Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

15. juli 2019 11:05

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 15.juli 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger i dag i politikredsen. 

 

Vidner søges til brandstiftelse i Aarhus

En eller flere ukendte gerningsmænd smed natten til søndag omkring kl. 2.00 en genstand gennem ruden på en lejlighed på Eckersbergsgade i Aarhus C. Der opstod mindre brandskade i lejligheden, inden ilden gik ud. I lejligheden befandt sig to personer, men ingen af dem kom noget til.  

Østjyllands Politi efterforsker sagen som brandstiftelse og vil meget gerne høre fra vidner, der har set mistænkelige personer på Eckersbergsgade natten til søndag, eller som har oplysninger om, hvem der kan stå bag gerningen. Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi via tlf. 114. 

**

Tre mænd anholdt to gange på to dage efter hærværk

Tre unge mænd på 18, 19 og 21 år brugte en stor del af deres weekend på en politistation, efter de to gange blev anholdt. Begge gange på grund hærværk. Lørdag morgen fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Aarhus Letbane, da ukendte gerningsmænd havde malet med graffiti flere steder inde i en af vognene. 

Politiet indhentede overvågning fra tog og perron, og her var nogle ganske tydelige billeder af tre mænd, der stod på ved Dokk1 og stod af i Grenaa, hvor der i weekenden var Grenaa Beach Party. De betjente, der var til stede ved Grenaa Beach Party, fik derfor tilsendt overvågningsbillederne, og kl. 14.50 traf en patrulje alle tre mænd. Alle blev anholdt og sigtet for hærværk.  På den adresse mændene havde opholdt sig, fandt politiet senere spraydåser i samme farver, som der var malet med i letbane-toget. 

De tre mænd blev løsladt natten til søndag, men desværre skulle der ikke gå længe, før de kom tilbage i politiets varetægt. Søndag kl. 21.32 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om,  at flere unge mænd udøvede hærværk på stationsbygningen i Grenaa. En patrulje lykkedes at fange tre mænd, som var på vej væk fra stedet. Det viste sig at være de samme tre mænd, der var sigtet for hærværket i letbanen. 

På stationen var der ødelagt en skraldespand og en rude, og et overvågningskamera var hevet ned. De tre mænd blev anholdt igen, fik en ny sigtelse for hærværk og kan sandsynligvis se frem til et større erstatningskrav. 

 **

Bilist flygtede fra politiet og ramte pæl – fanget af hund

En patrulje fik natten til mandag omkring kl. 1.00 øje på en bil ved Skejbycentret i Aarhus, som kørte noget usikkert. Da de kørte efter bilen, satte føreren farten op og i krydset Skejbygårdsvej/Randersvej kørte den mistænkelige bil over for rødt. 

Det fik patruljen til at tænde de blå blink, men bilisten standsede ikke af den grund. I stedet satte han farten voldsomt op og nåede blandt andet at køre i den forkerte færdselsretning, inden han mistede kontrollen over sin bil i krydset Vorregårds Allé/Nydamsvej. Her skred han ud og ramte ind i en lysregulering, der blev ødelagt. 

Patruljebilen standsede bagved, men bilisten skyndte sig ud af den ramponerede bil og fortsatte nu sin flugt til fods med en af betjentene i hælene. En hundepatrulje i nærheden kom til, og da de satte deres hund fri, stoppede flugten hurtigt. Hunden løb lynhurtigt manden op og standsede ham i en privat have på Jævndøgnsvej. 

Da betjentene fik fat i den 27-årige bilist, virkede han særdeles påvirket af narko, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Derudover blev han sigtet for:  

Kørsel frem for rødt lys
Kørsel med alt for nedslidte dæk
Manglende agtpågivenhed i trafikken
Kørsel mod færdselsretningen
Ikke at overholde sine forpligtelser ifb med et færdselsuheld
Ikke at efterkomme politiets anvisninger


 **

 

Tjek af el-løbehjul gav flot resultat

Østjyllands Politi foretog fredag eftermiddag og aften en målrettet indsats mod el-løbehjul i Aarhus C. Flere andre steder i landet er der meldt om større problemer med personer, der kører alt for vildt på el-løbehjul og bl.a. også kører beruset på dem. I Østjylland har der ikke været mange anmeldelser, men betjente fra færdselspolitiet tog fredag ud for at se nærmere på de elektriske løbehjul. 

Kun to gange observerede betjentene ulovlig kørsel. Den ene gang blev to personer sigtet for at være to på et løbehjul, mens de kørte på gågaden. Den anden gang blev to andre personer sigtet for at køre to på løbehjul. Generelt var politiets opfattelse, at folk i Aarhus kørte fint og fornuftigt på løbehjulene, og ingen af dem, der blev standset, var påvirket af alkohol. 

Østjyllands Politi vil dog fortsat holde nøje øje med udviklingen og er klar til flere indsatser, hvis det skønnes nødvendigt. 

**

To mænd fik straksbøder for tyveri af sild og oliven

To udenlandske mænd på 28 og 38 år blev søndag kl. 9.15 anholdt, efter de havde stjålet et glas med oliven og fem dåser med benfri sild i et supermarked på Nørre Allé i Aarhus C.  En medarbejder opdagede, at mændene lagde varerne i en sort sæk, som de efterfølgende forsøgte at smugle ud af butikken uden at betale. 

De blev tilbageholdt af personalet, indtil en patrulje kom frem. Betjentene sigtede begge mænd for tyveri og på stationen i Aarhus C, modtog de en bøde, som de skulle betale med det samme, da de ikke har bopæl i Danmark. 

**

 

Færdsel

Søndag kl. 16.38 skete der et færdselsuheld i krydset Vestre Ringgade/Paludan-Müllers Vej i Aarhus V. En 22-årig kvindelig bilist svingede til venstre og ramte ind i en bil ført af en 29-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Mandag kl. 1.36 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nydamsvej i Aarhus N. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Sejrøgade i Aarhus C begået mellem tirsdag d. 9/7 kl. 22.00 og søndag d. 14/7 kl. 10.00
På Højager i Hjortshøj begået mellem lørdag d. 13/7 kl. 22.00 og søndag d. 14/7 kl. 12.00
På Frodesvej i Åbyhøj begået søndag d. 14/7 kl. 14.16
På Mosegårdsparken i Spørring begået mellem fredag d. 5/7 kl. 12.00 og søndag d. 14/7 kl. 16.30
På Bagervej i Randers NV begået mellem lørdag d. 13/7 kl. 17.00 og søndag d. 14/7 kl. 17.00
På Kastanievej i Viby begået mellem lørdag d. 13/7 kl. 15.00 og søndag d. 14/7 kl. 21.50
På Havkærvej i Tilst begået mandag d. 15/7 kl. 4.35
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

24. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.