Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 15. august 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Indbrudstyv blev genkendt og anholdt
En virksomhed på Marselisborg Havnevej havde tidligt onsdag morgen besøg af en ubuden gæst, der begik indbrud og stjal diverse værdigenstande fra stedet i form af blandt andet elektronik og en cykel.
En ansat havde på videoovervågningen set indbrudstyven, som han i første omgang troede var rengøringspersonalet, mens en anden ansat havde set vedkommende komme cyklende fra stedet med to klare poser fyldt med ukendte genstande.
Først da de to kollegaer mødte ind på arbejdet og talte sammen og udvekslede oplysninger stod det klart, at manden på cyklen havde begået indbrud på deres arbejdsplads. Det passede også godt sammen med, at døren stod åben fra morgenstunden, og at der manglede værdier for mere end 100.000 kroner på stedet.
De to ansatte fik sporet en stjålet computer til at befinde sig på Kalkværksvej i Aarhus C, hvorfor de tog hen til stedet og hurtigt fik øje på den formodede gerningsmand.
Sagen blev anmeldt til politiet kl. 09.04, og kort tid efter kunne en patrulje fra Østjyllands Politi anholde en 30-årig mand, som blev fundet i besiddelse af to klare sække fyldt med de formodede tyvekoster fra indbruddet.
Den 30-årige mand blev sigtet for at have begået indbruddet i virksomheden, og kosterne blev afleveret tilbage til virksomheden.
**
Formodede indbrudstyve fanget af politihunde
To mænd blev onsdag anholdt og sigtet for indbrud og indbrudsforsøg i Risskov efter en større politiindsats.
Det hele begyndte klokken 10.55, da en opmærksom borger opdagede, at der kørte nogle mistænkelige mænd rundt i et par biler på Egelundsvej i Risskov. Da de parkerede ved en villa og tre maskerede mænd steg ud, ringede borgeren 112 og på den måde kunne politiet lynhurtigt rykke ud med flere patruljer til området.
I mellemtiden var de maskerede mænd blevet skræmt væk af en anden borger, og de var derfor kørt fra stedet, da politiet kom frem.
Men mens patruljerne var i området, kom en ny anmeldelse – denne gang fra Adelgade, hvor tyverialarmen var gået i en villa. En kvik nabo hørte alarmen og så tre maskerede mænd luske rundt, og han ringede derfor også til politiet.
Patruljerne var fremme meget kort tid efter, men det lykkedes den ene mand at undslippe, da han kørte væk i bil. De to andre mænd forsøgte også at stikke af i en bil og ramte i den forbindelse et par biler. Bilerne fik mindre materiel skade, men ingen af de påkørte bilister kom til skade.
På et tidspunkt blev de to mænds vej dog spærret, hvorfor de hoppede ud af bilen og forsøgte at tage flugten videre til fods. Den ene blev hurtigt indhentet af en politihund og anholdt, mens den anden nåede at løbe ind i en privat have, hvor han gemte sig i et legehus. En anden politihund fik dog snuset ham op, så han også han blev anholdt.
De to mænd, der er 19 og 21 år, blev begge sigtet for forsøg på indbrud på Egelundsvej og indbrud på Adelgade, hvor der var stjålet flere møbler, som blev fundet i mændenes bil.
Den 21-årige mand blev desuden sigtet for både spiritus- og narkokørsel, da han var påvirket, mens han også blev fundet i besiddelse af en kniv og sigtet for at have overtrådt knivloven.
Østjyllands Politi har en god formodning om, hvem den tredje mand var, og sagen efterforskes nu nærmere.
**
Mand reddet op fra havnebassin
Flere patruljer fra Østjyllands Politi blev onsdag eftermiddag sendt til Skolebakken i Aarhus C, da der via 112 kl. 17.42 kom en anmeldelse om, at en person var hoppet i vandet og efterfølgende var forsvundet.
Også brandvæsenet og ambulancereddere blev sendt til stedet, hvor vedkommende nogle minutter senere blev fundet i vandet af nogle redningsdykkere og reddet op fra vandet. Flere vidner havde overværet episoden, da manden var hoppet i vandet.
Manden modtog efterfølgende livreddende førstehjælp og blev kørt til behandling på hospitalet. Østjyllands Politi er ikke bekendt med hans helbredsmæssige status.
Det er ikke politiets umiddelbare formodning, at manden har været udsat for en forbrydelse, eller at han faldt i vandet ved et uheld, men de nærmere omstændigheder omkring episoden er endnu ikke klarlagt.
Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.
**
Påvirket bilist havde narko på sig
En patrulje fra Østjyllands Politi bragte onsdag eftermiddag kl. 17.15 et køretøj til standsning på Jernaldervej i Aarhus V.
I bilen befandt en 25-årig mandlig chauffør sig, som blev skønnet påvirket. Han blev efterfølgende sigtet for både narkokørsel og spirituskørsel, og under en efterfølgende ransagning af bilen fandt betjentene også en mindre mængde hash og en mindre mængde kokain.
Både hash og kokain blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, og den 25-årige mand blev også sigtet for besiddelse af narko.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Hviddingvej i Fårup begået mellem tirsdag d. 13/8 kl. 13.00 og onsdag d. 14/8 kl. 10.00
- På Adelvej i Risskov begået onsdag d. 14/8 kl. 11.07
- På Gentoftevej i Aarhus C begået mellem fredag d. 26/7 kl. 12.00 og onsdag d. 14/8 kl. 12.45
- På Hammelvej i Langå begået mellem fredag d. 2/8 kl. 18.00 og onsdag d. 14/8 kl. 15.00
- På Sønderholmvej i Hasselager begået mellem søndag d. 11/8 kl. 13.00 og onsdag d. 14/8 kl. 20.30
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877