Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

16. december 2024 11:33

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 15. og 16. december 2024

Grundet travlhed udsendte vi ikke en døgnrapport søndag. Her finder du et uddrag af de seneste to døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Tre mænd anholdt i drabssag - fremstilles i grundlovsforhør kl. 12.30

Anklagemyndigheden fremstiller mandag kl. 12.30 tre mænd i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De er sigtet for i forening og efter forudgående fælles forståelse natten til søndag at have knivdræbt en 19-årig mand ud for en adresse på Reginehøjvej i Aarhus N.

De tre mænd, der er hhv. 20, 20 og 27 år, blev søndag anholdt under en koordineret aktion på adresser i Aarhus-området. Det er Østjyllands Politis formodning, at der er flere gerningsmænd, og anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret.

Politiet hører gerne fra vidner eller fra borgere, de har relevante optagelser på deres overvågning i deres bil eller andre steder. Oplysninger kan gives til politiet på tlf. 114.

Det er fortsat Østjyllands Politis vurdering, at drabssagen bunder i et internt opgør i det kriminelle miljø.

De kommende dage vil politiet være ekstra synlige i området omkring Reginehøj, og mandag eftermiddag vil den mobile politistation igen holde i området. Her er alle velkomne til at få en snak med betjentene.

 

Link til tidligere pressemeddelelse: Tre mænd anholdt i drabssag
Link til tidligere pressemeddelelse: Ung mand knivdræbt

**

Bil kørt i vandet søndag

Østjyllands Politi modtog natten til søndag kl. 01.58 via 112 anmeldelse om, at en bil med flere personer i var kørt i vandet ved krydset mellem Fiskerivej og Hjortholmsgade i Aarhus C. Flere patruljer, brand og redningsmandskab kørte straks til stedet.

Ved ankomst fandt betjentene en personbil og tre personer i vandet. De tre blev hurtigt hjulpet op og tilset i en ambulance.

Vidner på stedet forklarede, at bilen var kommet kørende i høj fart i krydset mod vandet. En mandlig passager nåede at hoppe ud af bilen, før den ramte vandet, mens bilens fører, en 35-årig mand, og endnu en passager stadig sad i bilen, da den kørte i vandet. En forbipasserende tog hurtigt affære, hoppede i vandet og hjalp med at få reddet bilens fører, som var kortvarigt bevidstløs, ud af bilen. Den anden passager formåede selv at komme ud af bilen.

Den 35-årige mand, som havde ført bilen, blev skønnet påvirket af spiritus og narko. Han blev kørt til behandling på skadestuen og fik udtaget blodprøve, og blev herefter taget med tilbage til politistationens detention. Svaret på blodprøven skal nu afgøre, hvorvidt han var påvirket.

Den 35-årige blev sigtet for narko- og spirituskørsel, for at forvolde fare for andres liv eller førlighed og for kørsel uden førerret.

Ingen af mændene kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet, og bilen blev efter kort tid bjærget op af vandet.


**

Sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven

Flere borgere kontaktede søndag aften politiet med anmeldelser om, at der blev fyret kanonslag af på en adresse i Randers.

Efter en kort rundering i området hørte patruljen endnu et kanonslag og kørte mod lyden, hvor de fandt en varevogn med en 38-årig mandlig passager, der passede til signalementet af den affyrende mand.

I den 38-årige jakkelomme fandt betjentene fem kanonslag, som blev konfiskeret med henblik på destruktion. Han blev derefter sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.

Salget af fyrværkeri er netop startet, men husk at du ikke må affyre fyrværkeri før den 31. december. Køb kun lovligt fyrværkeri - som skal være både CE-mærket, købt i Danmark og forsynet med dansk brugsanvisning.


**

 

Falsk hjemmehjælper stjal pung og nøgler

Lørdag formiddag bankede en mand på døren hos en 88-årig mand på en adresse i Viby J. Manden udenfor fortalte, at han var fra hjemmehjælpen, og at han skulle gøre rent hos den 88-årige. Den 88-årige gjorde den falske hjemmehjælper opmærksom på, at det ikke var i dag det skulle gøres, men manden var meget insisterende.

Den falske hjemmehjælper fik derfor til sidst adgang til den 88-årige lejlighed, og den 88-årige satte sig i køkkenet mens der blev gjort rent.

Da den falske hjemmehjælper igen var gået, kunne den 88-årige konstatere, at han manglede sin pung samt et nøglebundt.

Husk at være skeptisk, hvis der dukker nogen op på din adresse uden en forudgående aftale. Og hvis du bliver franarret din pung eller betalingskort, så skynd dig at få det spærret, ligesom den 88-årige heldigvis gjorde.


**

Indbrud

Der er de seneste to døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Kirkegårdsvej i Aarhus C begået mellem fredag d. 13/12 kl. 23.00 og lørdag d. 14/12 kl. 08.30
  • På Bushøjvænget i Højbjerg begået l'rdag d. 7/12 mellem kl. 10.00 og kl. 15.15
  • På Pilegårdsvej i Hasselager begået lørdag d. 14/12 kl. 19.20
  • På Østermarksvej i Odder begået mellem lørdag d. 14/12 kl. 09.00 og søndag d. 15/12 kl. 13.30
  • På Skæring Parkvej i Skæring ved Egå begået søndag d. 15/12 mellem kl. 17.00 og kl. 19.50
  • På Katterhøjvej i Højbjerg begået mellem fredag d. 13/12 kl. 12.30 og søndag d. 15/12 kl. 21.18

 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

14. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 14. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

13. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 13. december 2024

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

12. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 12. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.