Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

15. juli 2026 11:48

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 15. juli 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

**

 

Tre udenlandske kvinder anholdt under bordelkontrol

Betjente fra Østjyllands Politis Udlændingesektion var tirsdag formiddag til stede på en adresse i det centrale Aarhus for at føre kontrol med muligt ulovligt ophold og ulovligt arbejde.

Ifølge politiets oplysninger blev der drevet bordel på stedet, og ved betjentenes ankomst kunne der høres stemmer, hvorfor politiet omkring kl. 09.29 fik skaffet sig adgang til adressen for at undersøge forholdene nærmere.

På adressen traf politiet tre udenlandske kvinder - alle fra Columbia - på henholdsvis 23, 27 og 28 år. De tre kvinder blev alle anholdt, mens to af dem blev sigtet for at have opholdt sig i landet uden den nødvendige tilladelse.

Den tredje blev sigtet for at have arbejdet ulovligt i Danmark.

De tre kvinder vil nu få deres sag forelagt Udlændingestyrelsen, der skal vurdere, om kvinderne skal hjemsendes, mens Center mod Menneskehandel også vil vurdere, hvorvidt kvinderne kan have været handlet.

Kvinderne er fortsat frihedsberøvet og må være i politiets varetægt i 3 x 24 timer, mens deres sager bliver vurderet af myndighederne.

**

 

Opmærksomme borgere afviste bankbude - godt gået!

Østjyllands Politi modtog tirsdag formiddag kl. 11.15 en anmeldelse om, at en 65-årig kvinde netop havde haft uventet - og uønsket - besøg på sin bopæl i det sydvestlige Randers.

Ifølge anmeldelsen havde en ung mand banket på hos kvinden og efterfølgende fortalt, at han kom fra hendes bank og skulle afhente hendes betalingskort.

Kvinden ønskede dog ikke at udlevere sit kort til den uønskede gæst, og hun bad ham derfor om at forlade stedet, hvilket han efterkom.

Kort tid efter modtog politiet en lignende anmeldelse, denne gang fra Hadsten, hvor en 74-årig mand også var blevet forsøgt udsat for svindel.

Ifølge anmeldelsen fra Hadsten havde en ukendt mand ringet til den 74-årige mand og udgivet sig for at være fra banken, mens det nogenlunde samtidig havde ringet på døren.

Den 74-årige åbnede ikke døren og udleverede ingen fysiske genstande til de formodede svindlere.

Foruden de to nævnte borgere skal også en 69-årig mand fra det sydvestlige Randers og en 72-årig kvinde fra Lystrup have ros, da de nogenlunde samtidig fik mistanke om, at de var i færd med at blive svindlet fra falske bankbude.

Den 69-årige og den 72-årige fattede begge mistanke og afviste bankbuddene, da de mødte op på deres respektive bopæle, hvorefter sagerne blev anmeldt til politiet.

Godt gået af alle de opmærksomme borgere, som hver især fik afvist de falske bankbude!

Politiet modtager fortsat løbende anmeldelser om, at falske bankbude udsætter og forsøger at udsætte særligt ældre borgere for svindel ved at udgive sig for at være fra deres bank.

Østjyllands Politi opfordrer fortsat til, at man afviser personerne og ikke udleverer hverken kort, kontanter, koder eller andre værdigenstande til fremmede.

Banken - og andre myndigheder - vil aldrig ringe dig tilfældigt op og bede om at få udleveret disse ting og oplysninger, og du skal derfor bare smække røret på, hvis du en dag bliver ringet op fra en ukendt person, der eksempelvis påstår, at du er i færd med at blive svindlet.

Hvis du efterfølgende bliver i tvivl om, hvorvidt opkaldet rent faktisk kom fra din bank, kan du altid ringe retur på bankens hovednummer og spørge ind til en eventuel sag.

**

 

Løb langsommere end betjent og blev anholdt med narko i bæltetasken

En patrulje fra Østjyllands Politi forsøgte tirsdag aften omkring kl. 19.20 at tage kontakt til en 22-årig mand, der udviste mistænkelig adfærd omkring en parkeringsplads på Ryhavevej i Hasle.

Mistanken om, at manden muligvis kunne være i besiddelse af ulovlige genstande blev ikke umiddelbart mindre, da han ved synet af betjentene forsøgte at løbe fra stedet - men efter en kortere tur med politiet i hælene, blev manden indhentet og anholdt.

Den 22-årige mand blev under en efterfølgende visitation fundet i besiddelse af ca. 50 stk. hashjoints og nogle tusinde kroner i kontanter, som formodes at stamme fra salg af narko.

Både penge og joints blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation, mens den 22-årige blev sigtet for salg af narko.

Da han i samme forbindelse talte nedladende til én af betjentene, blev han også sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Storegade i Randers NØ begået tirsdag d. 14/7 mellem kl. 00.00 og kl. 05.30
  • På Tirsdalen i Randers SØ begået mellem søndag d. 12/7 kl. 20.30 og tirsdag d. 14/7 kl. 09.00
  • På Grøfthøjparken i Viby J begået tirsdag d. 14/7 kl. 11.05
  • På Frejasvej i Åbyhøj begået tirsdag d. 14/7 mellem kl. 13.45 og kl. 17.40
  • På B. S. Ingemanns Vej i Åbyhøj begået tirsdag d. 14/7 mellem kl. 13.30 og kl. 17.45
  • På Kragkærvej i Mørke begået tirsdag d. 14/7 mellem kl. 09.30 og kl. 17.00
  • På Koltvej i Hasselager begået mellem søndag d. 12/7 kl. 13.00 og tirsdag d. 14/7 kl. 13.00
  • På Byleddet i Brabrand begået onsdag d. 15/7 kl. 03.15

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

14. juli 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 14. juli 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

13. juli 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 13. juli 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

12. juli 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands politi uddrag af døgnrapporten 12 juli 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds