Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. maj 2023
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Foto: Østjyllands Politi
Der er p.t. ingen grundlovsforhør i kredsen i dag.
Politiet efterforsker deling af krænkende materiale
Østjyllands Politi efterforsker p.t. en sag i Odder om mulig deling af krænkende billeder og film af en mindreårig teenagepige.
Politiet er i fuld gang med at forsøge at finde frem til materialet og finde ud af, i hvilket omfang det er blevet delt, og hvem der er involveret.
Østjyllands Politi har været i kontakt med den pågældende pige og hendes forældre, ligesom der har været tæt dialog med SSP-samarbejdet i Odder Kommune.
På nuværende tidspunkt ønsker Østjyllands Politi af hensyn til efterforskningen og de involverede ikke at oplyse yderligere om detaljer i sagen.
Det er strafbart at besidde og dele krænkende materiale af andre, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man straks sletter det, hvis man får tilsendt noget. Forældre opfordres til at tage en snak med deres børn om, hvad de skal gøre, hvis de får sendt den slags video eller billeder.
Du kan læse mere om deling af billeder på Det Kriminal Præventive Råds hjemmeside.
Ønsker man at anmelde et forhold til politiet, kan det ske via tlf. 114 eller på politi.dk.
**
Ældre kvinde snydt af falsk Nets-medarbejder
En 82-årig kvinde fra Aarhus blev onsdag aften ringet op af en mand, der sagde, at han arbejdede for NETS, og at der var nogen, der havde forsøgt at hæve penge på hendes konto.
Han ville gerne hjælpe hende med at stoppe svindlen og give hende et nyt kreditkort. Hun skulle bare oplyse koden til sit nuværende kreditkort og så lægge det i en kuvert ude foran hendes dør, så ville han sende en medarbejder for at hente det, og så sørge for hun fik et nyt kort.
Kvinden lod sig overbevise af manden, og lagde kortet ud i en kuvert, der var væk næste morgen. Da kvinden fortalte familien om episoden, fik de hurtigt spærret kortet og kontaktet politiet.
Svindlerne havde dog nået at hæve nogle tusinde kroner på hendes konto.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man tager en snak med sine ældre familiemedlemmer om, at man aldrig skal udlevere kort eller koder til andre. Heller ikke selvom de udgiver sig for at være fra bank, politi eller andre myndigheder.
**
Beruset mand slog vagt i Tivoli
Torsdag aften kl. 21.36 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en vagt i Tivoli Friheden var blevet slået i ansigtet af en gæst, som kort forinden var blevet bortvist fra forlystelsesparken.
Ifølge anmeldelsen var manden inden overfaldet blevet bedt om at forlade stedet af vagterne, som eskorterede ham til udgangen, da han angiveligt havde stået og svinget med en vodkaflaske til fare og gene for parkens øvrige gæster.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor den pågældende 41-årige mand blev tilbageholdt af vagterne. Ved politiets ankomst blev manden anholdt, sigtet for at have begået vold.
**
Spritbilist forsøgte at flygte fra politiet
En 24-årig mandlig bilist forsøgte natten til fredag kl. 02.32 at løbe fra politiet, da han angiveligt ikke kunne overskue konsekvenserne af at blive taget for at køre bil i spirituspåvirket tilstand.
Den 24-årige mand blev forinden forsøgt bragt til standsning af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han kom kørende på Ringvejen i Grenaa, hvor han blev observeret til både at køre over for rødt og køre i modsatte vognbane.
Først efter ca. 100 meter standsede manden, og da han efterfølgende pustede i et alkometer, blev promillen målt til at være et stykke over den tilladte grænse. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og bedt om at lægge sine hænder frem, så han kunne ilægges håndjern og blive visiteret.
Kort efter at have placeret sine hænder på politibilen valgte den 24-årige dog at forsøge at tage flugten, da han satte i løb og krydsede Ringvejen til fods. Han nåede dog kun nogle få hundrede meter, inden han blev indhentet af betjentene, anholdt og ilagt håndjern.
