. Betjentene stod nemlig foran døren og ville gerne ind og undersøge et tip om, at der skulle være stoffer i hendes hjem. 

Kvinden kom hjem og lukkede patruljen ind. Kort efter havde betjentene fundet mindre mængder af amfetamin, hash og nogle ulovlige piller. Den 50-årige blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Groft hærværk mod spillemaskiner

En spillehal på Paludan-Müllers Vej i Aarhus N blev tirsdag kl. 12.42 udsat for groft hærværk, da en mand, ifølge ejeren på stedet, ødelagde tre spillemaskiner til en værdi af flere hundredetusinde kroner. Ifølge vidner havde manden tabt en del penge på spillemaskinerne, og i frustration slog han en flaske og sin krykke hårdt ind i maskinerne. Herefter stak han af fra stedet. 

Østjyllands Politi har flere spor at gå efter i forhold til at finde frem til manden. 

**

 

Tricktyv stjal mobiltelefoner i baglokale

To medarbejdere i en frisørsalon på Hovedvejen i Hasselager blev tirsdag kl. 14.00 udsat for et tricktyveri og mistede deres mobiltelefoner. En fremmed mand kom ind i salonen og sneg sig ind i baglokalet, hvor han afledte medarbejderne, mens han på engelsk forklarede, at han ville klippes. 

Medarbejderne fattede mistanke til manden og bad ham gå ud af butikken. Manden tog herefter et magasin op fra bordet i baglokalet og begyndte at gå ud af butikken. Den engelsktalende mand tog nu noget ud fra magasinet og lagde i sin baglomme, og da medarbejderne så det, råbte de, at han skulle blive på stedet. Det ignorerede han og løb ned ad gaden, inden nogen kunne nå at reagere. 

Efterfølgende fandt medarbejderne ud af, at deres mobiltelefoner, som havde ligget på bordet i baglokalet, var væk. 

Manden beskrives som: 

Østeuropæisk af udseende
Ca. 35-40 år
Ca. 175 cm høj, kraftig 
Mørkt, tyndt hår med høje tindinger, som var meget kort i siderne, mørke skægstubbe, men dårlig skægvækst 
Rund i ansigtet og havde stor næse
Talte gebrokkent engelsk

**

 

28-årig mand havde stoffer og kniv i bilen

En patrulje opdagede tirsdag kl. 18.01, at en mand sad og lavede en joint i en bil på en p-plads på Vølundsvej i Åbyhøj. Da betjentene henvendte sig til den 28-årige mand i bilen, fik de øje på en pose med hash, der lå ved siden af ham. 

Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, og patruljen ransagede bilen for at se, om der var flere ulovlige rusmidler. Det var der ikke, men til gengæld fandt betjentene en ulovlig kniv, som den 28-årige også blev sigtet for at besidde.  

** 

 

Ung mand sigtet for hærværk efter hjulspin

En 19-årig mand blev tirsdag kl. 20.35 præsenteret for en sigtelse for hærværk, efter han havde fræset rundt i en p-kælder på Inge Lehmanns Gade i Aarhus. Han lavede gentagne gange hjulspin i sin bil, så asfalten blev ødelagt, og det kostede ham altså en skrivelse fra politiet. 

**

 

Færdsel

Tirsdag kl. 9.53 skete der et færdselsuheld i krydset Åby Ringvej/Silkeborgvej i Åbyhøj. En 22-årig kvindelig bilist svingede til venstre ad Åby Ringvej og ramte ind i en bil ført af en 70-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. 

Tirsdag kl. 11.15 skete der et færdselsuheld på Vestre Ringgade i Aarhus C. En 83-årig mandlig cyklist mistede balancen og væltede på cyklen, så han pådrog sig flere hudafskrabninger i ansigtet. Han blev efterfølgende kørt til skadestuen, men han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Ifølge den 83-årige blev han ramt af en 64-årig kvindelig cyklist, som dog ikke mener, at hun ramte ham. 

Tirsdag kl. 13.40 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej i sydgående retning omkring Brabrand. En 46-årig kvindelig bilist og en 45-årig mandlig bilist ramte ind i hinanden i forbindelse med en sammenfletning. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. 

Tirsdag kl. 16.22 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i nordgående retning ved Grundfør. En 33-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 35-årig mand. Kvinden blev efterfølgende kørt til skadestuen med et brud på foden. 

Tirsdag kl. 16.45 blev en 46-årig mand anholdt og sigtet for at køre sprit- og narkokørsel på sin knallert, da han blev standset af en patrulje på Tilemannsvej i Hammel. 

Tirsdag kl. 21.30 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Korupskovvej ved Ryomgård. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Ulstrup Skovvej i Sdr. Vinge ved Ulstrup begået mandag d. 4/11 mellem kl. 12.00 og kl. 22.30
På Kærvej i Danstrup ved Ulstrup begået tirsdag d. 5/11 mellem kl. 6.30 og kl. 21.15

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

22. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

21. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 21. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

20. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.