Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

26. oktober 2023 11:19

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. oktober 2023

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 08.45

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 08.45 en 31-årig udenlandsk mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han sigtes for vold mod en person i offentlig tjeneste ved både at have spyttet en kontrollør og en betjent i ansigtet. 

Onsdag morgen stod en kvindelig togkontrollør på perronen på Aarhus Hovedbanegård, da hun så den 31-årige stå og ryge. Da hun påpegede, at han ikke måtte ryge, spyttede han hende ifølge sigtelsen i ansigtet, og efterfølgende skubbede han hende og spyttede på hendes tøj. Herefter steg han på et tog og satte sig ind i en kupé.

Inden toget kørte, nåede en patrulje frem, og den 31-årige mand blev anholdt. I forbindelse med sin frihedsberøvelse på politistationen spyttede den 31-årige også en betjent flere gange i ansigtet, hvilket gav ham endnu en sigtelse for vold mod tjenestemand.

**

 

Ældre kvinder svindlet af falske bankbude

Østjyllands Politi fik onsdag to anmeldelser fra to forskellige ældre kvinder, der begge var blevet narret til at udlevere deres kreditkort til en mand, der havde udgivet sig for at være fra banken. 

Tirsdag omkring kl. 14.30 blev en 83-årig kvinde fra Aarhus C ringet op af en mand, der præsenterede sig som bankmedarbejder og fortalte, at den ældre kvindes kreditkort var blevet hacket. Den falske bankmand fortalte, at kvinden skulle have byttet sit kort ud, og at ’banken’ ville sende en medarbejder hjem til hende for at hente det gamle kreditkort. 

Den 83-årige udleverede over telefonen sin kode, og da en mand kort efter kom for at hente kortet, afleverede hun det som aftalt i telefonen. 

Lidt senere på dagen blev der hævet flere tusinde kroner på kortet, og da det blev opdaget dagen efter, blev det anmeldt til politiet.

Samme tirsdag eftermiddag blev en 90-årig kvinde fra Aarhus snydt på samme vis, og her nåede gerningsmanden også at hæve en del tusinde kroner på kortet, inden det blev spærret, og sagen blev anmeldt til politiet. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagerne nærmere og opfordrer endnu en gang til, at man aldrig udleverer kode eller kreditkort til andre. Banken vil aldrig kontakte dig på den måde og bede dig udlevere personfølsomme oplysninger og kort.  

Tag gerne en snak med dine ældre familiemedlemmer om, at de skal lægge røret på, hvis de får den slags opkald. 

**

 

Læk fra container udløste alarm på havnen

Østjyllands Politi, brandvæsnet og kommunens miljøvagt rykkede onsdag kl. 09.05 ud til en episode på havnen i Aarhus, hvor noget kemisk materiale var lækket fra en container, der var blevet lodset fra et skib. 

Det viste sig, at der på grund af et uheld var gået hul på containeren og på nogle sække med svovlgranulat, der lå derinde. 

Tre medarbejdere på havnen havde indåndet noget af støvet fra granulatet, og de blev derfor kørt til tjek på skadestuen. De var dog umiddelbart ikke kommet noget til. 

Politiet afspærrede et mindre areal på havnen efter anmeldelsen, mens der blev ryddet grundigt op på stedet. 

I forbindelse med udslippet blev en alarm på havnen kortvarigt aktiveret, men der var ikke fare for nogen personer i området.

**

 

Boremaskinetyve fældet af overvågning

Personalet i et byggecenter på Nyborgvej i Randers SV kontaktede onsdag kl. 14.40 politiet, da de på videoovervågningen i butikken havde set to mænd stjæle en boremaskine med batteri og lader. Mændene var nået at køre fra stedet med tyvekosterne, inden personalet kunne skride ind.

Da politiet fik fat i videoovervågningen, genkendte en betjent straks en af mændene, og en patrulje kørte efterfølgende til en adresse i Randers, hvor en 30-årig mand blev anholdt og sigtet for tyveri. 

