Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 9. august 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Brand i villa i Højbjerg
Politi og brandvæsen rykkede torsdag kl. 13.33 ud til en brand i en villa på Terp Skovvej i Højbjerg.
Tre mindreårige børn var alene hjemme, da branden startede, men alle var selv kommet ud af huset før myndighederne nåede frem. Ingen af dem kom noget til.
Villaen var overtændt, da politiet kom frem, og bygningen udbrændte stort set. Østjyllands Politi foretog en umiddelbar besigtigelse af den nedbrændte bygning, men bygningen var så beskadiget, at der ikke blev foretaget yderligere tekniske undersøgelser.
Brandårsagen er endnu ukendt og Østjyllands Politi har ikke umiddelbart yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.
**
Højttaler fra Smukfest sporet til Aarhus – ung mand sigtet
En lille lejr på campingområdet ”Kærligheden” til Smukfest i Skanderborg stod pludseligt uden musik, da deres Soundboks torsdag var blevet stjålet – men det endte med, at politiet fandt frem til både tyv og højttaler, der viste sig at befinde sig i Østjyllands politikreds.
Soundboksen havde én af personerne i lejren lejet gennem et firma på festivalen, og den var udstyret med et såkaldt AirTag, så den nemt kunne spores via GPS-signal.
Da signalet kom fra en adresse i Brabrand, blev det Østjyllands Politi, der rykkede ud, og her fandt betjentene hurtigt frem til den stjålne højttaler, som stod i en lejlighed hos nogle unge mennesker.
En 23-årig mand, der var på besøg i lejligheden, erkendte straks, at det var ham, der havde stjålet Soundboksen på campingområdet, inden han havde forladt festivalen. Han blev derfor sigtet for tyveri.
Det var dog ikke den eneste sigtelse, som den 23-årige mand fik. Han havde nemlig også en mindre mængde hash og en peberspray på sig, og det kostede derfor sigtelser for både besiddelse af euforiserende stoffer og overtrædelse af våbenloven.
Så på den måde fik den unge mand ”Kærligheden” at føle, mens højttaleren igen kunne spille sød musik for festivalgæsterne på pladsen i Skanderborg.
**
To mænd sigtet for at affyre fyrværkeri ved arresten
Natten til fredag kl. 00.15 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der blev fyret fyrværkeri af ud for arresten på Vester Allé i Aarhus C.
En patrulje kørte til stedet, hvor de traf to mænd, der begge blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
De forklarede, at en af deres venner sad i arresten, og at de ville fejre hans fødselsdag ved at affyre et bomberør. Efter at have modtaget sigtelserne fik de to mænd besked på at forlade området.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Bøgebakken i Lillering begået torsdag d. 8/8 mellem kl. 13.45 og kl. 20.10
• På Elverdalsvej i Højbjerg begået fredag d. 9/8 kl. 05.37
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877