Foruden sigtelsen for spirituskørsel blev den 24-årige derfor også sigtet for at have forsøgt at flygte fra politiet.
**
Sigtet for at ville sælge tramadol
Østjyllands Politis specialpatrulje standsede torsdag kl. 17.32 en bil med to 21-årige mænd på Thorvaldsensgade i Aarhus.
Under en ransagning af bilen fandt betjentene en del tramadolpiller gemt forskellige steder i bilen, og den ene af de to mænd havde en del tusinde kroner i kontanter på sig.
Begge mænd endte med at blive anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, og både piller og penge blev beslaglagt.
**
Blottede sig foran kvinde
En 26-årig kvinde ringede torsdag kl. 13.00 til politiet og fortalte, at en mand havde blottet sig foran hende, da hun havde været ude at gå tur med sin hund i Holmstrup Mark Hundeskov i Aarhus V.
Ifølge kvindens forklaring stod manden i et buskads ud til stien med bukserne nede om benene, mens han onanerede foran hende.
Kvinden skyndte sig væk fra stedet og ringede lidt efter til politiet, som søgte i området efter manden. Det lykkedes dog ikke at finde frem til ham.
Manden beskrives som:
• Mørk i huden
• Ca. 25-30 år
• Ca. 180-185 cm
• Iført en mørk hættetrøje med hvidt logo
• Bar på plasticpose fra Bilka
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.
**
Specialpatruljen beslaglagde stoffer ved Godsbanen
Civilklædte betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje var torsdag eftermiddag på gående patrulje ved Godsbanen i Aarhus. Her opdagede de flere personer, der havde ulovlige stoffer på sig.
En 30-årig kvinde sad og røg en joint, og da hun blev visiteret, fandt betjentene en mindre mængde hash i hendes taske. En anden 30-årig kvinde sad også med en joint i hånden, da betjentene kom forbi, og i hendes taske lå en mindre mængde skunk.
En 33-årig mand var også i fuld gang med at ryge en joint i området, og han viste sig også at have en mindre kokain og noget hash på sig.
Alle stoffer blev beslaglagt, og de to kvinder og manden blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Fandt kniv og stoffer
En patrulje standsede torsdag kl. 17.25 en bil med tre mænd på Nørrebrogade i Randers NØ. Da betjentene havde mistanke til, at der var stoffer i bilen, blev den ransaget, og mændene visiteret.
En 23-årig mand havde en kniv på sig og blev sigtet for overtrædelse af knivloven.
De andre mænd havde umiddelbart ikke noget ulovligt på sig, men tæt på bilen fandt betjentene en salgspose med en mindre mængde kokain, som blev beslaglagt.
**
Færdsel
Torsdag kl. 8.34 skete der et færdselsuheld i krydset Paludan-Müllers Vej/Marienlystvej i Aarhus N. en 32-årig mandlig foretog et højresving og ramte ind i en 31-årig kvindelig cyklist. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Torsdag kl. 10.10 skete der et færdselsuheld i krydset Ormslevvej/Stenkildevej i Viby. En 32-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 76-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 32-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Torsdag kl. 15.40 skete der et færdselsuheld i krydset Søren Frichs Vej/Huginsvej i Åbyhøj. En 61-årig mand foretog et højresving i lav fart og ramte ind i en 33-årig kvinde, som var i færd med at krydse vejen med sit barn, der lå i en barnevogn. Både kvinde og barnevogn væltede ned på asfalten, og mor og barn blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen – ingen af dem var dog umiddelbart kommet noget til.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Stokrosevej i Beder begået mellem mandag d. 22/5 kl. 20.00 og torsdag d. 25/5 kl. 07.15
På Vestergade i Ryomgård begået torsdag d. 25/5 kl. 00.00
På Solgårdsvej i Hornslet begået torsdag d. 25/5 mellem kl. 8.30 og kl. 10.30
På Kalkærparken i Højbjerg begået torsdag d. 25/5 kl. 22.19
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877