Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 8. august 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Anholdt: Havde kniv, peberspray og stoffer på sig
En 24-årig mand forsøgte onsdag aften at flygte fra politiet, men han endte i stedet med håndjern på og en række sigtelser.
Klokken 19.44 blev en patrulje fra Østjyllands Politi opmærksomme på fire mænd, der sad i en bil, som holdt på Kalmargade i Aarhus N. Da betjentene gik hen til bilen for at snakke med mændene, hoppede den ene ud og begyndte at løbe fra stedet.
En af betjentene satte efter, og 20-25 meter længere nede ad vejen fik han anholdt den 24-årige, som gjorde kraftigt modstand, da han skulle have håndjern på.
Under sin korte løbetur havde den 24-årige kastet en kniv fra sig, som betjentene sikrede. Derudover beslaglagde patruljen også nogle tramadoler og en peberspray, som den unge mand havde i lommen.
Den 24-årige endte med at blive sigtet for at besiddelse af euforiserende stoffer, for overtrædelse af knivloven og for overtrædelse af våbenloven. Han blev desuden sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde ved at have modsat sig anholdelsen.
Den ene af de tre andre mænd i bilen, en 19-årig mand, fik også en sigtelse for overtrædelse af knivloven, da betjentene fandt en kniv under hans sæde.
**
Vanvidsbilisme: Målt til at køre over 100 km/t i en byzone
En af politiets fotovogne blitzede onsdag omkring kl. 09.00 en bilist, der kørte med meget voldsom hastighed ad Århusvej gennem Trustrup på Djursland.
I byzonen, hvor fartgrænsen er 50 km/t, blev bilisten målt til at køre mindst 102 km/t, og det er så stor en overskridelse, at det hører under kategorien vanvidsbilisme.
Derfor kontaktede operatøren af fotovognen straks nogle kolleger i politiet, hvorefter en patrulje blev sendt afsted for at få standset bilisten. Betjentene fik nogle minutter senere øje på bilen, der blev ført af en 56-årig mand fra Aarhus.
Den 56-årige blev sigtet for sin hastighedsoverskridelse og fik frataget sit kørekort administrativt på stedet, og hans bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation - jf. bestemmelserne om vanvidskørsel.
**
Mistænkt for cykeltyveri kørte uden kørekort
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 08.28 en anmeldelse om larm og uro på en adresse i Skødstrup, og en patrulje kørte derfor til stedet for at undersøge sagen nærmere.
Det viste sig, at en kvinde og en mand havde været oppe at skændes, og at de efterfølgende var kørt sammen fra adressen i en varebil, som patruljen standsede kort derfra. Den 35-årige mand, der sad bag rattet, havde ikke noget kørekort, så han blev sigtet for kørsel uden førerret.
Hjemme på adressen i Skødstrup stod fem cykler, som den 35-årige havde haft med, da han kom på besøg hos kvinden. Da han ikke kunne forklare, hvor cyklerne kom fra, og politiet mistænkte, at de var stjålet, blev han sigtet for tyveri, og cyklerne blev beslaglagt til nærmere undersøgelse.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Dalumvej i Højbjerg begået mellem lørdag d. 13/7 kl. 10.30 og onsdag d. 7/8 kl. 09.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877