Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 13. oktober 2022
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Foto: Østjyllands Politi
Målt til at køre over 100 km/t i byzone
En fotovogn fra Østjyllands Politi fik onsdag travlt med at blitze, da den stod på Søren Frichs Vej tæt på Valhalsvej i Åbyhøj.
Fotovognen holdt på stedet, hvor den tilladte hastighed er 50 km/t, fra omkring 15.30 til 22.30, og i den periode blev 108 bilister målt til at køre for stærkt. Ni af dem kan se frem til et klip i kørekortet, mens én bilist står til en betinget frakendelse af kørekortet, da bilen nåede op på en hastighed lige under 100 km/t.
En anden bilist blev målt til hele 105 km/t i byzonen, og da det betegnes som vanvidskørsel, koster det umiddelbart en ubetinget frakendelse af kørekortet, ligesom han risikerer fængselsstraf og konfiskation af bilen.
**
Havde signalpistol og skunk i bilen
En patrulje fra lokalpolitiet i Aarhus Vest standsede onsdag kl. 15.43 en 26-årig mand i sin bil på Gudrunsvej i Brabrand.
Da betjentene havde mistanke til, at der var stoffer i bilen, blev den ransaget, og den 26-årige blev visiteret. I bilen fandt patruljen en signalpistol, og i lommerne på bilisten lå en mindre mængde skunk.
Han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven og for besiddelse af euforiserende stoffer. Han fik endnu en sigtelse, da det viste sig, at han er frakendt kørekortet.
**
Falske bankmænd på spil i Aarhus
Østjyllands Politi fik onsdag anmeldelser fra to ældre kvinder i Aarhus, der var blevet narret til at udlevere dankort og kode til en mand, der udgav sig for at være fra banken.
En 81-årig kvinde i Aarhus C blev ved middagstid ringet op af en mand, der sagde, at han var fra banken, og at der var nogle, der havde forsøgt at hæve penge på hendes konto. Hun skulle derfor have et nyt dankort og aflevere det gamle til en medarbejder, som ville komme forbi.
Kort efter ankom en mand, der udgav sig for at være bankmedarbejderen, og han fik kort og kode med, hvorefter der blev hævet nogle tusinde kroner på kortet, inden det blev spærret.
Samme fremgangsmåde blev benyttet, da en 83-årig kvinde lidt senere blev snydt et andet sted i Aarhus C.
Østjyllands Politi opfordrer på det kraftigste til, at man aldrig giver sit kort eller kode til nogen. Banken vil aldrig bede om din kode eller komme ud for at hente dit kort. Læg på hvis du har mistanke om svindel, eller ring til banken og tjek, om det var dem, der har ringet til dig.
**
Færdsel
Onsdag kl. 11.14 skete der et færdselsuheld i krydset Vennelyst Boulevard/Nørre Boulevard i Aarhus C. En 55-årig kvindelig bilist svingede til højre og ramte ind i en 30-årig kvinde, der kom cyklende ligeud. Cyklisten kom umiddelbart lettere til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Onsdag kl. 12.05 skete der et færdselsuheld på Jernaldervej i Hasle. En 42-årig mand kørte på knallert ud foran en bil ført af en 63-årig mand, der ramte ind i knallerten.
Onsdag kl. 15.59 skete der et færdselsuheld i krydset Dolmervej/Skovbrovej i Voldby. En 44-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 50-årig mand. Begge parter blev kørt til skadestuen, men ingen af dem kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 44-årige blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Onsdag kl. 22.28 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vestre Ringgade i Aarhus C. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde kokain på sig.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Balgårdsvej i Gassum begået tirsdag d. 11/10 mellem kl. 8.00 og kl. 23.00
• På Fuglesangs Allé i Aarhus V begået mellem tirsdag d. 11/10 kl. 13.00 og onsdag d. 12/10 kl. 12.00
• På Jyllands Allé i Aarhus C begået mellem tirsdag d. 11/10 kl. 19.00 og onsdag d. 12/10 kl. 11.55
• På Engblommevej i Risskov begået onsdag d. 12/10 mellem kl. 10.00 og kl. 11.00
• På Kildeagervænget i Hasselager begået onsdag d. 12/10 mellem kl. 10.00 og kl. 10.05
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877