Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

10. oktober 2024 12:28

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 10. oktober 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

 

**

 

Anmeldelse om uro førte til anholdelse af påvirket bilist

En patrulje fra Østjyllands Politi blev tidligt onsdag morgen kl. 06.54 sendt til en adresse på Karen Blixens Boulevard i Brabrand, da politiet modtog en anmeldelse om, at der var larm og uroligheder på stedet.

 

Ifølge anmeldelsen havde en person forsøgt at skaffe sig adgang til en lejlighed, men ved politiets ankomst oplyste et vidne, at den person, som var uønsket på stedet, netop var kørt fra stedet i en bil med udenlandske nummerplader, og derfor var lettere genkendelig for politiet.

 

Kort tid efter fandt patruljen det pågældende køretøj i nærheden af adressen, hvorefter føreren i den forbindelse foretog en kraftig acceleration og forsøgte at køre fra stedet.

 

Bilen blev dog indhentet af politiet og standset på lukket parkeringsareal ved Hejredalsstrædet, hvorefter betjentene tog kontakt til føreren, som virkede påvirket.

 

Den pågældende mand blev identificeret som værende en 24-årig udenlandsk mand, som var uønsket på stedet i forbindelse med anmeldelsen om uro tidligere på morgenen. Han blev sigtet for både narko- og spirituskørsel og anholdt kl. 08.12.

 

I forbindelse med sin anholdelse udtalte den 24-årige mand sig i mindre pæne vendinger mod politiet, og han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod tjenestemænd.

 

**

 

Kom gående på gaden med kuffert fuld af hash

For de fleste lignede det nok bare en mand på vej på ferie, men på baggrund af troværdige oplysninger til politiet rettede betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje onsdag formiddag henvendelse til en 59-årig mand, der kom gående på gaden i Kongsvang i Aarhus med en stor kuffert.

 

Ifølge politiets oplysninger skulle den 59-årige mand være i besiddelse af en større mængde narko, og han blev derfor også bedt om at fremvise indholdet i sin kuffert.

 

I kufferten havde den 59-årige mand i omegnen flere kilo hash til en samlet værdi af flere hundrede tusinde kroner, og han blev derfor sigtet for forsøg på salg af narko og anholdt.

 

Politiet beslaglagde hashen med henblik på senere konfiskation og destruktion, og den 59-årige mand blev løsladt senere på dagen efter endt afhøring.

 

**

 

Ældre kvinde udsat for populær svindelform fra ’bekendt i knibe’

”Hej mor/far…”

 

Sådan lyder indledningen ofte i en stødt stigende svindelform, hvor kriminelle via digitale beskeder forsøger at udnytte ældre familiemedlemmer til at tro, at deres yngre pårørende er i problemer og har brug for penge.

 

Svindlerne udgiver sig for at være et nært familiemedlem, der enten har fået nyt nummer eller har hacket sig ind på unges profiler på de sociale medier for efterfølgende at række ud til ældre familiemedlemmer med en besked om, at de er havnet i en form for nødsituation og har brug for hurtigt at låne eller få nogle penge fra deres gavmilde pårørende. 

 

Onsdag formiddag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en ældre kvinde fra Risskov, der tirsdag eftermiddag havde fået en lignende SMS-besked fra sin datter – troede hun – og i den forbindelse var blevet udsat for bedrageri, da hun havde overført et større beløb til en svindler.

 

Politiet opfordrer til, at man altid kontakter sin ven eller familiemedlem telefonisk eller personligt, hvis de på den ene eller anden måde skriver, at de er i knibe og mangler penge.

 

Kvinden fra Risskov er ikke den eneste, der er blevet udsat for denne type svindel, og så sent som i går morges udsendte National enhed for Særlig Kriminalitet en pressemeddelelse om den store stigning i antallet af anmeldelser om svindel via beskeder omhandlende ’bekendte i knibe’.

 

I løbet af 2024 har Østjyllands Politi fået i omegnen af 30 anmeldelser om svindelformen.

 

Læs mere om den nylige og stigende digitale svindelform på linket her: https://politi.dk/national-enhed-for-saerlig-kriminalitet/nyhedsliste/digital-svindel-fra-bekendte-i-knibe-er-steget-voldsomt/2024/10/09

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Rønbjergvej i Risskov begået onsdag d. 9/10 mellem kl. 07.30 og kl. 14.40
  • På Jønhøjvej i Åbyhøj begået onsdag d. 9/10 kl. 17.19
  • På Holmevangen i Højbjerg begået onsdag d. 9/10 kl. 17.39

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

22. maj 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. maj 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

21. maj 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 21. maj 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

20. maj 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. maj 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Vi beklager. Dette indhold kan ikke vises.