Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

15. marts 2019 11:58

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 15. marts 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi


Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 9.30 en 24-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for at have båret rundt på et skydevåben på et offentligt sted under særligt skærpende omstændigheder. Episoden skete inden for visitationszonen i Aarhus V den 11. marts, og efterforskningen ledte torsdag til anholdelse af den 24-årige mand, der er medlem af en af de to bander, der lige nu er i konflikt i Aarhus. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, så Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse yderligere p.t. 

 

Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 13.00 en 35-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for at have båret rundt på et skydevåben på et offentligt sted i Aarhus V under særligt skærpende omstændigheder. Våbnet blev fundet mandag den 11. februar, og efterforskningen ledte på sporet af den 35-årige, der blev anholdt torsdag. Han er medlem af en af de bander, der lige nu er i konflikt i Aarhus. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, så Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse yderligere p.t. 

**

83-årig mand udsat for røveri i sit hjem

To ukendte mænd kom torsdag kl. 17.05 på ubudent besøg hos en 83-årig mand i hans hjem på Anker Jensens Vej i Åbyhøj. Mændene gik ind via en ulåst dør og gik målrettet hen til en skjult bøtte, hvor den 83-årige opbevarede nogle kontanter.  Da den 83-årige forsøgte at gå i vejen for de to mænd,  blev han skubbet til side, hvorfor det udviklede sig til et røveri.  De to mænd løb herefter væk med de stjålne penge i nordøstlig retning og ind mellem nogle boligblokke på Søren Frichs Vej. 

Den 83-årige slap fra episoden uden skader. 

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set de to mænd komme til eller fra stedet, eller har oplysninger, der kan føre til gerningsmændene. Oplysninger kan gives via tlf. 114. 

De to mænd beskrives som:

A:
Østafrikansk af udseende, sort i huden
Ca. 15-18 år
Ca. 170-180 cm, spinkel 
Sort hår
Iført hættetrøje

B:
Østafrikansk af udseende, sort i huden
Ca. 15-18 år, 
Ca. 170-180 cm, spinkel 
Sort hår
Iført hættetrøje.

**

Vidner søges til færdselsuheld på Grenåvej i Egå

Østjyllands Politi søger vidner til et færdselsuheld, der skete torsdag kl. 13.56 på Grenåvej ud for Gåseagervej i Egå. En 80-årig kvindelig bilist trak ud på cykelstien, hvor hun ramte ind i en 17-årig dreng, der kom gående. Bilisten forklarede efterfølgende, at en bilist havde lavet en hasarderet overhaling og kørt ind lige foran hende, og at hun derfor undveg ved at køre ind på cykelstien. Den 17-årige blev kørt til skadestuen med skader i hoved og på ben, men han er uden for livsfare og slipper umiddelbart uden større mén.  

Østjyllands Politi vil gerne tale med vidner til uheldet og tale med den bilist, der angiveligt kørte ind foran den 80-årige bilist. 

Bilen beskrives som en hvid/cremefarvet bil med en mand bag rattet. Den 80-årige kørte i en orangefarvet Fiat. 

Oplysninger om uheldet kan gives til Østjyllands Politi via tlf. 114. 

**

 

Politihund standsede undløben mand i visitationszone

En 23-årig mand forsøgte natten til fredag at løbe fra politiet, da han blev kontaktet af en hundepatrulje på Kappelvænget i Aarhus V, der ligger i visitationszonen. Betjentene lagde mærke til manden, der virkede meget bevidst om at undgå øjenkontakt med politiet. Da de kørte tættere på, løb han alt, hvad han kunne, selv om betjentene råbte, at han skulle standse. Til sidst slap de patruljehunden løs, som hurtigt fik indhentet den 23-årige mand. 

Han viste sig at have en del tusinde kroner i kontanter på sig, og størstedelen af dem blev inddraget, da han skyldte penge til Skat. 

 

**

Anholdt for at true tilfældige med Bailey-flaske

Flere borgere blev torsdag utrygge, da en 33-årig mand gik rundt på en p-plads ved Martin Vahls Plads i Aarhus C og truede tilfældige mennesker verbalt og med en Bailey-flaske, han havde i hånden. En patrulje fra Østjyllands Politi kom til stedet og kl. 12.45 anholdt de den 33-årige og sigtede ham for at forstyrre den offentlige orden. 

**

Mystisk anmeldelse ledte til ulovlige hampplanter

En lidt mystisk anmeldelse torsdag kl. 18.26 om, at en person muligvis var i fare på en adresse i Risskov, fik Østjyllands Politi til at sende en patrulje til stedet. Da betjentene ankom viste det sig, at en mand havde fået lidt for meget at drikke, og at hans venner havde været lidt bekymrede. Han havde det dog fint, da patruljen kom. 

Til gengæld kunne betjentene lugte, at der var noget andet, der ikke var, som det skulle være. I lejligheden befandt sig nemlig 21 hampplanter, som blev dyrket i nogle små væksthuse. Den 30-årige beboer på stedet blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

20-årig sigtet for narkokørsel og for besiddelse af peberspray

En patrulje fattede natten til fredag kl. 00.49 mistanke til en bil med fire unge mænd, der kørte rundt på Rosenhøj i Viby. Betjenten dirigerede derfor bilen ind til siden, og da de fik kontakt med den 20-årige fører, virkede han noget påvirket. 

Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel, og betjentene besluttede sig for at ransage bilen. Her fandt de en peberspray under førersædet, og derfor blev den 20-årige også sigtet for at bryde våbenloven. Der blev også fundet nogle klumper hash i bilen, som patruljen umiddelbart ikke kunne knytte til en bestemt person. 

**

 

Ung mand kørte sigtet for narkokørsel i McDrive

En 20-årig mand blev torsdag kl. 17.00 anholdt og sigtet for narkokørsel efter at have kørt gennem McDrive på McDonalds i Grenaa. Her havde vidner bemærket, at den 20-årige fører virkede påvirket, og derfor tilkaldte de politiet, som hurtigt kom til stedet.  Ud over en sigtelse for narkokørsel, blev den 20-årige også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da patruljen fandt nogle klumper hash i hans bil. 

**

 

Hidsig mand sigtet for at smide med cigaretpakke

En patrulje fra Østjyllands Politi opdagede torsdag kl. 18.23 en bil, der holdt ulovligt parkeret ved City Vest på Gudrunsvej i Brabrand. Da bilen oven i købet viste sig at være afmeldt, satte betjentene sig til at afmontere nummerpladerne. I samme øjeblik kom den 41-årige ejer af bilen løbende hen til betjentene. Han var sur over, at de tillod sig at tage nummerpladerne. 

I sit raseriudbrud smed manden en tom cigaretpakke på jorden. Trods gentagne opfordringer nægtede han at samle den op igen, og han fik sig derfor også en sigtelse for smide skrald. 

**

 

Gemte hash og skunk i skjult rum

En 22-årig mand blev torsdag kl. 19.51 sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da et par betjente opdagede hans hemmelige gemmested i bilen, som holdt på Høgevej i Aarhus V. 

Patruljen fattede mistanke til bilen, da den holdt i tomgang, og da kiggede ind i den, sad der to unge mænd i en dunst af hash. Betjentene ransagede bilen, og gemt i et skjult rum under handskerummet, lå der nogle poser med hash og skunk. Det erkendte den 22-årige fører af bilen var hans, og han blev derfor sigtet på stedet. 

**

 

24-årig mand fik skalle – 21-årig mand anholdt

En 21-årig mand blev natten til fredag anholdt på en beværtning på Åboulevarden i Aarhus C, efter at en 23-årig mand havde fået en skalle på stedet. Politiet fik kl. 3.18 en anmeldelse om episoden og kort efter fik en patrulje fat i den 21-årige, der blev sigtet for vold. 

**

 

Drenge i Mårslet og Lystrup kontaktet af fremmed mand

Østjyllands Politi modtog torsdag to forskellige anmeldelser fra forældre, der fortalte at deres dreng havde været bange for en fremmed mand. 

En 10-årig dreng var onsdag kl. 19.00 blevet kontaktet af en fremmed mand ved en tunnel på Sønderskovvej i Lystrup. Her havde en kraftig mand iført solbriller og kasket henvendt sig til drengen, grebet fat i hans arm og bedt ham komme med. Drengen var på cykel og skyndte sig væk fra stedet. 

En 9-årig dreng havde fortalt, at han torsdag omkring kl. 14.00 var blevet kontaktet af en fremmed mand med stort fuldskæg, som forsøgte at lokke ham ind i en bil ved at sige, at han havde penge i bilen. Drengen var i stedet løbet hjem til sine forældre. 

Østjyllands Politi har indledt en efterforskning af sagerne for at finde ud af, hvad der præcist er sket, og om sagerne evt. har en sammenhæng. I den forbindelse hører politiet gerne fra evt. vidner eller fra de mænd, der har talt med drengene. 

**

 

15-årig stjal Jägermeister og energidrikke fra supermarked

Tre 15-årige drenge skulle torsdag bruge noget alkohol til en fest,  de skulle til, og af ukendte årsager besluttede de, at den bedste måde at få fat i det på, var at stjæle. De gik ind i Kvickly på Nørregade i Odder, hvor den ene dreng tog en flaske Jägermeister og nogle energidrikke og puttede flaskerne i sin rygtaske. 

En vagt på stedet fattede dog mistanke til drengene, og han standsede derfor drengen med rygtasken ved udgangen og bad om lov til at kigge i tasken. Drengen kastede hurtigt tasken til ham og stak derefter i løb ud på gaden. Her blev han dog indhentet af vagten, der tilbageholdt alle tre drenge, indtil politiet kom frem. 

Den 15-årige dreng med sprut i tasken blev sigtet for butikstyveri, og alle drengenes forældre blev kontaktet. 

**

 

Færdsel

Torsdag kl. 10.30 skete der et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Gammel Sellingvej i Hadsten. En 37-årig mand kørte op bag i en anden bil, der bremsede op foran ham. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. 

Torsdag kl. 16.09 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Katrinebjergvej i Aarhus N. 

Torsdag kl. 16.23 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Viby. En 21-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 35-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade ved uheldet. 

Fredag kl. 1.00 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Jernbanegade i Randers C. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På H.C. Lumbyes Vej i Aarhus C begået mellem onsdag d. 13/3 kl. 23.00 og torsdag d. 14/3 kl. 7.00
På Gl. Hovedvej i Bjødstrup ved Rønde begået tirsdag d. 5/3 kl. 19.25
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

22. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

21. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 21. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

20. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.