Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

25. februar 2019 10:25

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 25. februar 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 10.30 en 42-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for tyveri. Se nedenstående:

 

Kvinde og mand anholdt efter tyveri af vildmarksbad

En 28-årig kvinde og en 42-årig mand endte med en tur på politistationen i stedet for en tur i badekar, da de søndag aften kl. 23.30 blev taget på fersk gerning med et stjålent vildmarksbad på traileren. En medarbejder fra en virksomhed, der har en husudstilling på Grenåvej i Skødstrup, ringede til politiet, da han på overvågningen kunne se to personer liste rundt om et vildmarksbad på stedet. 

 

En patrulje blev sendt til området, og da de kom frem, så de kvinden og manden, der netop havde spændt vildmarksbadet på en trailer bag på en bil. Da de så politiet, overgav de sig straks.  Begge blev anholdt og sigtet for tyveri, og badet blev pænt stillet tilbage.  Da den 42-årige er prøveløsladt og er tidligere straffet for lignende kriminalitet, bliver han fremstillet i grundlovsforhør. 

 

**

Politiet har fokus på uopmærksomhed i trafikken i denne uge

Hvis man er uopmærksom i trafikken bare et kort øjeblik kan det få alvorlige konsekvenser. Derfor sætter alle landets politikredse i denne uge særligt fokus på uopmærksomhed. Det kan være alt fra mobil og gps til papirer eller larmende børn, der distraherer, når man sidder i bilen. 

Søndag aften skete der to færdselsuheld i hhv. Aarhus og Risskov, hvor bilister kørte op bag i en forankørende bil. Heldigvis kom ingen til skade. Præcist hvorfor uheldene skete vides ikke, men hvis man ikke hele tiden er opmærksom på vejen og holder nok afstand, kan der ske uheld. 

Her er nogle gode råd til, hvordan du holder fokus på at køre bil:

 

Gode råd: 

Drop mobilen og sociale medier, når du kører bil.
Hold ind til siden, hvis du skal indstille din GPS eller ringe.
Hold ind til siden og få ro i bilen, hvis børnene er urolige og kræver din opmærksomhed.
Lad være med at lede efter ting, du taber. Kør ind til siden - eller vent til du kommer frem.
Kig på trafikken, også mens du taler med dine medpassagerer.
Få andre i bilen til f.eks. at skrue låget af din vandflaske, taste på GPS, række dig solbriller etc.

 

Læs Rigspolitiets pressemeddelelse om uopmærksomhedskampagnen. 

 

**

Ny færdselsindsats i Aarhus Vest: Bilist står til bøde på 18.000 kroner

Lørdag aften var Østjyllands Politi endnu en gang på færdselskontrol i Aarhus Vest, hvor der ofte er flere bilister, der har svært ved at overholde færdselsreglerne. 

Det endte med 18 sigtede bilister.  

En 22-årig mand blev standset to gange inden for få minutter. Første gang da han kørte 75 km/t i en 50 km-zone på Edwin Rahrs Vej og efterfølgende forsatte med 108 km/t, hvor man må køre 60 km/t. Bag ham lå en betjent i civil videobil, der optog det hele og efterfølgende standsede bilisten og sigtede ham for fartoverskridelserne. 

Blot tre minutter senere overhalede den 22-årige en anden civil videobil på motorvejen mellem Aarhus og Låsby. Her blev han noteret for en fart på over 200 km/t og blev på ny standset. Han kan nu formentligt se frem til en bøde på omkring 18.000 kroner og en længere periode uden kørekort. 

Derudover fordelte sigtelserne sig på følgende vis: 

1 x hastighed til ubetinget frakendelse
3 x hastighed til betinget frakendelse
4 x hastighed til klip
2 ulovlige overhalinger til klip
1 x venstre om helleanlæg til klip
3 x rødt lys til klip
2 kørte bil uden førerret hvoraf den ene også var påsat stjålne nummerplader
1 x mobil
2 x sele
1 x våbenlov

Østjyllands Politi vil fortsat have fokus på området i Aarhus Vest og løbende lave færdselsindsatser på forskellige tidspunkter. 

**

Fire anholdte og flere sigtelser efter fodboldkamp i Aarhus

En mindre gruppe FC Midtjylland-tilhængere skabte en del ballade og uro under og efter kampen mod AGF i Aarhus søndag eftermiddag. Under kampen tog flere af tilhængerne maskering på og affyrede fyrværkeri på stadion. Trods maskeringen havde politi og vagter et godt overblik over, hvem personerne var, og efter kampen blev de taget til side og sigtet for at bryde maskerings- og fyrværkeriloven. 

Det fik flere af personerne i gruppen af uromagere til at blive aggressive og komme med diverse tilråb til politiet. Det endte med, at fire personer blev anholdt for at forstyrre den offentlige orden. Derudover uddelte betjentene to sigtelser for besiddelse af narko, fire sigtelser for fyrværkeri, fem sigtelser for maskering, en sigtelse for at overtræde karantæneforbud og en sigtelse for at fornærme politiet. 

