Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 27. januar 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Mange klip til mobilsnakkende bilister i Aarhus
Alt for mange bilister har for travlt med at bruge deres telefon i stedet for at koncentrere sig om at køre bil. Det viste en færdselskontrol, som Østjyllands Politi foretog mandag i Aarhus Midtby.
Færdselsbetjentene stod mandag morgen omkring kl. 07.30 klar ved Skolebakken, Spanien, Thorvaldsensgade og på Silkeborgvej i Åbyhøj. Under den cirka halvanden time lange indsats blev i alt 48 bilister taget i at køre med mobilen i hånden.
Det koster hver af dem en bøde på 1500 kroner plus 500 kroner til Offerfonden - og derudover får de et klip i kørekortet. Klippene blev uddelt både til førere af personbiler, busser og lastbiler.
Enkelte gange var bilisternes uopmærksomhed så stor, at de var tæt på at køre ind i færdselsbetjentene, som ellers stod i tydelig uniformering og vinkede trafikanterne ind til siden.
To bilister skal nu op til ny køreprøve, da deres seneste klip var det tredje i kørekortet.
"Vi ved, at uopmærksomhed er en af de hyppigste årsager til, at der sker færdselsuheld i trafikken, og det kan være ekstremt farligt for både dig selv og andre, hvis du ikke er fuldt koncentreret om din kørsel. Derfor er det nedslående at se, hvor mange bilister, der bruger håndholdt mobil og i den forbindelse er alt for ufokuserede i trafikken. Kør bil, når du kører bil og læg mobilen i handskerummet," siger politikommissær Amrik Singh Chadha fra Østjyllands Politis Færdselssektion.
Under indsatsen blev der skrevet i alt 69 sager fordelt på 64 forskellige trafikanter. Sagerne fordelte sig på følgende vis:
48 x brug af håndholdt mobiltelefon (klip)
6 x manglende medbringelse af kørekort
2 x manglende anvendelse af sikkerhedssele
1 x køretøj med fejl og mangler
7 x cyklister uden lovpligtigt lys
4 x førere af el-løbehjul uden lovpligtig cykelhjelm
1 x sag vedrørende registreringsbekendtgørelsen
**
Opmærksom borger hjalp med at få standset spritbilist
Det var blandt andet takket været god hjælp fra en opmærksom borger, at Østjyllands Politi mandag kunne standse en særdeles påvirket bilist på Nordjyske Motorvej ved Randers C-afkørslen.
Borgeren ringede til politiet mandag eftermiddag kl. 15.32 og fortalte, at han kørte bag ved en bil, der slingrede og blev kørt meget usikkert på motorvejen i sydgående retning.
Anmelderen blev sat i direkte kontakt med en patrulje, som han kunne guide til rette sted, og kort tid efter kunne betjentene dirigere den slingrende bilist ind på en rasteplads.
Den 45-årige mand, der kørte bilen, var tydeligt påvirket og lugtede kraftigt af alkohol - og da han pustede i alkometer, viste det en promille meget tæt på 2,0. Da den dog lige akkurat holdt sig under, slap manden for en beslaglæggelse og konfiskation af bilen, der i øvrigt var en firmabil.
Til gengæld kan den 45-årige mand nu vinke farvel til sit kørekort, og han står til at få en større bøde.
Bilisten blev anholdt og fik foretaget en blodprøve, der skal fastslå den præcise promille.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.På Emiliedalen i Højbjerg begået mandag d. 26/1 kl. 10.55
På Hørhavevej i Højbjerg begået mandag d. 26/1 mellem kl. 11.00 og kl. 13.30
På P.S. Krøyers Vej i Højbjerg begået mellem fredag d. 23/1 kl. 12.00 og mandag d. 26/1 kl. 14.00
På Ladefogedvej i Aarhus begået mandag d. 26/1 kl. 15.03
På Sletvej i Tranbjerg begået mandag d. 26/1 mellem kl. 12.00 og kl. 18.00
På Markedspladsen i Randers C begået tirsdag d. 27/1 kl. 02.15
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877