Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

17. september 2024 11:21

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 17. september 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

 

**

 

Havde kniv med i nattelivet og blev anholdt

Østjyllands Politi modtog natten til tirsdag kl. 01.03 en anmeldelse om, at der var opstået en form for uoverensstemmelse ved et værtshus på Åboulevarden mellem nogle enkelte nattelivsgæster, hvorefter en person havde fremvist en kniv.

 

Ifølge anmeldelsen havde to mænd haft en diskussion, hvorefter den ene af mændene havde fremvist en kniv og lavede truende stikkebevægelser med den i retning af en dør.

 

Et par patruljer blev derfor sendt til stedet, hvor politiet hurtigt fik øje på en person, som passede på signalementet af den mistænkte mand, der ifølge anmeldelsen skulle være i besiddelse af en kniv.

 

Den pågældende person blev identificeret som værende en 29-årig mand, og han blev i lommen på sin hættetrøje fundet i besiddelse af en urtekniv, som blev beslaglagt til sagen med henblik på senere konfiskation og destruktion.

 

Den 29-årige mand blev sigtet for at have overtrådt knivloven og han blev anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring. Han blev ligeledes meddelt et forbud mod at indfinde sig på det pågældende værtshus de kommende to år i medfør af restaurationsloven.

 

**

 

To udenlandske kvinder anholdt under bordelkontrol

På baggrund af mistanke om ulovligt arbejde rettede betjente fra Østjyllands Politis Udlændingeenhed mandag formiddag kl. 11.00 henvendelse på en adresse i Viby J, hvor nogle kvinder angiveligt arbejdede med at sælge seksuelle ydelser.

 

På adressen traf politiet to sydamerikanske kvinder på henholdsvis 43 og 28 år, der begge blev fundet i besiddelse af spansk opholds- og arbejdstilladelse og efter politiets vurdering arbejdede på stedet.

 

De to kvinder blev sigtet og anholdt for at udføre ulovligt arbejde i Danmark. De vil nu blive tilbageholdt, mens sagen bliver forelagt Udlændingestyrelsen, der skal vurdere, om de skal udvises af landet.

 

Center Mod Menneskehandel skal desuden vurdere, om kvinderne kan være handlet.

 

**

 

Røg joint på bænk og fik hash beslaglagt

En cyklende patrulje fra Østjyllands Politi fik mandag kl. 13.05 øje på en person, som sad og røg en joint på Schaldemosevej i det centrale Randers.

 

Betjentene rettede derfor henvendelse til vedkommende, som blev identificeret som værende en 37-årig mand.

 

Den 37-årige mand blev sigtet for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer, og politiet besluttede at foretage en ransagning af hans nærtliggende bopæl.

 

I forbindelse med ransagningen fandt politiet yderligere en mindre mængde hash samt nogle psilocybin-svampe, som blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

 

**

 

Ung mand sigtet for flere tilfælde af tyveri fra biler

En 17-årig ung mand fra Kolind er blevet sigtet af Østjyllands Politi for flere tilfælde af tyveri og forsøg på tyveri fra biler begået på det sydlige Djursland henover weekenden.

 

Den 17-årige blev af nærpolitiet i Rønde identificeret som værende den formodede gerningsmand til flere forskellige nylige anmeldelser, hvor en række bilejere i Kolind har fået stjålet ting fra deres biler.

 

På nuværende tidspunkt er den 17-årige sigtet for tre tilfælde af tyveri fra biler, hvor den ene bilejer blandt andet har fået genudleveret sin soundbox, som den 17-årige havde stjålet i perioden fra lørdag aften kl. 19.00 til søndag formiddag kl. 10.45.

 

Den 17-årige er derudover sigtet for tre forskellige forsøg på indbrud, mens nærpolitiet i Rønde også har beslaglagt nogle formodede tyvekoster fra ham, hvor rette ejermand endnu ikke er blevet identificeret.

 

Har du også henover weekenden i området omkring Kolind haft indbrud i din bil eller måske opdaget et forsøg på indbrud i dit køretøj? Og mangler du i den forbindelse nogle værdigenstande? Så hører vi meget gerne fra dig på telefonnummer 114.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Elverdalsvej i Højbjerg begået mellem søndag d. 15/9 kl. 23.00 og mandag d. 16/9 kl. 08.30
  • På Egevænget i Tranbjerg J begået mandag d. 16/9 mellem kl. 10.00 og kl. 14.00
  • På Ketting Parkvej i Harlev J begået mandag d. 16/9 mellem kl. 06.30 og kl. 15.45
  • På Rolighedsvej i Risskov begået mellem fredag d. 13/9 kl. 18.00 og mandag d. 16/9 kl. 21.15
  • På Rønnevej i Risskov begået mellem torsdag d. 12/9 kl. 15.15 og mandag d. 16/9 kl. 21.42

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. september 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. september 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. september 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. september 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

24. september 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. september 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.