Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 23. april 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.00
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 10.00 en 21-årige mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet i relation til et groft overfald på en 26-årig mand i det centrale Aarhus.
Overfaldet fandt sted på Lille Torv i Aarhus C omkring kl. 02.50 natten til søndag, hvor den 26-årige mand blev slået flere gange i ansigtet og nikket skaller, inden gerningsmændene frarøvede ham hans AaB-jakke.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kort tid efter, men ved politiets ankomst til stedet var gerningsmændene forsvundet. I forbindelse med efterforskningen af sagen har politiet efterfølgende fået identificeret de tre formodede gerningsmænd, hvoraf den ene - den 21-årige mand - blev anholdt onsdag aften kl 19.05 på en adresse i Tranbjerg J af betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje.
Den 21-årige mand vil blive fremstillede i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Han er principalt sigtet for at have begået røveri - subsidiært for at have begået vold og ulovlig tvang begået i relation til en idrætsbegivenhed jf. § 81 g i straffeloven, der er en ny bestemmelse i straffeloven.
Af hensyn til sagens fortsatte efterforskning vil Anklagemyndigheden anmode om lukkede døre til grundlovsforhøret - og Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.
De to formodede medgerningsmand opfordres til at melde sig selv til politiet, da Østjyllands Politi er bekendt med deres identitet.
**
90 sigtelser uddelt under færdselsindsats i det vestlige Aarhus
Betjente fra Østjyllands Politi var igen onsdag aften til stede i det vestlige Aarhus for at føre kontrol med trafikanternes ageren i området.
Indsatsen omhandlede blandt andet sele- og mobilkontrol i eftermiddagstimerne på Silkeborgvej i Åbyhøj, på Viborgvej i Hasle og på Havkærvej i Tilst samt en kontrol vedrørende fuldt stop på Paludan Müllers Vej bag ved Trillegården.
Om aftenen fortsatte betjentene med mere fri patruljering i området omkring Gellerup, hvor også ulovlige el-løbehjul kom til at fylde i statistikken.
Der blev under indsatsen beslaglagt to el-løbehjul, der både overskred reglerne vedr. maksimal hastighed på 20 km/t og vedr. maksimal egenvægt på 25 kg. Det ene beslaglagte el-løbehjul havde en egenvægt på 40 kg og en maksimal hastighed på 100 km/t, og det blev i øvrigt ført af en dreng på bare 14 år.
Man skal være 15 år for at køre på el-løbehjul alene uden en voksen på færdselslovens område - og det er desuden lovpligtigt for alle at anvende hjelm, når man kører på el-løbehjul.
Politiets samlede færdselsindsats bød på følgende 90 forskellige sigtelser til i alt 76 forskellige personer. 48 af de 90 sager medførte et klip i kørekortet til trafikanterne.
14 x fremkørsel for fuldt stop (klip)
28 x brug af håndholdt mobiltelefon (klip)
11 x manglende sele
1 x barn under 135 cm uden særligt sikkerhedsudstyr (klip)
4 x hastighed, byzone (klip)
1 x fremkørsel for rødt lys (klip)
1 x unødig røg/støj
4 x øvrige manøvreforseelser
1 x markokørsel
3 x kørsel i frakendelsestiden
2 x kørsel uden førerret
1 x overladelse af køretøj til person uden kørekort
5 x kørekort ej medbragt
1 x manglende hjelm, lille knallert.
5 x manglende hjelm, el-løbehjul
1 x ført el-løbehjul af person under 15 år
2 x ulovligt el-løbehjul
1 x lov om taxikørsel
1 x bekendtgørelse om udlejning
1 x lov om transport
1 x nummerplader inddraget
1 x P-afgift
**
Franarret flere tusinde kroner fra falsk bankbud
Onsdag eftermiddag kl. 17.00 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 74-årig mand fra Havndal kort forinden var blevet udsat for bedrageri efter at være blevet kontaktet af et falsk bankbud.
Ifølge anmeldelsen var den 74-årige mand blevet telefonisk kontaktet fra et ukendt nummer, hvorefter personen i den anden ende havde udgivet sig for at være fra banken. Personen havde derefter oplyst, at en kollega ville blive sendt ud til den 74-årige for at hjælpe ham med ikke at blive svindlet.
Kort tid efter dukkede en ukendt person op hos den 74-årige mand for at afhente hævekort og dertilhørende adgangskode, hvorefter der blev hævet nogle tusinde kroner fra en nærtliggende hæveautomat.
Værre gik ud over en 83-årig kvinde fra Gjerlev J, der i nogenlunde samme tidsrum blev udsat for et lignende svindelnummer ved først at blive telefonisk kontaktet og efterfølgende på bopælen få et besøg fra en ukendt person, der udgav sig for at være fra banken.
Den 83-årige kvinde blev ifølge anmeldelsen narret til at udlevere guldsmykker for flere titusinde kroners værdi, mens der også efterfølgende blev hævet nogle tusinde kroner fra hendes konto ved en hæveautomat i Spentrup.
Østjyllands Politi efterforsker sagerne nærmere og opfordrer fortsat til, at man tager en snak med sine ældre familiemedlemmer om, at de aldrig skal udlevere hverken kort, kontanter, koder eller øvrige personlige oplysninger og værdigenstande til fremmede.
**
Tip førte til narkofund i Randers
På baggrund af et tip til politiet rettede betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje onsdag aften kl. 21.50 henvendelse på en adresse i det centrale Randers, hvor der angiveligt skulle blive opbevaret narko.
På stedet traf politiet en 68-årig mand, der blev gjort bekendt med anledningen til det sene besøg fra ordensmagten - og under en efterfølgende ransagning af ejendommen fandt betjentene både amfetamin og hash.
Begge ulovlige stoffer blev beslaglagt med henblik på konfiskation og destruktion, mens den 68-årige mand blev sigtet for besiddelse af narko.
Kort tid efter - omkring kl. 22.43 - fik betjentene fra Specialpatruljen øje på en mistænkelig person, også i Randers C, som stod med et joint-skod i hånden, og de rettede derfor henvendelse til vedkommende.
Personen - en 50-årig mand - blev sigtet for besiddelse af narko, og under en efterfølgende visitation blev han fundet i besiddelse af flere gram hash samt en springkniv.
Den 50-årige mand blev derfor også sigtet for at have overtrådt knivloven, og både hash og kniv blev beslaglagt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Balevej i Mørke begået mellem torsdag d. 26/3 kl. 23.30 og mandag d. 6/4 kl. 02.30
- På Mejlbyvej i Hjortshøj begået onsdag d. 22/4 mellem kl. 10.00 og kl. 13.30
- På Hoedvej i Balle begået mellem søndag d. 19/4 kl. 17.00 og onsdag d. 22/4 kl. 16.45
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877