Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

13. september 2019 10:14

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 13. september 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag. 

 

Mand omkommet efter ulykke med havetraktor

En 67-årig mand fra Randers afgik natten til fredag ved døden, efter han havde været involveret i en ulykke med en havetraktor. Østjyllands Politi fik en anmeldelse torsdag kl. 19.07 om, at den 67-årige lå fastklemt under en væltet havetraktor på en adresse på Hadstenvej i Randers SV. Den 67-årige var ved at slå græs i sin have, da traktoren væltede ned i en grøft ud til vejen.

 

Et familiemedlem på adressen opdagede den 67-årige ligge under traktoren og fik alarmeret nogle tilfældigt forbipasserende, som ringede 112. Den 67-årige blev kørt til hospitalet, hvor han senere døde af sine kvæstelser. De pårørende er underrettet. Hvordan ulykken præcist er sket, er fortsat uvist. Arbejdstilsynet er også orienteret om ulykken. 

**

 

Aggressiv biltyv anholdt i Aarhus

En 23-årig mand blev torsdag kl. 19.26 pludseligt beordret ud af sin bil af en fremmed mand, som stillede sig hen foran bilen på Ingerslevs Boulevard i Aarhus C. Manden var meget aggressiv, og den 23-årige valgte at gå ud af bilen, hvorefter den fremmede mand satte sig ind og kørte fra stedet. Patruljerne i Aarhus blev bedt om at kigge efter bilen, og i mellemtiden kom der flere anmeldelser fra borgere, som fortalte om en bilist, som kørte vildt og hensynsløst på vejene i Aarhus. Bilisten kørte i samme bil, som var blevet stjålet. 

Klokken 20.00 på Næringen i Risskov fandt en patrulje bilen, som holdt på tværs af vejen. Da manden så politiet løb han hen mod dem, og han blev derfor eksponeret for peberspray og anholdt. Han er foreløbigt sigtet for biltyveri. 

**

 

Påvirket mand hentet ned fra elmast

En 41-årig mand, der både var påvirket af alkohol og stoffer, skabte en farlig situation, da han torsdag kl. 14.33 kravlede op i en elmast på Klostergade i Aarhus. Manden stod omkring otte meter oppe i masten, og flere vidner forsøgte at få ham til at gå ned igen – uden held. I stedet måtte brandvæsnet køre en lift hen til manden, som frivilligt gik ombord og blev hejst ned igen.  Nede på jorden ventede en patrulje, som anholdt den 41-årige og sigtede ham for at for at forstyrre den offentlige orden. 

 

**

 

Borger så mand kravle ind af vindue

En borger ringede torsdag kl. 21.59 til 112, da han så en mand, som var i færd med at kravle ind af et opbrudt kældervindue i en forretning på Jægergårdsgade i Aarhus C. Borgeren blev på stedet, indtil en patrulje kort efter kom frem. Her traf betjentene en 48-årig mand, som kom gående ud fra en baggård til forretningen. Han havde svært ved at forklare, hvad han lavede der, og da borgeren genkendte ham, som indbrudstyven, blev den 48-årige anholdt og sigtet. 

 

**

22-årigs telefon afslørede narkosalg

Østjyllands Politis specialpatrulje bankede torsdag kl. 17.23 på døren til en lejlighed i Odder. Her var den 22-årige beboer ikke særlig villig til at lukke de uventede gæster ind, men da patruljen skulle til selv at skaffe sig adgang, valgte han alligevel at åbne. Han stod med poser med hash og pot i hånden, og han blev derfor anholdt på stedet. 

Under ransagningen af lejligheden fandt betjentene også lidt kokain, og da de kiggede hans telefon igennem, kunne de konstatere, at han solgte stoffer. Han blev derfor sigtet for narkosalg. 