På stedet fandt betjentene ud over den stjålne boremaskine også nogle steroider, og den 30-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af dopingloven. 

Lidt efter fandt politiet også frem til den anden gerningsmand – en 33-årig mand fra Viborg. Han blev også sigtet for tyveri. 

** 

 

Sigtet for handel med hash

Et tip fik onsdag kl. 17.28 politiet til at undersøge en adresse i Brabrand nærmere, og det viste sig at være en god idé. 

Under en ransagning på stedet fandt betjentene flere joints, noget skunk og noget hash, og ud over stofferne blev der også beslaglagt nogle tusinde kroner i kontanter, som formodes at stamme fra hashhandler. 

To mænd 54 og 26 år befandt sig på adressen, og de blev begge sigtet for salg af stoffer og for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

** 

 

Brand i køkken 

Onsdag kl. 16.31 kom der via 112 en anmeldelse om en brand i en villa på Abildhøj i Viby. Her var der gået ild i et komfur, hvorefter branden havde bredt sig.

Brandvæsnet fik slukket branden, der forårsagede nogle sodskader i køkkenet. 

En kvindelig beboer i huset havde fået nogle mindre forbrændinger, da hun forsøgte at slukke branden selv, men hun var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.

**

 

Bil i brand i Viby

Politi og brandvæsen rykkede onsdag kl. 23.43 ud til en brand i en bil på en p-plads på Søndervangs Allé i Viby. 

Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, men bilen nåede at få omfattende brandskader. Ingen personer kom noget til. 

Brandårsagen er endnu ukendt.

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 05.35 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i sydgående retning ved Trige. En 32-årig mand mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i autoværnet. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Onsdag kl. 07.23 skete der et færdselsuheld i krydset Marienlyst/Paludan-Müllers Vej i Aarhus N. En 41-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 47-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Onsdag kl. 16.21 skete der et harmonikasammenstød på Østjyske Motorvej ved Tilst, hvor tre biler var involveret. En 57-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 59-årig mand, der blev skubbet op i en bil med en 49-årig mand bag rattet. Ingen kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 57-årige blev sigtet for ikke at have holdt nok afstand til den forankørende. 

Onsdag kl. 16.38 skete der et færdselsuheld på Udbyhøjvej i Randers NØ. En 30-årig kvindelig bilist ramte ind i en 90-årig mand, der var ved at krydse et fodgængerfelt på sin elscooter. Den 90-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for at have forårsaget færdselsuheldet. 

Onsdag kl. 18.13 skete der et færdselsuheld på Ny Banegårdsgade i Aarhus C. En 31-årig mandlig bilist var i færd med at svinge ind på en p-plads, da han ifølge sin forklaring blev ramt bagfra af en anden bil. Efterfølgende kørte den anden bilist fra stedet uden at give sig til kende. Den 31-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Steen Blichers Gade i Randers begået mellem lørdag d. 14/10 kl. 12.00 og onsdag d. 25/10 kl. 09.30
På Laurvigsgade i Aarhus N begået mellem fredag d. 20/10 kl. 10.00 og onsdag d. 25/10 kl. 17.15
På Oehlenschlægersvej i Åbyhøj begået mellem søndag d. 15/10 kl. 12.00 og onsdag d. 25/10 kl. 17.15
På Tungelund Bakker i Thorsø begået onsdag d. 25/10 kl. 18.11
På Søndermarken i Søften begået mellem mandag d. 23/10 kl. 16.00 og onsdag d. 25/10 kl. 21.05
På Holmetoften i Højbjerg begået onsdag d. 25/10 mellem kl. 17.45 og kl. 22.00
På Egevangen i Solbjerg begået onsdag d. 25/10 kl. 23.35

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

22. april 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. april 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

21. april 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 21. april 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

20. april 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. april 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.