Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 28. november 2023
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.00
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 11.00 en 25-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for søndag at have voldtaget en 27-årig kvinde på en adresse nord for Aarhus.
Anklagemyndigheden anmoder lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 13.00 en 21-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for tirsdag morgen at have begået indbrud i en villa på Farsundsvej i Aarhus N.
Tirsdag kl. 07.28 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var gået en indbrudsalarm på adressen, og at der gik en mand rundt inde i huset.
Da en patrulje kort efter ankom til stedet, traf de en 21-årig mand, der gik rundt i husets have. Han havde et koben med sig i en taske, og i græsset lå en alarmsensor, han havde stjålet fra huset. Ude foran stod desuden en cykel, som han havde stjålet fra adressen.
Den 21-årige blev anholdt og sigtet for indbrudstyveri og for cykeltyveri. Han blev derudover sigtet for overtrædelse af knivloven, da han havde en kniv på sig uden at have et anerkendelsesværdigt formål med den.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 14.15
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 14.15 en 42-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for forsøg på manddrab ved den torsdag 9. november sammen flere øvrige gerningsmænd at have overfaldet to mænd ud for en adresse på Hammershusvej i Aarhus V.
Både en 24-årig og en 22-årig mand blev ved overfaldet stukket adskillige gange med et våben. Den 24-årige mistede en del blod og var i livsfare, og kun på grund af akut efterfølgende behandling overlevede han overfaldet. Den 22-årige mand fik også flere læsioner, men han var dog ikke i livsfare.
Østjyllands Politi satte hurtigt og massivt ind, da anmeldelsen om overfaldet kom, og der blev foretaget en række tekniske undersøgelser og afhøring af vidner. En enkelt person blev anholdt samme dag, men han blev løsladt, da der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Efterforskningen af sagen ledte politiet på sporet af den 42-årige, der i et stykke tid har været søgt af politiet. Han meldte sig selv tirsdag morgen på politigården i Aarhus, hvor han blev anholdt og sigtet.
**
Formodet indbrudstyv anholdt i Trige
En beboer på Pannerupvej i Trige kontaktede natten til tirsdag kl. 04.22 politiet, og fortalte at han netop havde opdaget, at der havde været indbrud i hans hus, mens han ikke var hjemme.
Beboeren forklarede, at han havde fået besked om, at alarmen var gået i huset, og han havde derfor skyndt sig hjem, hvor han kunne se, at der var brudt et vindue op. En fremmed bil holdt ved huset, og kort inden politiet kom frem, kørte den ned ad en blind vej, hvor den ikke kunne komme længere.
Da patruljen ankom, fik de kontakt til føreren af bilen, en 24-årig mand, som blev sigtet for indbrud. I bilen lå en kniv, som den 24-årige også blev sigtet for at besidde.
Der var umiddelbart ikke stjålet noget ved indbruddet, men sagen vil nu blive efterforsket nærmere.
**
Færdsel
Mandag kl. 07.07 skete der et færdselsuheld på Nordkystvejen i Fausing. En 47-årig mandlig bilist ramte i forbindelse med en overhaling ind i en bil ført af en 57-årig mand, hvorefter to andre bilister ramte ind i de forulykkede biler. Der skete større materielle skader, men ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade. Uheldet medførte nogle trafikale gener i morgentrafikken i omkring en times tid, inden vejen igen var endeligt ryddet.
Mandag kl. 07.45 skete der et færdselsuheld i krydset Silkeborgvej/Skanderborgvej i Anbæk. En 32-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 23-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Mandag kl. 07.49 skete der et færdselsuheld på Motortrafikvejen ved Hornslet. En 39-årig kvindelig bilist mistede kontrollen over sin bil, der væltede om på siden. Hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved uheldet.
Mandag kl. 13.05 skete der et færdselsuheld i krydset Bredskiftevej/Viborgvej i Hasle. En 20-årig mandlig bilist svingede til venstre i krydset, ind foran en 54-årig kvindelig bilist, der ramte ind i siden af hans bil. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Mandag kl. 20.58 skete der et færdselsuheld på Åby Ringvej i Brabrand. En 24-årig mandlig bilist ramte ind i en 53-årig mand, der var at krydset vejen til fods. Den 53-årige pådrog sig nogle brud på kroppen og blev kørt til skadestuen. Den 24-årige blev sigtet efter færdselsloven.
Mandag kl. 22.39 blev 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Thorvaldsensgade i Aarhus C. Da han havde en mindre mængde hash og skunk på sig, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Natten til tirsdag kl. 02.27 blev en 35-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Brotoften i Randers SV.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt ni indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Tilst Skolevej i Tilst begået mellem lørdag d. 25/11 kl. 05.45 og mandag d. 27/11 kl. 11.00
• På Tilst Skolevej i Tilst begået mandag d. 27/11 kl. 01.09
• På Frugthaven i Albæk begået mellem fredag d. 24/11 kl. 07.30 og mandag d. 27/11 kl. 07.00
• På Heibergsgade i Aarhus C begået mandag d. 27/11 mellem kl. 08.00 og kl. 16.10
• På Krathusvej i Risskov begået mandag d. 27/11 mellem kl. 09.30 og kl. 09.45
• På Vestre Strandallé i Risskov begået mandag d. 27/11 mellem kl. 07.30 og kl. 16.20
• På Hjulbjergvej i Højbjerg begået mandag d. 27/11 kl. 20.45
• På Humlehaven i Hinnerup begået tirsdag d. 28/11 kl. 00.35
• På Pannerupvej i Trige begået natten til tirsdag kl. 04.10
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877