**

Kvik borger fulgte efter butikstyv

En 42-årig mand blev torsdag anholdt og sigtet for butikstyveri, efter at en borger havde ledt politiet på sporet af ham. Klokken 17.32 gik den 42-årige ind i en skobutik på Jægergårdsgade i Aarhus C. Her tog han et par støvler og gik ud af butikken. 

En medarbejder forsøgte at tilbageholde ham, men han vristede sig fri og løb fra stedet. En borger fulgte efter tyven på afstand, mens han var i kontakt med politiet. Han kunne derfor lede politiet frem til den 42-årige, som blev anholdt et stykke fra butikken. 

**

Specialpatruljen fandt kokain på adresse i Randers

En 22-årig mand blev torsdag kl. 20.50 anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg, efter at Østjyllands Politis specialpatrulje havde været på besøg på hans adresse i Randers NØ. Her fandt betjentene noget kokain og flere tegn på, at den 22-årige solgte det. Han blev derfor anholdt på stedet. 

**

Færdsel

Torsdag kl. 7.33 skete der et færdselsuheld på Randersvej ved Hadsten. En 23-årig mandlig bilist kørte ind i en lastbil ført af en 48-årig mand, hvorefter både bil og lastbil endte i grøften. Ingen af de involverede kom umiddelbart til skade ved uheldet. 

Torsdag kl. 11.01 blev en 34-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Rytoften i Hasle. 

Torsdag kl. 11.16 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Fredens Torv i Aarhus C. Han desuden sigtet for at have en ulovlig kniv med i bilen. 

Torsdag k. 13.40 skete der et færdselsuheld på Molsvej i Femmøller ved Ebeltoft. En 15-årig dreng kom cyklende ned ad bakke og ramte frontalt ind i en 57-årig mand, som kom cyklende op ad bakke. Begge cyklister blev kørt til skadestuen til tjek, men ingen af dem kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Torsdag kl. 14.37 skete der et færdselsuheld på Park Allé i Aarhus C. En 40-årig kvindelig bilist kørte ind i en 70-årig kvinde, som kom gående over vejen. Den 70-årige kvinde blev efterfølgende kørt til skadestuen – formentligt med en brækket fod. 

Torsdag kl. 16.43 skete der et færdselsuheld i krydset Markedsgade/Mariagervej i Randers C. En 47-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 31-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 47-årige blev sigtet for at køre over for rødt. 

Torsdag kl. 16.53 skete der et færdselsuheld på Storegade i Pindstrup. En 67-årig mandlig bilist ramte ind i en 25-årig kvinde, som kom kørende på knallert. 

Torsdag kl. 18.45 blev en 47-årig mand anholdt og sigtet for at køre spritkørsel på sin knallert, da han blev standset af en patrulje på Molsvej ved Rønde. 

Fredag kl. 2.41  blev en 31-årig mandlig bilist sigtet for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Vesterbro Torv i Aarhus. Da det var tredje gang inden for tre år, at han blev opdaget i at køre uden kørekort, blev hans bil beslaglagt. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Ørnebakken i Lystrup begået mellem onsdag d. 11/9 kl. 17.00 og torsdag d. 12/9 kl. 16.00
På Århusvej i Assedrup ved Odder begået mellem søndag d. 1/9 kl. 16.00 og torsdag d. 12/9 kl. 12.00
På Vadstedvej i Svenstrup ved Hammel begået mellem onsdag d. 11/9 kl. 7.50 og torsdag d. 12/9 kl. 16.40 
På Langenæs Allé i Aarhus C begået torsdag d. 12/9 mellem kl. 13.30 og kl. 15.00
På Kettingvej i Harlev begået torsdag d. 12/9 mellem kl. 17.00 og kl. 18.59
På Kirsebærhaven i Lystrup begået mellem onsdag d. 11/9 kl. 15.30 og torsdag d. 12/9 kl. 20.55

 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

22. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. december 2024.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

21. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag fra døgnrapporten 21. december 2024.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

20. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.