Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

12. september 2022 11:18

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 12. september 2022

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 11.00 en 56-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder, efter at politiet under en ransagning søndag aften fandt et oversavet jagtgevær i hans hjem i en by tæt på Ryomgård. 

Han sigtes desuden for trusler på livet ved at have sendt beskeder med truende indhold til en bekendt.

Under ransagningen fandt politiet også en machete og noget ulovligt fyrværkeri, som han blev sigtet for at besidde.  

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

Kvinde udsat for vold i Mollerup Skov – vidner søges

En 18-årig kvinde anmeldte søndag aften kl. 23.28, at hun omkring kl. 22.30 var blevet overfaldet i Mollerup Hundeskov i Risskov, da hun var ude at gå med sin hund. 

Ifølge kvinden havde en mand henvendt sig til hende og talt til hende på et fremmed sprog, hvorefter han tog fat i hende og kradsede hende på halsen. Da den 18-årige forsøgte at løbe væk, indhentede manden hende, holdt hende fast i armen og slog hende i ansigtet med knyttet hånd. 

Det lykkedes kvinden at vriste sig fri og løbe hjem, hvorefter hun kontaktede politiet. 

Den 18-årige fik mærker i ansigtet efter slaget, men hun kom ikke alvorligt til skade. 

Østjyllands Politi havde kort efter anmeldelsen patruljer i området for at lede efter manden, men det lykkedes ikke at finde frem til ham. Sagen efterforskes nu nærmere, og Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set manden søndag aften, eller har oplysninger om, hvem han er. 

Kvinden har givet følgende signalement af gerningsmanden:

Ca. 40-50 år
Ca. 180 cm, kraftig af bygning
Brun i huden
Iført sort hættetrøje og blå cowboybukser
Talte fremmedsprog

Oplysninger kan gives til politiet på tlf. 114. 

**

 

Fik stjålet sit kreditkort i pirattaxa

En 38-årig mand anmeldte søndag, at han natten til lørdag havde fået stjålet sit kreditkort, og at der nu var blevet hævet nogle tusinde kroner på det. 

Han havde taget en pirattaxa hjem fra byen i Aarhus, og da han steg ud og begyndte at gå mod sin bopæl, råbte chaufføren efter ham, at han havde glemt sin pung i bilen. 

Den 38-årige tog sin pung og gik hjem, og først dagen efter opdagede han, at hans kreditkort var væk, og at der var hævet en del penge på det. 

Østjyllands Politi advarer på det kraftigste mod at benytte sig af pirattaxaer, da der har været mange lignende episoder, hvor passagerne bliver udsat for tyveri eller røveri. 

**

 

Lånte sin telefon ud og blev snydt

En 24-årig mand anmeldte søndag, at han om natten omkring kl. 3.00, var blevet snydt af tre mænd på gaden i Aarhus. Den 24-årige forklarede, at han havde været i byen, da han på Klostertorvet mødte de tre mænd. Den ene spurgte, om han måtte låne den 24-åriges mobil til at foretage et enkelt opkald. 

Det fik han lov til, og mens manden stod med hans telefon, begyndte de to andre mænd at indlede en længere samtale med den 24-årige. 

Lidt efter fik den 24-årige sin telefon tilbage, og noget tid efter opdagede han, at der var overført nogle tusinde kroner via MobilePay. 

Der har tidligere været anmeldelser om lignende sager i nattelivet, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man ikke låner sin mobiltelefon ud til fremmede personer. Hvis man alligevel gør det, så hold nøje øje med vedkommende, der har lånt den. 

**

 

Brand i villa i Randers

Politi og brandvæsen rykkede søndag kl. 14.50 ud til en brand i en garage på Hjortholmvej i Randers NØ. Der var gået ild i en bil, hvorefter branden havde bredt sig til garagen og en del af villaen. 

Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, men der nåede at ske en del materielle skader, og garage og bil udbrændte helt. 

Ingen personer kom umiddelbart noget til. 

**

Sigtet for narkokørsel havde stoffer i bilen

En patrulje fra Østjyllands Politi fattede natten til mandag kl. 00.03 mistanke til en mand, der holdt i sin bil på en parkeringsplads på Skolevej i Assentoft. 

Da den 29-årige mand bag rattet virkede påvirket af stoffer og i øvrigt var frakendt kørekortet, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden.  

Under en ransagning af bilen fandt patruljen nogle bøtter med en mindre mængde amfetamin, og den 29-årige blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Det blev til endnu en sigtelse, da det viste sig, at de nummerplader, der sad på bilen, var stjålet fra en anden bil. 

** 

 

Færdsel

Søndag kl. 14.03 skete der et færdselsuheld på Bakkely i Skødstrup. Tre biler ført af hhv. en 31-årig kvinde, en 45-årig kvinde og en 42-årig mand var involveret i et harmonikasammenstød. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 


**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Rådhusgade i Odder begået søndag d. 11/9 mellem kl. 00.30 og kl. 8.00
På Søren Quists Vej i Vejlby ved Grenaa begået mellem fredag d. 9/9 kl. 14.00 og søndag d. 11/9 kl. 9.55
På Hovbro i Aidt ved Thorsø begået søndag d. 11/9 kl. 16.36
På Østergade i Hammel begået mellem fredag d. 9/9 kl. 11.00 og søndag d. 11/9 kl. 17.00

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

Flere døgnrapporter

9. december 2022

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 9. december 2022

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

8. december 2022

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 8. december 2022

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

7. december 2022

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 7. december 2022

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Forslag