Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. december 2022
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Foto: Østjyllands Politi
Grundlovsforhør ved retten i Aarhus
Østjyllands Politi fremstiller kl. 10.30 en 20-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Den 20-årige sigtes for røveri ved den 16. december sammen med tre medgerningsmænd at have truet en 26-årig mand til at udlevere sin telefon og nøglerne til sin bil. Han sigtes desuden for brugstyveri af den 26-åriges bil samt for to tilfælde af indbrudstyveri.
Den 20-årige blev anholdt onsdag kl. 21.16, da en patrulje standsede en bil, den 20-årige var passager i, på Bronzealdervænget i Hasle.
Anklageren anmoder om lukkede døre.
**
Standset med narko i bilen
Onsdag kl. 19.10 blev en patrulje opmærksomme på en personbil, som kørte ad Langelandsgade i Aarhus C i nordlig retning. Betjentene standsede bilen og rettede henvendelse til den 21-årige mandlige fører.
Fra bilen kom en kraftig lugt af hash, og betjentene besluttede derfor at se nærmere på både bil og fører. I bilen fandt de flere salgsposer med hash og skunk og på den 21-årige fandt de både kontanter og Tramadol tabletter.
Den 21-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.
**
Tal med de ældre i din omgangskreds: Endnu et tilfælde af bedrageri
En 88-årig mand blev mandag franarret et større kontant beløb efter flere opkald fra en svindler.
Den 88-årige blev ringet op over flere dage af en mand, der præsenterede sig som Jonas Madsen. Efter flere samtaler fik manden overtalt den 88-årige til at oplyse pinkoder og cpr-numer og fik desuden manden til at lægge et større kontant beløb samt sit hævekort til afhentning af et bud.
Svindleren lovede, at pengene ville blive sat ind på kortet næste morgen, men der var naturligvis tale om svindel. Den 88-årige fik dog kortet spærret, så der efterfølgende ikke kunne hæves yderligere.
Politiet over hele landet oplever rigtig mange af disse sager i hele landet. En klar opfordring er derfor; hvis du skal mødes med ældre bekendte eller familiemedlemmer i juledagene, så tag en snak med dem om, aldrig at udlevere kort, koder eller penge.
Svindlerne er meget dygtige og overbevisende, og får det til at lyde som om, de har en masse oplysninger om de forurettede. Derfor er det vigtigt, uanset hvor overbevisende de lyder i den anden ende af røret, at huske på følgende:
- Udlevér aldrig koder eller følsomme personoplysninger over telefonen
- Læg på hvis du har mistanke om svindel – og du behøver ikke at være høflig
- Er du i tvivl, så søg selv bankens eller myndighedens telefonnummer frem via internettet og foretag et kontrolopkald
- Er du kommet til at udlevere dine oplysninger så ring straks til banken og få din konto spærret samt ring til politiet på tlf. 114.
**
Tyveri fra flere biler i Aarhus
Østjyllands Politi har onsdag modtaget 11 anmeldelser om indbrud i biler på forskellige adresser i Aarhus. Fremgangsmåden har alle steder været den samme; gerningspersonen har knust en siderude på bilen og taget tasker og poser med elektronik og julegaver med sig.
Opfordringen fra politiet lyder derfor: Lad ikke værdigenstande, elektronik, gaver eller andet ligge i bilen. Tag i stedet dine tasker med dig, når du forlader den. Parker gerne, hvor der er masser af lys og evt. videoovervågning.
**
Brand i container
Onsdag kl. 18.09 modtog Østjyllands Politi anmeldelse om brand i en container på Rydevænget i Aarhus V. En patrulje kørte til stedet, hvor brandvæsnet allerede havde ilden under kontrol. Ilden blev hurtigt slukket og bredte sig ikke til andre ting.
**
Færdsel
Onsdag kl. 16.02 skete er et færdselsuheld på Østjyske Motorvej i nordgående retning ved Brabrand, da i alt 8 personbiler blev involveret i et harmonikasammenstød på grund af hårde opbremsninger ved pludselig kødannelse. Flere af de implicerede parter blev tilset i ambulance på stedet og en enkelt kørt til yderligere tjek på hospitalet, men ingen kom umiddelbart alvorligt til skade. Uheldet skabte trafikale udfordringer, men vejen kunne åbnes igen kl. 16.45.
Onsdag kl. 17.04 skete der et færdselsuheld på Torshøjvej i Hørning, da en 56-årig mandlig bilist, der netop var kørt af motorvejen ved afkørslen til Hasselager V, svingede ud foran en 21-årig mandlig bilist, som kom kørende på Torshøjvej i vestlig retning. Den 21-årige mand blev kørt på skadestuen til tjek.
Onsdag kl. 17.30 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Beringvej og Hovedvejen i Hasselager, da en 74-årig kvindelige bilist og en 53-årig kvindelig bilist stødte sammen. Den ene kvinde blev hentet fra ulykkesstedet af en ambulance, men kom ikke umiddelbart kritisk til skade.
En 19-årig mandlig bilist blev onsdag kl. 18.43 sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset i krydset mellem Herredsvej og Hasle Ringvej i Aarhus V. Den 19-årige havde desuden ikke sele på og talte i håndholdt mobiltelefon og blev derfor også sigtet for begge de forhold.
Onsdag kl. 19.05 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Viborgvej og Tilst Skolevej i Aarhus V, da en 27-årig mandlig bilist skulle dreje til højre ad Tilst Skolevej. Der var vejarbejde på stedet, og på grund af mangelfuld skiltning kom den 27-årige til at køre ind i en vognbane med vejarbejde og ned i et hul. Den 27-årige kom ikke umiddelbart alvorligt til skade.
En 48-årig mandlig bilist blev natten til torsdag kl. 01.27 standset på Pejmarksvej i Grenaa på en trehjulet knallert. Den 48-årige havde en passager med på knallerten, selvom den ikke var godkendt til det. Til gengæld havde han ikke forsikringspapirer på den, og ingen af dem havde hjelm på. Den 48-årige blev sigtet for overtrædelserne o desuden anholdt og medbragt for udtagelse af blodprøve for alkohol.
En 19-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 03.07 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset på Århusvej i Randers SV.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:
- På Rytterparken i Hornslet begået mellem tirsdag den 20/12 kl. 15.30 og onsdag den 21/12 kl. 05.55
- På Vårvej i Aarhus N begået mellem tirsdag den 20/12 kl. 16.00 og onsdag den 21/1 kl. 13.00
- På Rismøllegade i Randers NØ begået mellem mandag den 28/11 kl. 12.00 og onsdag den 21/12 kl. 15.30
- På Christianslund i Odder begået onsdag den 21/12 mellem kl. 15.30 og kl. 16.35
- På Rosensgade i Odder begået onsdag den 21/12 mellem kl. 16.30 og kl. 19.30
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877