Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

18. april 2024 12:29

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 18. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.00

Østjyllands Politi fremstillede torsdag kl. 10.00 en 38-årig brasiliansk kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Hun er sigtet for ulovligt ophold og var blevet tilbageholdt på Udlændingeloven.

 

Den 38-årige kvinde blev tidligere på ugen truffet af politiet i forbindelse med en kontrol på en adresse i Aarhus N, hvor der var mistanke om, at der blev drevet bordel.

 

Udlændingestyrelsen har efterfølgende vurderet, at kvinden skal udsendes af landet.

 

Sagen er blevet forelagt Center mod Menneskehandel, der har vurderet, at kvinden ikke er blevet handlet. Hun blev fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling indtil udsendelsen kan effektueres.

 

Den 38-årige kvinde blev ved Retten i Aarhus varetægtsfængslet i godt to uger frem til fredag den 3. maj. Hun kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

 

**

 

53-årig mand fundet død under mistænkelige omstændigheder

Onsdag eftermiddag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person var blevet fundet liggende i livløs tilstand på en adresse i Lystrup. Der var forhold omkring dødsfaldet der virkede mistænkelige, og derfor blev et område afspærret, mens politiet undersøgte forholdet nærmere.

 

Den endelige dødsårsag er endnu ikke fastlagt, men der er ikke umiddelbart noget, der indikerer, at den 53-årige mand, der blev fundet død, har været udsat for et kriminelt forhold.

 

Læs mere i udsendte pressemeddelelse på linket her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/nyhedsliste/53-aarig-mand-fundet-doed-under-mistaenkelige-omstaendigheder/2024/04/18

 

**

 

Falske bankbude på spil: Flere ældre snydt

Torsdag blev flere ældre mennesker snydt eller forsøgt snydt af svindlere, der udgav sig for at være fra banken. I løbet af dagen fik Østjyllands Politi seks forskellige anmeldelser fra ældre borgere rundt omkring i politikredsen, der var blevet ringet op af en ”bankmedarbejder”.

 

Over telefonen havde personen fortalt, at der var nogen som forsøgte at få adgang til den pågældende ældre borgers konti, og at de derfor skulle have et nyt kreditkort.

 

Modtagerne af opkaldet skulle bare lige oplyse pinkoden, og så ville banken sende en mand hen for at hente det gamle kort, så de kunne få et nyt.

 

To ældre kvinder fra Grenaa og en fra Aarhus N blev på den måde franarret deres kort, hvorefter de kriminelle hævede nogle tusinde kroner fra deres konti.

 

To kvinder fra Hjortshøj og Grenaa og en mand fra Skødstrup blev forsøgt svindlet, men nåede ikke at udlevere deres kort.

 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagerne nærmere.

 

Husk, at du aldrig skal udlevere koder eller kort til nogen, og at banken aldrig ville kontakte dig på den måde. Tag gerne en snak med dine ældre familiemedlemmer om, de skal lægge røret på, hvis får den slags opkald.

 

**

 

15-årig anholdt i sag om vold mod jævnaldrende

Onsdag morgen kl. 09.25 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en borger havde set en gruppe personer tildele en ung mand nogle slag på Randersvej i Lisbjerg, inden nogle af dem forlod stedet ad et stisystem i retning mod IKEA.

 

Flere patruljer fra Østjyllands Politi blev sendt til stedet, hvor episoden havde fundet sted i nærheden af Netværksskolen i Lisbjerg, hvor den forurettede 15-årige var tilknyttet. Den 15-årige fik ligeledes stjålet sin telefon i forbindelse med sagen.

 

Ved politiets ankomst til stedet blev en 15-årig jævnaldrende identificeret som én af gerningsmændene, og han blev derfor sigtet og anholdt. De to personer har et forudgående kendskab til hinanden. Den anholdte blev under en visitation fundet i besiddelse af et knojern og ligeledes sigtet for en overtrædelse af våbenloven.

 

To øvrige medgerningsmænd til overfaldet havde forladt stedet ved politiets ankomst. De to personer opfordres til at rette henvendelse til politiet, ligesom vidner også meget gerne må kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114, hvis de har viden om episoden eller har set noget med relation til volden.

 

Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer. Sagen efterforskes fortsat med henblik på at få klarlagt et hændelsesforløb samt at få identificeret de to formodede medgerningsmænd.

 

**

 

Sigtet for besiddelse af stoffer og ammunition

Østjyllands Politis specialpatrulje tog onsdag aften ud til en adresse i Randers C, hvor de havde mistanke om, at der blev opbevaret narkotika.

 

Under en ransagning på stedet fandt betjentene en del ammunition til et gevær og en mindre mængde amfetamin. Det hele blev beslaglagt, og en 28-årig mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og overtrædelse af våbenloven.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Tretommervej i Risskov begået fredag d. 5/4 mellem kl. 07.00 og kl. 07.01
  • På Kirkedammen i Aarhus C begået mellem lørdag d. 13/4 kl. 11.00 og onsdag d. 17/4 kl. 14.30
  • På Søsvinget i Egå begået mellem tirsdag d. 16/4 kl. 18.15 og onsdag d. 17/4 kl. 16.15
  • På Nordvestpassagen i Aarhus N begået onsdag d. 17/4 mellem kl. 09.00 og kl. 20.15

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

3. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 3. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

2. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 2. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

1. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 01. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.