**

Kørte uden kørekort for tredje gang: Fik beslaglagt to biler

En 44-årig mand mistede søndag formiddag begge sine biler, da han for tredje gang inden for en kortere periode blev opdaget i at køre bil, selvom han er frakendt kørekortet. 

En patrulje så kl. 10.25 manden komme kørende i sin ene bil på Viby Ringvej i Viby. Da betjentene slog nummerpladen op i politiets systemer, kunne de se, at ejeren ikke havde kørekort. De satte derfor efter bilen for at standse den. I et lyskryds lige inden de fik dirigeret bilen ind, opdagede betjentene, at føreren af bilen skiftede plads med en passager. Da bilen kort efter standsede, påstod den 44-årige, der nu sad på passagersædet, at han slet ikke havde siddet bag rattet. 

Det var betjentene dog overbeviste om, og de sigtede ham derfor for kørsel uden førerret. Da det var tredje gang inden for kort tid, beslaglagde de bilen. Da den 44-årige også stod registreret med en anden bil, kørte politiet til hans hjem og beslaglagde den også. 

**

Demonstranter blokerede vej på Aarhus Havn

En gruppe på omkring 30 personer valgte søndag eftermiddag omkring kl. 12.50 at blokere Oliehavnsvej ved havnen i Aarhus, så en virksomheds lastbiler ikke kunne ind og ud af området. En mindre gruppe satte sig midt på vejen og nægtede at flytte sig, og politiet blev derfor tilkaldt.

 

Det lykkedes patruljerne på stedet at skabe fri adgang for færdslen. Nogle enkelte demonstranter måtte politiet fysisk fjerne fra vejen, men ellers foregik det hele fredeligt. Ingen kom til skade, og ingen blev anholdt. 

**

Anholdt med kniv efter uro ved tankstation

Østjyllands Politi fik søndag kl. 20.05 en anmeldelse om, at en mindre gruppe unge mænd larmede, skabte uro og skræmte kunder væk på en tankstation på Tilst Parkvej i Tilst. Da patruljen kom frem, så de nogle unge mænd på stedet op opdagede, at den ene hurtigt kastede noget ind under en bil. 

Det viste sig at være en kniv, som en 22-årig mand erkendte var hans. Han forklarede, at han var på vej hjem for at skære kød og havde lånt den af sin far. Han blev anholdt på stedet og blev sigtet for brud på knivloven. 

**

Spritbilist uden kørekort kørte over for rødt foran politiet

En 42-årig mand blev natten til mandag kl. 2.26 anholdt af en patrulje, der havde set ham slingre rundt i sin bil på Åby Ringvej i Brabrand. Ud over at køre meget usikkert kørte bilisten over for rødt, selv om politibilen lå lige bag ham. Da betjentene fik ham standset, viste en alkometertest, at han havde en promille over det tilladte, og da han heller ikke havde kørekort, blev han anholdt og sigtet for spritkørsel, kørsel uden førerret og for at køre over rødt.  

Han havde lånt bilen af et 25-årigt familiemedlem, som politiet efterfølgende ringede op og sigtede for at have overladt sin bil til en person uden kørekort. 

**

Mand anholdt for at slå kæreste i bil

En 38-årig mand blev søndag kl. 22.30 anholdt på Landevejen i Hadsten og sigtet for at have slået sin 39-årige kæreste i ansigtet med en knytnæve. Episoden skete, mens de to sad i en bil, og kvinden løb herefter ud af bilen, og en borger, der så det, ringede til politiet. Kvinden havde hævelser omkring øjet efter slaget og blev kørt til behandling på skadestuen. 

**

Færdsel

Søndag kl. 11.24 blev en 63-årig mand anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset på sin knallert på Håndværkervænget i Havndal. 

Søndag kl. 18.36 skete der et færdselsuheld på Marselis Boulevard i Aarhus C. En 27-årig mand kørte op bag i en bil ført af en 30-årig kvinde, der blev skubbet frem i en tredje bil ført af en 29-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. 

Søndag kl. 18.50 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Risskov. En 77-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 80-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. 

Søndag kl. 18.50 blev en 49-årig mand anholdt og sigtet for spritkørsel, efter at en borger havde standset ham, da han kom slingrende på en knallert på Randersvej i Haurum ved Hammel. Tak til den handlekraftige borger. 

Mandag kl. 3.31 skete der et færdselsuheld på Tørvebryggen i Randers C. En 41-årig mand miste kontrollen over sin bil og ramte ind i et vejskilt. Han slap umiddelbart uden skader. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Skovhegnet i Ebeltoft begået mellem lørdag d. 23/2 kl. 22.45 og søndag d. 24/2 kl. 7.40
På Perikumvej i Egå begået mellem tirsdag d. 19/2 kl. 16.00 og søndag d. 24/2 kl. 14.32
På Rolighedsvej i Hinnerup begået mellem fredag d. 22/2 kl. 15.00 og søndag d. 24/2 kl. 17.00
På Vennelystvej i Randers SØ begået mellem onsdag d. 20/2 kl. 16.30 og fredag d. 22/2 kl. 14.30

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

24. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.