Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

11. juni 2025 10:49

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 11. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 09.45

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 09.45 en 41-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for et indbrud begået tirsdag formiddag på en adresse i Odder.

 

Det var kl. 10.08, at Østjyllands Politis tirsdag formiddag modtog en anmeldelse om et igangværende indbrud på Ankjær i Odder, da en borger havde set en mand springe ud fra en hæk ved et hus, hvor et vindue ifølge anmeldelsen også stod helt åbent.

 

Anmelderen fulgte efter manden, mens nærmeste patrulje fra Lokalpolitiet i Odder blev sendt til stedet og få minutter senere fik øje på den formodede indbrudstyv. Vedkommende, en 41-årig mand fra Albanien, blev kl. 10.13 anholdt og sigtet for at have begået indbrud.

 

Fra huset var der blevet stjålet smykker til en samlet værdi af nogle tusinde kroner, og da politiets indledende efterforskning gav en begrundet mistanke om, at en pt. ukendt medgerningsmand også har været involveret i indbruddet, anmoder Anklagemyndigheden om lukkede døre til dagens grundlovsforhør af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.

 

**

 

9-årig dreng afgået ved døden efter færdselsulykke i Grenaa

En 9-årig dreng er tirsdag afgået ved døden som følge af en færdselsulykke, som fandt sted mandag eftermiddag i Grenaa. Ulykken opstod, da den 9-årige kom kørende på løbehjul og blev ramt af en bil. De pårørende er underrettet.

 

Ulykken skete på Rosenvang ved Rosenbakken, og politiet modtog anmeldelsen kl. 13.56, hvorefter den 9-årige blev kørt med ambulance til hospitalet i kritisk tilstand, inden han tirsdag afgik ved døden.

 

Østjyllands Politi har for nuværende ikke flere oplysninger eller kommentarer til sagen.

 

Yderlige om sagen er omtalt i gårsdagens uddrag af døgnrapporten på linket her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/doegnrapporter/oestjyllands-politi-uddrag-af-doegnrapporten-10-juni-2025/2025/06/10

 

**

 

Snydt i pirattaxa: Fik stjålet telefon og flere tusinde kroner

En 21-årig ung mand lod sig natten til søndag lokke af det, man som hovedregel aldrig skal tage imod, da han blev tilbudt et gratis lift hjem fra byen af en fremmed mand.

 

Ifølge anmeldelsen, som politiet modtog tirsdag kl. 12.08, var den 21-årige mand natten til søndag omkring kl. 04.00 blevet tilbudt et lift hjem på Trælastgade i det centrale Aarhus fra en ukendt mand, der formentligt kørte pirattaxa.

 

Den 21-årige havde taget imod, mens chaufføren angiveligt ikke ønskede betaling for turen. Ved turens afslutning ønskede chaufføren dog at få skrevet sine kontaktoplysninger i den 21-åriges telefonbog, og da den 21-årige efterfølgende ved turens afslutning sagde nej tak til at ryge hash med chaufføren, hoppede chaufføren hurtigt tilbage i bilen og kørte væk fra stedet.

 

Herefter opdagede den 21-årige, at hans telefon desværre var væk sammen med chaufføren, og at der efterfølgende via en bankoverførsel var blevet overført flere titusinde kroner til en fremmed konto.

 

Politiets opfordring er fortsat meget klar: Tag ALDRIG imod et lift hjem fra en pirattaxa – uanset, hvor fristende det end måtte være. Det ender oftest med at blive en meget dyr fornøjelse.

 

Sagen er fortsat under efterforskning med henblik på at få identificeret og sigtet den pågældende pirattaxa-chauffør.

 

**

 

Stjålet cykel blev forsøgt solgt til rette ejer: Politiet deltog og fik sigtet hæleren

En 23-årig ung mand fra det nordlige Aarhus havde – som så mange andre også tidligere har været udsat for – fået sin cykel stjålet, men tirsdag opdagede han, at den var blevet sat til salg på Facebook Marketplace.

 

Den 23-årige mand aftalte derfor at mødes med gerningsmanden for at få cyklen retur, hvorefter han kontaktede politiet og inviterede ordensmagten med til begivenheden.

 

Omkring kl. 17.00 mødte civilklædte betjente fra Østjyllands Politi derfor op på den aftalte parkeringsplads i Viby J sammen med den 23-årige anmelder, hvorefter en 21-årig mand ankom med den 23-åriges cykel.

 

Den 21-årige blev sigtet gjort bekendt med politiets tilstedeværelse, hvorefter han blev sigtet for hæleri og anholdt til sagen. Den 23-årige fik sin cykel tilbageleveret, mens den 21-årige mand blev leveret ind på stationen til nærmere afhøring.

 

Den 21-årige havde anvendt et falsk navn på salgsannoncen med den stjålne cykel, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man altid udviser stor forsigtighed, når man handler privat med fremmede på de digitale platforme. Vær kritisk og tænk dig altid om en ekstra gang, hvis noget virker mistænkeligt undervejs i samtalen med en interesseret køber eller sælger.

 

Find flere gode råd til handel med private på siden her: https://politi.dk/anmeld-kriminalitet/oekonomisk-svindel-paa-nettet/undgaa-at-blive-snydt-naar-du-handler-med-andre-paa-nettet

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Elstedvænge i Lystrup begået mellem onsdag d. 4/6 kl. 19.30 og mandag d. 9/6 kl. 21.00
  • På Ankjær i Odder begået tirsdag d. 10/6 mellem kl. 10.00 og kl. 10.08
  • På Skovhulevej i Randers NV begået tirsdag d. 10/6 kl. 10.09
  • På Honningvænget i Tilst begået lørdag d. 7/6 mellem kl. 00.00 og kl. 22.35
  • På Dalsgårdsvej i Auning mellem tirsdag d. 3/6 kl. 12.00 og tirsdag d. 10/6 kl. 18.00

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

12. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 12 juni. 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

10. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 10. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

6. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 6. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.